Resultatet af årets offentlige overenskomstforhandlinger bør ses i sammenhæng med trepartsforhandlingerne i 2023. Her følger Enhedslistens Faglige Landsudvalgs vurdering af de to resultater.
OK24 blev især kendetegnet ved, at finansministeren, Nicolai Wammen, i den grad satte sig for bordenden ved forhandlingsbordet. Man har tidligere forsøgt sig med andre modeller, hvor andre ministerier havde ansvaret for de offentlige lønforhandlinger, men nu var de entydigt tilbage i Finansministeriet.
Allerede inden forhandlingerne for alvor var kommet i gang meldte ministeren ud, at rammen for forhandlingerne ville være en samlet lønstigning på 8,8 procent – og sådan blev det på alle tre områder. Det er aldrig sket før, men hverken fagbevægelsen eller pressen formåede for alvor at sætte spørgsmålstegn ved præmissen. Spørgsmålet er, om det er den nye norm, og om det i givet fald er noget fagbevægelsen kan leve med eller kan eller tør udfordre.
Sikrer OK 24 reallønnen?
Ser man på den forventede udvikling i overenskomstperioden, rummer de indgåede overenskomster formentlig en reallønsfremgang på tre til fire procent, idet overenskomsternes resultater skal fratrækkes en forventet inflation på cirka fem procent (Finansministeriets vurdering). Skulle de private lønninger stige mere end forventet, er der indlagt en ekstra regulering i 2025, der forhåbentlig vil give yderligere lønstigninger til de offentligt ansatte.
Fagbevægelsens forhandlere fremhæver den nye beregning af reguleringsordningen som en faktor, der vil være med til at sikre reallønnen i fremtiden. Det er da også korrekt, at såfremt den positive udvikling på det private arbejdsmarked fortsætter, vil det afspejle sig i en reallønsudvikling for de offentlige ansatte. Sker der imidlertid en opbremsning på det private arbejdsmarked, vil de offentlige lønninger fortsat halte bagefter. Reguleringsordningen vil desuden fortsat kun give de offentlige ansatte 80 procent af stigningerne på det private.
Ser man på lønudviklingen i et lidt længere perspektiv er overenskomstens resultater dog ikke nok til at opretholde reallønnen. Fra fjerde kvartal 2020 til fjerde kvartal 2023 faldt reallønnen med cirka seks procent for offentligt ansatte. Det vil sige, at der skulle tocifrede lønstigninger til for at bevare reallønnen i perioden fra 2022 og frem til næste overenskomstforhandling – og det var jo som bekendt ikke resultatet. Regeringens chefforhandler, Nicolai Wammen, ville imidlertid kun se fremad og de faglige forhandleres erklæringer forud for forhandlingerne om, at resultatet skulle rette op på det tabte, blev derfor ikke til noget.
Overordnet set er det kun de faggrupper, der også blev tilgodeset ved trepartsforhandlingerne, der har sikret deres realløn. Pædagogerne får for eksempel en gennemsnitlig lønstigning på cirka 13 procent i overenskomstperioden, når trepart og OK24 lægges sammen. Dermed holder pædagogernes lønudvikling trit med inflationen og lidt til.
Hvordan gik det med uligelønnen?
Trepartsforhandlingerne fandt sted i kølvandet på Lønstrukturkomitéens rapport, men hvor komitéens rapport handlede om uligheder mellem faggrupper, kom trepartsforhandlingerne til at handle om rekrutteringsudfordringer i den offentlige sektor. Selve udmøntningen af midlerne i treparten havde fokus på at øge arbejdsudbuddet uden for normalarbejdstiden og give arbejdsgiverne mere fleksibilitet i forhold til at tilrettelægge vagter og lignende. Treparten løste altså ikke de grundlæggende strukturelle uligheder og skævheder på det offentlige arbejdsmarked og forstærkede derimod det forhold, at nogle faggrupper har en meget lav grundløn, hvor medarbejderne først og fremmest oplever lønfremgang ved øget belønning for arbejde uden for normalarbejdstiden.
Desværre fik de allerlavest lønnede og ofte kvindedominerende grupper ikke del i treparten. Under overenskomstforhandlingerne forsøgte 3F og FOA at omfordele lønkronerne til disse gruppers fordel. Det fik akademikerne til at gå enegang på det kommunale område, hvilket komplicerede situationen. Selvom Akademikernes enegang i sig selv havde en begrænset betydning for det endelige resultatet, afslørede Akademikernes skridt en grundlæggende uenighed i fagbevægelsen om, hvordan de store – og stigende – lønforskelle mellem de højtlønnede og lavtlønnede skal håndteres. Den samme diskussion findes på venstrefløjen eksemplificeret ved diskussionen om, hvorvidt lønstigninger skal gives som procenter eller i kroner og ører. Splittelsen rejser desuden tvivl om, hvorvidt Forhandlingsfællesskabet kan overleve som en fælles paraply for de fælles lønforhandlinger, eller om vi fremover vil se FH og Akademikerne føre separate forhandlinger med hver deres rammer og lønsummer.
Forligene endte med at indeholde en lavtlønspulje, som kommer til at give de lavest lønnede mellem 160 og 200 kr. mere om måneden. Det er på ingen måde en løsning af problemet med lavtløn og uligeløn. For os er der ingen tvivl om, at de lavestlønnede skal løftes.
Hvad kom der ellers ud af OK24?
Udover de faktiske lønstigninger og en ny beregningsmetode for reguleringsordninger, indeholder OK24 en række andre forbedringer. De akademiske forbund fremhæver således de nye muligheder for opsparing af fleksibilitet som et stort gennembrud, mens andre forbund fremhæver forbedringer for tillidsrepræsentanterne som vigtigt.
Som noget nyt ved OK24 er der indlagt en forhandling sidst i overenskomstperioden, hvor man har aftalt en regulering, hvis lønudviklingen på det private arbejdsmarked skulle vise sig at være anderledes end forudsat. Der er store forventninger til denne forhandling i fagbevægelsen, selvom rammerne for den reelt ikke er aftalt. Det forventes, at lige præcis denne regulering vil blive udmøntet med 100 procent og ikke kun med 80 procent, som det ellers sker ved reguleringer i overenskomstperioden. For at denne regulering skal komme lønmodtagerne mærkbart til gode, er det dog nødvendigt, at den private lønudvikling bliver bedre end forventet.
Hvad så nu?
Det store og brede opbakning til forhandlingsresultatet, som afstemningerne viser, peger på, at de offentlige ansatte i det store hele har accepteret fortællingen om, at resultatet var det bedst mulige under de givne omstændigheder. De høje lønstigninger i starten af overenskomstperioden har sikkert været et godt argument, da de færreste lønmodtagere vel har oplevet så store kontante lønstigninger på en gang. Samtidig har mange offentligt ansatte givetvis set resultaterne af overenskomstforhandlingerne i sammenhæng med resultaterne af trepartsforhandlingerne, hvor nogle faggrupper jo oplevede markant forbedringer, når de to resultater lægges sammen.
Trepartsforhandlingerne viste, at Folketinget ikke er bange for at blande sig i den så højt besungne danske model, og at fagbevægelsen ikke modsætter sig, når belønningen er høj nok. Det er umuligt at forudsige, hvor stor rammen for overenskomstforhandlingerne havde været og hvad resultatet var blevet, hvis der treparten ikke havde fundet sted, men de to forhandlingsforløb hænger åbenlyst sammen og bør ses i sammenhæng.
I Enhedslistens Faglige Landsudvalg hilser vi enhver forbedring af de offentlige ansattes løn og arbejdsvilkår velkommen, men på den anden side er vi ikke så begejstrede over, at så meget afgøres uden medlemmerne har mulighed for at sige ja eller nej. Vi mener derfor, at generelle lønforbedringer først og fremmest bør gives inden for rammerne af overenskomstforhandlingerne, hvor medlemmer har mulighed for at stemme om resultatet og gå i konflikt om nødvendigt.
Samtidig beklager vi, at hele diskussionen af uligeløn mellem, fag, fagrupper, køn og arbejdsfunktioner stort set forsvandt ud af forhandlingerne både i treparten og overenskomsten. Derfor mener vi, at der fortsat er behov for at have fokus på uligeløn i fremtiden. Splittelsen i fagbevægelsen og på venstrefløjen er en stor forhindring for, at der for alvor kan blive gjort noget ved uligelønnen. Derfor er det nødvendigt, at fagbevægelsen og venstrefløjen tager hul på en diskussion, der kan føre til enighed og sammenhold frem mod de næste overenskomstforhandlinger i 2026.
