Baggrundsmateriale til 1. møde i møderække A – ”Gør fagforeningerne til kamporganisationer”:
Klasserne i Danmark – hvem er arbejderklassen?
Her er baggrundspapir til 1. møde i møderækken om ”Gør fagforeningerne til kamporganisationer”. Det handler om klasseanalyse – analyse af klasserne i Danmark, men især arbejderklassen.
Hvorfor starter vi en diskussion om at gøre fagforeningerne til kamporganisationer med en diskussion af klasser og klasseanalyse?
Fordi den faglige kamp ikke finder sted i et tomrum. Den er trods alt kun en del af klassekampen (om end en meget vigtig del), der ikke kun udspiller sig på det økonomiske plan, men også politisk og ideologisk. Som socialister er vi nødt til at forstå klassesamfundet i sin helhed, hvis vi skal kunne ændre det. Det handler også om, hvem vi vil bygge en socialistisk fremtid på.
Vi skal undersøge to forskellige modeller til beskrivelse af klassesamfundet og diskutere, hvad de kan bruges til i det daglige faglige og politiske arbejde. Vi skal især beskæftige os med, hvad vi forstår ved arbejderklassen og hvor grænsen går mellem arbejderklasse og mellemlag.
Den ene model er repræsenteret ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der især lægger vægt på lønnens størrelse, uddannelsens længde og ”positionen” på arbejdsmarkedet, når klasserne skal defineres.
Den anden model er marxistisk inspireret. Den tager udgangspunkt i produktionsforholdene, dvs. menneskenes forhold til hinanden i den samfundsmæssige produktion. Klassekampen handler jo dybest set om, hvem der skal have magten – magten over staten, magten i samfundet, magten over dit eget liv på arbejdspladsen, på uddannelsesstedet, i boligområdet og i de brede folkelige bevægelser.
Det er en kamp, der udspiller sig hver eneste dag, og som det store flertal af befolkningen mærker på deres egen krop og sind, når de går ind gennem porten til arbejdspladsen, hvor almindelige demokratiske spilleregler er sat ud af kraft, og hvor nogle ganske få personer i sidste ende bestemmer, om du skal slides ned fysisk og psykisk, og måske helt miste dit livsgrundlag.
De samme magtforhold gør sig gældende på samfunds- og verdensplan, hvor de for eks. viser sig i den enkle og skræmmende kendsgerning at 62 personer ejer lige så meget som den fattigste halvdel af verdens befolkning . I Danmark er det knapt så skævt, men alligevel. Her ejer 1 % en fjerdedel af de samlede formuer – med al den politiske magt, der følger af det.
Ingen af de modeller vi skal kigge på, kan siges at være nogen fuldstændig analyse, først og fremmest fordi de kun handler om materielle. Alt det, der foregår ”mellem ørerne” på os, som frivillige eller ufrivillig deltagere klassekampen, og hvordan vi oplever vores eget klassetilhørsforhold, det bliver der ikke fokuseret på i dette oplæg, men det skal ikke afskære nogen fra, at tage det med i diskussionen.
AE-rådets klassedeling
De sidste 10-15 har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd gjort et stort og vigtigt stykke arbejde med at dokumentere, at Danmark er et klassesamfund med voksende ulighed. De har udgivet forskellige rapporter og oprettet siden klassesamfund.dk . Herudover har en række forskere m. fl. i samarbejde med AE-rådet udgivet let tilgængelige bøger om emnet, bl. a. ”Rige børn leger bedst” og deltaget flittigt i den offentlige debat (Se litteraturlisten).
AE-rådet beskriver klasserne på følgende måde (Størrelsesforholdene er i 2021-tal):
Overklassen (1,8 %)
Overklassen udgøres af omkring 45.600 personer, svarende til 1,8 procent af arbejdsstyrken i alderen 18-59 år. Vi taler typisk om virksomhedsejere, topledere eller højtlønnede specialister med titler som direktører, ledere, læger, finansanalytikere, advokater, IT-konsulenter og ingeniører. 93 pct. er privatansatte, 7 pct. er offentligt ansatte. ”Adgangsbilletten” til overklassen er en årsindtægt på mindst 1,2 mio. om året. Gennemsnitsindtægten er 2,9 mio. om året.
Den højere middelklasse (15,1 %)
Den højere middelklasse består af akademikere og højtlønnede specialister, i alt 382.000 personer, svarende til 15,1 % af de erhvervsaktive. Typiske jobtyper er specialist/vidensarbejder, gymnasielærer, softwareudvikler, jurist, leder. 65 pct. er privatansatte, 35 pct. er offentligt ansatte For at være med i den højere middelklasse skal man enten have en årlig indkomst før skat på mellem 805.000 kr. og 1,2 mio. kr. eller have en universitetsuddannelse. Gennemsnitsindkomsten er 637.000 før skat.
Middelklassen (25,4 %)
Middelklassen består af 644.000 (svarende til 25,4 % af de erhvervsaktive). De har typisk en kort eller mellemlang videregående uddannelse. Typiske jobtyper er folkeskolelærer, pædagog, sygeplejerske, jordemoder, tekniker, administrationsarbejde og selvstændige. 58 pct. er privatansatte, 42 pct. er offentligt ansatte. Gennemsnitsindkomsten er 450.000 kr. før skat.
Arbejderklassen (38,3 %)
Arbejderklassen består af de faglærte og ufaglærte arbejdere. Det er den suverænt største gruppe på 940.000 personer, svarende til 38,3 % af de erhvervsaktive. Det er job som social- og sundhedsassistent, rengøringsassistent, butiksassistent, bygningsarbejder, industritekniker, håndværker, rengøringsassistent, chauffør, manuelt arbejde. Arbejderklassen indeholder derfor også store forskelle, da spændet mellem faglærte og ufaglærte arbejdere målt på indkomst og jobsikkerhed er blevet større med tiden. 78 pct. er privatansatte, 22 pct. er offentligt ansatte. Den gennemsnitlige indkomst før skat er 433.000.
Uden for arbejdsmarkedet (19,4 %)
491.000 personer befinder sig langvarigt (mere end 80 % af året) uden for arbejdsmarkedet, og betragtes derfor som ”uden for klasserne”. Den gennemsnitlige indkomst er 218.000 kr. før skat.
Diskussion af AE-rådets klasseopdeling
AE-rådets kriterier er forholdsvis enkle: Klasserne bestemmes ud fra lønnens størrelse, uddannelsens længde og ”positionen” på arbejdsmarkedet . De er måske også for enkle. Der er i hvert fald grund til at diskutere, om de giver et rigtigt billede af klasseforholdene.
Den samlede gruppe, der undersøges, er den ”erhvervsaktive” del af befolkningen i alderen 18-59 år. Allerede her er der et problem, for det betyder at ret store grupper slet ikke kommer med i analysen, især følgende:
- De 120.000 unge under 18 år, der har et fritidsjob, typisk i supermarkeder og som avisbude. De arbejder ikke mange timer (typisk mellem 3,3 og 10,3 timer om ugen), men det ændrer ikke på, at de er en del af arbejdsmarkedet som ufaglærte arbejdere.
- Den voksende gruppe af ældre, der arbejder efter at de er fyldt 60 år. De sidste 13 år er den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder steget markant, og er nu lidt over 66 år. Også fremover vil flere blive presset til at arbejde længere på grund af stigende pensionsalder og manglende tilbagetrækningsmuligheder.
- De 288.000 unge på SU er helt udeladt af AE-rådets klasseanalyse, selv om en stor del af dem har et job ved siden af, for at få økonomien til at hænge sammen. Dansk Magisterforenings og Djøfs undersøgelser viser, at ca. ¾ af deres medlemmer har et job ved siden af studierne. Hvis det også gælder andre studerende, så er mere end 200.000 studerende også en del af arbejdsmarkedet, primært i ufaglærte deltidsjob.
- De ca. 500.000 personer, der er ”langvarigt uden for arbejdsmarkedet”, defineret ved, at de er i beskæftigelse mindre end 20 % af året, og som ikke er selvstændige. Det er især førtidspensionister, langtidssyge og langtidsledige på dagpenge eller kontanthjælp. Men ca. 100.000 af dem er altså iflg. AE-rådet selv en del af arbejdsmarkedet.
Et rimeligt skøn vil være, at AE-rådets analyse udelukker mindst 400.000 personer, som iflg. AE-rådets egen definition burde medregnes som en del af arbejderklassen, fordi de hovedsageligt vil være beskæftiget i ufaglærte jobs. Men denne gruppe af hovedsageligt ufaglærte er en del af arbejdsmarkedet og deltager i konkurrencen om de mange lavtlønsjobs. Derfor har de har samme interesser i gode løn og ansættelsesvilkår og en stærk fagbevægelse som resten af arbejderklassen. Det samme gælder freelancere og andre, hvor titlen som ”selvstændig” blot tilslører, at de ligesom resten af arbejderklassen er nødt til at sælge deres arbejdskraft, ofte på ringere vilkår end flertallet.
Middelklasse eller arbejderklasse?
Hermed er vi fremme ved et mere principielt spørgsmål: Er det overhovedet rimeligt at trække grænsen mellem ”middelklasse” og ”arbejderklasse”, således om AE-rådet gør?
AE-rådet definerer ”middelklassen” som personer med en kort eller mellemlang videregående uddannelse og med en indkomst under det dobbelte af medianindkomsten, som i 2021 var godt 400.000 før skat. Arbejderklassen defineres ud fra uddannelsens længde, med erhvervsfaglig uddannelse som øverste grænse.
Det betyder, at store grupper som folkeskolelærere, pædagoger og sygeplejersker placeres som en del af ”middelklassen”, alene med den begrundelse at de har en kort eller mellemlang videregående uddannelse, mens faglærte placeres i arbejderklassen.
AE-rådet forklarer ikke, hvorfor uddannelsens længde skal være så afgørende. Det kan den heller ikke være, hvis man tager AE-rådets kriterier for pålydende. En kort videregående uddannelse er (der placerer dig i ”middelklassen”) typisk kun på 2 år, altså kun det halve af de fleste erhvervsfaglige uddannelser. Ser man på forskellene i uddannelsens længde, så er forskellen mellem faglærte og ufaglærte langt større, end forskellen mellem faglærte og de såkaldte professionsuddannelser (lærere, sygeplejersker, pædagoger, socialrågivere). ”
Set fra et klassekampssynspunkt, så giver opdelingen heller ikke mening. Eksempel: En uddannet pædagog placeres i ”middelklassen”, mens hendes kollega, den ufaglærte pædagogmedhjælper, placeres i arbejderklassen. Der er selvfølgelig forskelle i løn, uddannelse og ansvar/kompetencer mellem de to, men forskellene er næppe større end forskellene mellem en faglært og en ufaglært industriarbejder eller mellem en kok og en ufaglært opvasker.
Ser man på de fælles objektive interesser så vejer de også tungere end forskellene. Pædagogen og medhjælperen har en fælles interesse i, at institutionen fungerer godt for børnene, at bemandingen er tilstrækkelig, at der er et godt arbejdsmiljø, og at de har stor indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse. De to grupper har også en fælles interesse i, at der sker et generelt lønløft for det pædagogiske personale, og helt overordnet har de en fælles interesse i at vi har en stærk velfærdsstat. Det samme kan siges om det store flertal af offentligt ansatte i social- sundheds- uddannelsessektoren.
Det afgørende skel mellem lønarbejderne
Konklusionen må være, at lønnens størrelse og uddannelsens længde ikke i sig selv kan bruges til at skelne mellem ”middelklasse” og arbejderklassen.
I virkeligheden er der et skel ned gennem alle lønarbejdergrupperne i middelklassen, som er langt vigtigere. Det er spørgsmålet om man har del i magten eller ej: Har du (større eller mindre) magt over andre lønarbejdere i form af et ledelsesansvar, eller er du ansat i en absolut underordnet stilling uden nogen form for ledelsesansvar?
Der kan være tale om mange niveauer af magtudøvelse, for eks. kontrolfunktioner (passer de arbejdet, hvor kan der skæres og spares), udøvelse af arbejdsgiverens magt til at lede og fordele arbejdet, magt til at foretage repressalier over for den underordnede (flytning til andet job, advarsler, afskedigelser eller indstilling til afskedigelse)
Det er det afgørende skel mellem lønarbejderne i en hvilken som helst privat og offentlig virksomhed: Er du på ledelsens side eller på arbejdernes side.
Selv om magten (ledelsesretten) kan udøves ”blødt” eller ”hårdt”, så ændrer det ikke på, at hele laget af mellemledere er ansat med det formål at gennemtrumfe den øverste ledelses vilje, som er bestemt af hvad ejerne kræver (aktionærer eller andre forvaltere af kapital, ledende politikere og højtstående embedsmænd i stat, regioner og kommuner).
Også mellemledere er nødt til at rette sig efter diktaterne ”fra oven”, uanset konsekvenserne for de underordnede lønarbejdere i form af dårligere arbejdsmiljø, erhvervsbetingede lidelser som for eks. stress eller i sidste ende fratagelse af levebrød i form af afskedigelse.
Her er vi inde ved selve kernen i et klassesamfund. Klassekampen drejer sig ikke kun om fordelingspolitik. Den handler dybest set om magten over produktionsmidlerne: Hvad skal der produceres og hvordan – og hvordan fordeles overskuddet. Den modsætning findes på alle landets arbejdspladser, og alle steder kommer den til udtryk i konflikter mellem overordnede og underordnede, der alle kan spores tilbage til dette spørgsmål: Hvem bestemmer!
Forskellene mht. til indkomst, formue, uddannelse, boligforhold, særlige privilegier m.m. er selvfølgelig også vigtige for klasseanalysen. Her har AE-rådet leveret et rigtig godt materiale. Selvfølgelig betyder disse ting noget for den enkeltes holdning og vilje til at tage kampen op mod ledelsen på arbejdspladsen, for ikke at tale om kampen mod skiftende regeringer, der vil forringe arbejdernes vilkår. Men grundlaget for analysen må være analysen af produktionsforholdene – forholdet mellem menneskene i den samfundsmæssige produktion.
Arbejderklassen er større end som så
En mere hensigtsmæssig definition af arbejderklassen må derfor lyde som følger: Arbejderklassen udgøres af de lønarbejdere i privat og offentlig ansættelse, der udfører et ubetalt merarbejde i en underordnet stilling uden ledelsesansvar.
Det medfører selvfølgelig, at arbejderklassen er væsentligt større end i AE-rådets opgørelse. Store grupper af offentligt ansatte som folkeskolelærere, pædagoger og sygeplejersker og andre underordnede grupper uden ledelsesansvar i både offentlig og privat ansættelse skal i så fald regnes med til arbejderklassen. Det samme gælder underordnede uden ledelsesansvar blandt teknikere, ingeniører og andre specialister i privat og offentlig ansættelse.
Iflg. AE-rådets tal, så er der godt 500.000 lønarbejdere i ”middelklassen”, som ikke har noget ledelsesansvar. Hvis de tillægges arbejderklassen, så vokser denne til ca. 1,4 mio. lønarbejdere, og dermed ca. 60 % af arbejdsstyrken, og ”middelklassen” (lønarbejdere med en eller anden form for ledelsesansvar) skrumper til godt 5 %.
Hertil skal så lægges de mindst 400.000 personer fra de ovenfor nævnte grupper af unge under 18, studerende, ældre medarbejdere (over 60) i underordnede stillinger, samt freelancere og delvist arbejdsdygtige.
Denne måde at opgøre arbejderklassen på, medfører selvfølgelig, at den bliver endnu mere broget og mangfoldig. Forskellene inden for arbejderklassen med hensyn til løn, uddannelsesniveau m.m. bliver større.
Visse grupper som gymnasielærere og andre akademiske grupper i underordnede stillinger kan være svære at placere, da de typisk har væsentligt højere løn og flere privilegier, for eks. mere frihed i deres arbejdssituation (selv om mange gymnasielærer med rette vil sige, at deres indflydelse på det daglige arbejde er blevet væsentligt mindre). Der vil også være mange ”gråzoner” for eks. mellem de lavest placerede mellemledere og deres underordnede.
Men ulemperne ved den marxistiske afgrænsning bliver klart opvejet af fordelene, som helt grundlæggende er, at de fælles interesser blandt flertallet af lønarbejderne kommer i fokus. Det gælder den fælles interesse i at forsvare løn- og arbejdsvilkår på den enkelte arbejdsplads, den fælles interesse i kampen for at få mere indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse (begrænse arbejdsgivernes ledelsesret) og en fælles interesse i, at der bliver gennemført lovgivning, som stiller lønarbejderne stærkere på arbejdspladsen og i samfundet.
Hertil kommer den fælles interesse mellem private og offentligt ansatte i at forsvare velfærdsstaten mod angreb fra arbejdsgivere og skiftende regeringer. Den velfærdsstat, som hele arbejderklassen har brug for, når det drejer sig om kernespørgsmål som tryghed ved sygdom, arbejdsløshed og alderdom, muligheden for at finde en god bolig der er til at betale, uddannelsesmuligheder osv. osv.
Denne brede definition af arbejderklassen modsvarer også langt bedre de store forandringer der er sket siden tresserne: Kvindernes massive indtog på arbejdsmarkedet, det generelt forhøjede uddannelsesniveau i store dele af arbejdsstyrken, udviklingen af den offentlige velfærdssektor for at nævne nogle vigtige ændringer.
Endelig opfanger det ”brede” arbejderklassebegreb den ”proletarisering” der er sket for mange grupper af offentligt ansatte. Tjenestemandssystemet er blevet afviklet og erstattet af kollektive overenskomster, hvilket har medført stærk faglig organisering og udvikling af selvsikker klassebevidsthed, i stedet for den gamle ”tjenestemands og kaldsidentitet”. Store grupper af offentligt ansatte har selv taget konsekvensen af de nye tider, og har ”meldt sig ind” i arbejderklassen gennem markante strejker, og en faglig organisering, der langt overtrumfer de privatansattes. Flere grupper vil følge efter i takt med, at de herskendes ønsker om drive den offentlige sektor som en privat virksomhed, slår mere og mere igennem.
Klasserne i Danmark
Der findes ikke aktuelle opgørelser af størrelsesforholdene mellem de forskellige klasser og lag med udgangspunkt i den marxistiske metode (placeringen i den samfundsmæssige produktion). Jeg vil dog henvise til en undersøgelse jeg selv foretog i midten af halvfemserne, og to artikler, der folder analysen bedre ud, end der er plads til et dette oplæg. Her blev klasserne beskrevet på følgende måde:
Borgerskabet (ca. 2 %)
Udgøres af dem, der har ejendoms- og eller råderet over kapitalen i dens mange forskellige former, og som har de allerøverste poster i privat erhvervsliv og offentlige institutioner. Det gælder også forvalterne af de store pensionsformuer, som efterhånden udgør de største økonomiske magtfaktorer i samfundet, sammen med lederne af de absolut største danske virksomheder som Novo-Nordisk, Mærsk, Lego, Bestseller m.fl. Det siger sig selv, at dette lille lag i befolkningen absolut ingen interesse har i arbejderbevægelsens historiske mål om at afskaffe økonomisk udbygning, og det ene menneskes underordning af det andet.
Arbejderklassen (ca. 64 %)
Det har arbejderklassen til gengæld. Den udgøres af det store flertal af underordnede lønarbejdere i privat og offentlig ansættelse, og er samtidig et klart flertal af befolkningen (jf. det foregående). At arbejderne så ikke vedkender sig denne interesse, eller agter at slås for at afskaffe kapitalismen her og nu, er en anden sag.
Mellemlagene (ca 25 %)
Udgøres af forskellige lag af lønarbejdere i privat eller offentlig tjeneste. De leverer for manges vedkommende også et ”ubetalt merarbejde”, men de har en mere eller mindre overordnet rolle med hensyn til at sætte kapitalens magt igennem over for lønarbejderne. Her placerer vi også hovedparten af de ansatte inden for politi, militær og retsvæsen, hvis funktion primært er, at opretholde statsmagten og den herskende kapitalistiske samfundsorden.
Småborgerskabet (ca. 9 %)
Kendetegnes af, at de selv ejer produktionsmidler og i begrænset omfang ansætter lønarbejdere, men ikke i et omfang så de kan akkumulere kapital. De er ofte som underleverandører afhængige af større virksomheder, og mange af dem er i virkeligheden ”falske selvstændige” der på denne måde deltager i konkurrencen om lønarbejderjob.
Der er sikkert sket store forskydninger imellem klasserne siden midten af halvfemserne. Mit skøn vil være, at mellemlagene og småborgerskabet er skrumpet yderligere til fordel for en vækst i arbejderklassen. Men undersøgelsen er nok mere retvisende for datidens størrelsesforhold end AE-rådets metode fordi den omfatter arbejdsstyrken i alderen 16-66 år, og derved i højere grad inkluderer nogle af de grupper, som udelades i AE-rådets analyse af de 18-59 årige (se ovenfor).
Dermed også sagt, at virkelighedens arbejderklasse er langt større. I det virkelige liv, uden for regnearkenes firkantede kolonner, bliver man jo ikke ”ekskluderet” fra arbejderklassen, fordi man er på kontanthjælp i mange år, eller når man går på førtidspension eller pension efter et langt liv som pædagog eller maskinarbejder. Hvis vi tæller disse ting med, og de klassebaserede familierelationer, så vil arbejderklassens andel af den samlede befolkning være langt større end de mere end 60 % vi har fundet frem til i ovennævnte undersøgelser.
Hvad skal vi bruge det til?
Hvad kan vi så bruge al denne talgymnastik til?
Den kan bruges til at punktere myten om, at arbejderklassen er forsvundet eller blevet mindre. Arbejderklassen er tværtimod vokset til at blive den største klasse overhovedet, og udgør iflg. den marxistiske analyse, et klart flertal af befolkningen.
Den kan bruges som udgangspunkt for en analyse af det pulserende (og pulveriserende) klassesamfund, og til at beskrive, hvilke grupper der har objektive fælles interesser over for arbejdsgiverne og kapitalen.
Den er også det nødvendige udgangspunkt for sociologiske undersøgelser af, hvordan de enkelte klasser og lag opfatter sig selv, og hvad de mange forskelle med hensyn til løn, faglig organisering, uddannelse, boligforhold, bopæl og de politiske og ideologiske holdninger betyder for klassebevidstheden og de forskellige gruppers ageren i klassekampen.
Men lad det komme an på en prøve. På første møde i møderækken skal vi prøve at arbejde med begreberne i praksis. Du kan jo prøve at lave en analyse af din egen arbejdsplads eller dit uddannelsessted eller det lokalområde du bor i. Hvem er hvem? Det er bare at gå i gang. Du bliver selv klogere på din egen virkelighed, og vi får alle sammen erfaringer med at bruge begreberne i praksis. Så ser vi, hvad de duer til.
F.S. 10. september 2023
Note 5 om ”ubetalt merarbejde” – læs det, hvis du orker!
Flere steder i teksten bruges begrebet ”ubetalt merarbejde”. Hvad forstås ved det?
Det er efterhånden almindelig anerkendt, at arbejderen i en kapitalistisk virksomhed producerer merværdi, som kapitalisten tilegner sig, fordi han ejer produktionsmidlet. Han kan så bruge merværdien som han vil, til investeringer og til at uddele profit til sig selv og til aktionærerne.
Den merværdi arbejderen tilføjer i produktionsprocessen kan måles og vejes. Den er beviset på, at arbejderen arbejder gratis for kapitalisten i en del af sin arbejdstid, nemlig den del, hvor arbejderen yder det merarbejde, som frembringer merværdien. I den resterende del af arbejdstiden producerer arbejderen sin egen løn, det, hun skal have for at kunne reproducere sig selv og sin familie: Købe mad, tøj, betale husleje, transport m.m., og betale skat, så hun kan få en vis tryghed ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom, daginstitutioner til børnene, uddannelse, behandling for sygdomme og arbejdsulykker m.m. Alt det, der skal til for at producere og reproducere arbejdskraften.
I den offentlige sektor produceres der ikke merværdi. Men mekanismen er det samme. Det store flertal af offentligt ansattes arbejdskraft er – lige som i det private – mere værd, end arbejdsgiveren betaler for den. De yder også et ”ubetalt merarbejde”. Dette går ikke direkte i kapitalisternes lommer. Det går ind i den store skattefinansierede samfundspulje til reproduktion af kapital og arbejdskraft.
Det har den enkelte kapitalist stor glæde af, fordi det nedsætter hans omkostninger til arbejdsløn. Hvis der ikke var offentlig velfærd, så skulle arbejderen betale disse udgifter af egen lomme (som i arbejderklassens barndom) og arbejdslønnen skulle være tilsvarende højere, ligesom kapitalen sparer omfattende investeringer i de dele af infrastrukturen, som det offentlige står for.
Alt i alt, så havner en stor del af de offentligt ansattes ”gratis merarbejde” alligevel i kapitalistens lommer, så også af den grund er det rigtigt at medregne denne store gruppe som en del af arbejderklassen.
Man kan ikke, lige som i det private, måle ”merarbejdets” omfang i det offentlige. Men man kan føre et omvendt bevis for at det finder sted: Hvis de nævnte offentligt ansattes arbejdskraft ikke var mere værd, end de får i arbejdsløn, så ville de ikke være ansat.
Det er vigtigt at slå fast, at arbejderklassen som helhed også har stor glæde af den offentlige sektor, fordi det betyder, at udgifterne til dens reproduktion ikke påhviler arbejderklassen alene, men er fordelt på alle skatteydere i form af et relativt progressivt skattesystem. Dermed er mellemlagene, småborgerskabet og borgerskabet også med til at betale for arbejdskraftens reproduktion (selv om mange af dem betaler alt for lidt!). Det er denne fordel, som har været under stadigt angreb fra højrepolitikere og skiftende regeringer siden begyndelsen af 1980´erne.
Hvis nogen mener, at de liberalistiske angreb på velfærdsstaten er selvmodsigende ud fra et overordnet hensyn til at styrke kapitalismen som sådan, så er svaret nej. Helt overordnet har arbejderklassen større fordel af en stærk velfærdsstat end kapitalisten har. Tryghed ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom og generelle velfærdsordninger om gratis uddannelse og sundhed styrker arbejderklassen og dens kamp for at opnå en større del af merværdien. Derfor har kapitalistklassen overordnet set en klar interesse i, at rulle velfærdsstaten tilbage. At det så vil medføre mere uro og forstyrrelser af produktionen i dele af samfundet, strejker fra offentligt ansatte, og at enkeltkapitalister også mister nogle fordele, det betragter kapitalens allerøverste chefer som en nødvendig krigsomkostning.
For at gøre historien om det ”gratis merarbejde” færdig, så er det ikke alle offentligt ansatte, eller lønarbejdere i det hele taget, der kan siges at udføre ”ubetalt merarbejde”. For en mindre dels vedkommende, så er deres arbejde ikke mere værd, end det, de får i løn. Det gælder for eks. den privat ansatte husbestyrer og hendes underordnede i kapitalistens kæmpevilla. Det gælder også de fleste offentligt ansatte inden for politi, militær og retsvæsen, hvis primære funktion er at opretholde statsmagten. Derfor placerer vi de fleste af denne gruppe offentligt ansatte i mellemlagene, og ikke i arbejderklassen, og deres øverste chefer i borgerskabet.
Litteraturliste
Der er skrevet tonsvis af spændende litteratur om klasseanalyse og klassebegrebet. Det fører for vidt, men her skal nævnes nogle få titler, hvis man har lyst til at dykke længere ned i sagerne:
”Det kommunistiske manifest” af Karl Marx og Friedrich Engels 1848. Find det her: https://www.marxists.org/dansk/marx/48-manif/index.htm . Her, 180 år senere, er det stadig en fantastisk velskrevet fortælling om kapitalismens tilblivelse og arbejderklassens historiske opgave, at befri menneskeheden for udbytning og undertrykkelse. Et ”must” for alle socialister!
”Løn, pris og profit” af Karl Marx. Et foredrag som Marx holdt i 1865 for ledelsen af den internationale arbejderforening. Du kommer med ind i ”troldmandens værksted”, og ser, hvad det er der driver værket i den kapitalistiske produktionsmøde, og hvad sammenhængen er mellem løn, pris og profit.
”Stat og klasser under kapitalismen – en introduktion” af Niels Arnfred, Anders Kjellberg, Britta Malmgren (Roskilde Universitetsforlag 1977 og 2. udgave 1979). En glimrende gennemgang af forskellige klasseteorier og hvordan denne diskussion stod på venstrefløjen i midten af 70´erne.
AE-rådets side om klassesamfundet: https://klassesamfund.dk/
”Rige børn leger bedst – et portræt af det danske klassesamfund” af Lars Olsen, Sune Caspersen, Jørgen Goul Andersen, Lars Andersen og Niels Ploug (Gyldendal 2021)
”Hvem er nu den arbejderklasse?” af Finn Sørensen, udgivet i Tidsskriftet Solidaritet nr. 2/1996. Find den her: https://finn-sorensen.dk/?p=663 og af samme forfatter ”Arbejderklassen – reformistisk og revolutionær”, udgivet i Tidsskriftet Solidaritet nr. 3/1996. Find den her: https://finn-sorensen.dk/?p=672. Især den førstnævnte har direkte relevans for ovennævnte oplæg.
Download de tilhørende plancher til mødet her:
