Baggrunds papir for 2. møde i Møderække A:
Den danske model – hvad betyder den for arbejderklassen?
Dette er baggrundspapir til møde 2 om den danske models betydning for arbejderklassen, med hovedvægt på det private område. Her er basisviden om, hvordan modellen fungerer, og en oversigt over de muligheder og begrænsninger, som den rummer. Og der er hårde fakta om fagbevægelsens medlemskrise. Og nogle afsluttende spørgsmål om, hvad vi gør ved det.
Den danske model – hvad er det?
Kernen i det kollektive overenskomstsystem er, at medlemmerne af fagbevægelsen har direkte indflydelse på deres egne løn og arbejdsvilkår. De er med til at formulere kravene, de vælger selv deres forhandlere og de har det sidste ord, når aftalen skal vurderes.
Der er dog en væsentlig undtagelse. Med opbakning fra folketinget, har skiftende regeringer utallige gange grebe ind i konflikter og forlænget overenskomster, eller direkte foretaget ændringer i det, der var aftalt.
Derudover har arbejdsmarkedslovgivning også spillet en stor rolle, men der er en lang tradition for, at det sker i et samarbejde med arbejdsmarkedets parter.
Kampen om merværdien
Ved de kollektive overenskomstforhandlinger på det private område er vi inde ved kernen i det kapitalistiske samfund: Kampen om merværdien. Kampen om, hvordan det overskud som arbejderne producerer, skal fordeles. Hvis kapitalisten skal have en større andel, så skal arbejderne have en mindre andel, og omvendt. Så enkelt er det.
Overenskomstforhandlingerne er samtidig en af de vigtigste situationer, hvor arbejderklassen optræder som klasse, gennem sin organisering i fagforeninger, gennem den kollektive diskussion og stillingtagen til overenskomstresultatet, og, om nødvendigt, ved at gennemføre kollektive kampskridt over for arbejdsgiverne i form af strejker, blokader og andre aktioner.
Septemberforliget 1899 – født af benhård klassekamp
Den danske overenskomstmodel er født af en benhård klassekamp. I sidste fjerdedel af 1800-tallet var arbejderklassen på mange måder i offensiven. Der blev dannet fagforeninger i stort set alle brancher, og der blev kæmpet hårdt for at få arbejdsgiverne til at indgå kollektive overenskomster, ikke mindst ved hjælp af den såkaldte ”omgangsskrue”, hvor den ene lokale strejke inden for en branche, afløste den anden.
I 1899 blev det for meget for arbejdsgiverne. Ca. 400 snedkersvende i syv jyske byer strejkede for at få samme løn som kolleger i andre landsdele. Arbejdsgiverne svarede igen med en landsdækkende lockout. Ca. 40.000 fagforeningsmedlemmer blev udelukket fra arbejdspladsen. Det var mere end halvdelen af De samvirkende Fagforbunds medlemmer. (DSF – forløberen for LO). Lockouten varede i 100 dage, hvor arbejderne og deres familier måtte leve af de midler, som det lykkedes DSF at indsamle i Danmark og i udlandet.
Billedet til denne tekst, stammer fra konflikten, og er et gruppe foto af de lockoutede københavnske medlemmer af arbejdsmandsforbundet, da de var på skovtur i ulvedalen.
Konflikten sluttede med det store forlig, septemberforliget , der siden er blevet kaldt det danske arbejdsmarkeds grundlov, fordi arbejdergiverforening og fagforeninger her aftalte de spilleregler, som uden de store ændringer har været gældende på det danske arbejdsmarked lige siden.
Med septemberforliget opnåede arbejdsgiverne deres mål. DSF måtte forpligte sig til:
- At anerkende arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og anvende den arbejdskraft de ønskede.
- At forhandlingerne blev centraliseret, og hovedorganisationerne gjort ansvarlige for overholdelsen af de indgåede aftaler.
- At indføre fredspligt i aftaleperioden
Dermed var det slut med arbejdernes brug af den fri lokale strejkeret, og første skridt var taget til stadigt mere centraliserede forhandlinger.
Efter at have fået disse store indrømmelser, kunne Dansk Arbejdsgiverforening anerkende arbejdernes ret til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger.
Parterne anerkendte også hinandens ret til at iværksætte kollektive kampskridt i form af strejke og lockout, men kun i forbindelse med fornyelse af overenskomster, for at opnå en overenskomst eller for at frigøre sig fra en overenskomst. Det blev også en betingelse, at kampskridtet var godkendt med ¾ flertal i parternes kompetente organer, og at der var afgivet et varsel på mindst 14 dage.
I Septemberforliget aftalte parterne samtidig et voldgiftssystem til afgøre uenigheder. Det blev senere til Arbejdsretten.
Læs mere om vejen til septemberforliget her: https://faos.ku.dk/arbejdsmarkedets-begreber/septemberforliget/
Læs septemberforligets fulde ordlyd her: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/septemberforliget-5-september-1899
Områdeoverenskomster
Grundlæggende bygger modellen på, at de indgåede overenskomster er områdeoverenskomster. Det vil sige, at de gælder for alle arbejdere inden for overenskomstens dækningsområde, uanset om de pågældende er medlem af den faglige organisation, der har tegnet overenskomsten. Det betyder selvfølgelig, at uorganiserede også får glæde af de rettigheder der er i overenskomsten, selvom de ikke har bidraget til at skaffe og fastholde disse rettigheder. Men omvendt, så sikrer denne regel, at arbejdsgiveren ikke kan ansætte uorganiserede til en lavere løn end beskrevet i overenskomsten, ligesom han ikke må fyre ansatte som er medlemmer af fagforeningen. Modellen sikrer også, at fagforeninger frit kan indlede blokade, strejke og sympatistrejker for at overenskomstdække en virksomhed, uanset hvor mange medlemmer den har på virksomheden. Den ret eksisterer også, selv om virksomheden har tegnet overenskomst med en af de gule fagforeninger og den gule organisation skulle have nogle medlemmer på virksomheden.
Hovedaftalen
Septemberforliget var den første hovedaftale mellem de dominerende hovedorganisationer, som i dag hedder Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) . Der er siden aftalt flere ændringer, men substansen er ikke ændret . Ændringerne har mest bestået i præciseringer og skærpelse af tidligere formuleringer: Man må ikke forhindre modparten i at organisere sig. Hovedorganisationen har pligt til at forhindre og stoppe brud på fredspligten, ellers kan der falde bod for ”organisationsansvar” . Arbejdsgiverne har ledelsesretten, men den skal udøves i overensstemmelse med de indgåede aftaler og i samarbejde med tillidsrepræsentanterne. Regler om tillidsrepræsentanter skal indskrives i de kollektive overenskomster. Der må ikke ske usaglige afskedigelser, og afskedigelser kan prøves i et særligt afskedigelsesnævn og medføre erstatning, eller i meget sjældne tilfælde genansættelse.
Læs den gældende hovedaftale her: https://fho.dk/wp-content/uploads/lo/2017/03/hovedaftaledalo.pdf
Arbejdsret, forligsinstitution og faglig voldgift
Med afsæt i septemberforliget blev parterne i 1908 enige med regeringen om at oprette tre institutioner, der stadig fungerer som de vigtigste institutioner til bevarelse og regulering af overenskomstsystemet. Det drejer sig om arbejdsretten, forligsinstitutionen og de faglige voldgiftsretter. Selv om de tre institutioner er beskrevet i lovgivningen, så er det i realiteten de to parter, der ”ejer dem”. Lovgivningen bygger på de spilleregler, som de to parter har aftalt, og de har indstillingen til de forskellige poster som dommere og forligsmænd.
Arbejdsretten har til opgave at behandle brud på kollektive overenskomster, gyldigheden af indgåede overenskomster og gyldigheden af kollektive kampskridt, herunder sympatikonflikter. Arbejdsretten kan idømme boder for alle salgs brud på kollektive aftaler og organisationsfjendtlige handlinger.
De faglige voldgiftsretter har til opgave, at tage stilling til fortolkninger af gældende overenskomster. Hvis parterne er enige om det, kan voldgiftsretten også tage stilling til idømmelse af bod.
Forligsinstitutionen har til opgave at undgå konflikt. Derfor udstyres forligsmanden med en række beføjelser. Hun kan indkalde parterne til mægling og henstille til dem om at gøre indrømmelser.
Hun kan indkalde dem under vidneansvar, hvis de blankt afviser at forhandle. Sidst men ikke mindst: Hun kan fremsætte et mæglingsforslag efter at have rådført sig med hovedorganisationerne, og hun kan sammenkæde de forskellige overenskomstområder i afstemningen, så det samlede resultat tæller, dvs. nogle overenskomstområder kan blive påtvunget et resultat de ikke ønsker. For at forkaste et mæglingsforslag, skal et flertal af de stemmeberettigede have stemt imod, men stemmedeltagelsen skal være mindst 40 % og mindst 25 % af de stemmeberettigede skal have stemt imod.
Ifølge loven kan forligsmanden stort set gøre hvad hun vil. Parterne skal tages med på råd, men heller ikke mere. Men i praksis er, at der ikke fremsættes noget mæglingsforslag, hvis en af parterne modsætter sig det.
Konklusion: Svært, men ikke umuligt
Denne meget korte gennemgang viser, at der på baggrund af septemberforliget er opbygget nogle institutioner og knæsat nogle spilleregler, som gør det meget svært at anvende konfliktvåbnet. Det er ikke ulovligt at strejke i Danmark, heller ikke imod et lovindgreb i en overenskomstkonflikt. Men hvis det sker i strid med den overenskomstaftalte fredspligt, så vil det i næsten alle tilfælde medføre bod og skærpet bod til arbejderne, og hvis det bliver meget omfattende, også bod til det pågældende forbund.
Reglerne gælder selvfølgelig for begge parter. Men det er arbejderne der har mest brug for konfliktvåbnet. Det er det eneste de har, når alle andre muligheder er udtømt. Arbejdsgiverne har i forvejen fat i den lange ende. De har retten til at lede og fordele arbejdet, de kan fyre stort set som de vil eller lukke virksomheden. De kan oven i købet begå det ene overenskomstbrud efter det andet, men arbejderne må ikke nedlægge arbejdet imod det. Arbejdsgiveren har den såkaldte ”for-fortolkningsret”, mens arbejderne pænt skal vente på, at arbejdsgiverens brud på overenskomsten har været behandlet i arbejdsretten.
Hertil kommer det våben, som har været brugt til at stoppe mange overenskomststridige strejker, nemlig arbejdsgivernes ret til at meddele de strejkende, at hvis de ikke møder op på et bestemt tidspunkt, så kan de betragte sig som fyret. DA kan også beslutte at ”sortliste” de strejkende, dvs. at ingen af DA´s medlemsvirksomheder må ansætte de pågældende. Denne trussel blev for eks. 2500 bryggeriarbejdere i København stillet over for i 1985.
Læs mere her: https://leksikon.org/art.php?n=390
DA´s vetoret i forhandlingerne
I selve forhandlingerne har arbejdsgiverne et meget skarpt våben, som fagbevægelsens forhandlere endnu ikke har været i stand til at matche. Det er Dansk Arbejdsgiverforenings vetoret når medlemsorganisationerne indgår aftaler. I alle aftaler i forbindelse med en kollektiv overenskomstforhandling skal der stå, at den indgås under forbehold af organisationernes godkendelse. I DA er det forretningsudvalget. DA kræver også, at alle resultater skal indgå i et samlet mæglingsforslag. Det er ikke arbejdsretlige spilleregler, det er bare en beslutning som DA har truffet, og som de håndhæver strengt i egne rækker.
En af undtagelserne er typografkonflikten i 1981. Her lagde DA selv op til at der blev indgået et særskilt mæglingsforslag for typograferne. Formålet var, at isolere dem, og påføre dem et alvorligt nederlag. Det lykkedes, bl. a. med hjælp LO´s cheføkonom (og senere statsminister) Poul Nyrup Rasmussen og daværende Arbejdsminister Svend Auken. Læs mere her: https://www.information.dk/2003/02/ganske-kloegtige-fyre
Men det er værd at huske på, at der ikke er noget i de arbejdsretlige regler, der forhindrer fagbevægelsen i at træffe lignende solidariske beslutninger. Indtil det sker, vil det gå, som det plejer: Det er DA der styrer forhandlingerne. Det vil i praksis sige Dansk Industri, som den største medlemsorganisation. DA´s vedtægter har detaljerede regler for, hvordan man håndhæver den indbyrdes solidaritet mellem arbejdsgiverne. Der er i FH`s vedtægter ikke tilsvarende regler om, hvordan man sikrer solidariteten mellem arbejderne. Se DA-vedtægter her https://www.da.dk/globalassets/direktionssekretariat/da-vedt%C3%A6gter.pdf
Men Dansk Industri styrer kun, indtil fagbevægelsens medlemmer siger nej.
I ”den danske models” lange historie er der masser af eksempler på, at medlemmerne har sat dagsorden i lønkampen i form af overenskomststridige konflikter. Det var for eks. tilfældet i 1970´erne med bølger af såkaldt ”vilde strejker”, som i stort omfang blev gennemført på trods af de faglige lederes ønsker. Og der har været flere eksempler på omfattende politiske strejker og demonstrationer imod skiftende regeringer, som ville forringe arbejdernes vilkår.
Der er også flere eksempler på, at medlemmernes aktiviteter har presset deres forhandlere til at sige nej til et dårligt forlig eller stemt dårlige mæglingsforslag ned, for eks. storkonflikterne i 1956, 1973, 1985 og 1998.
Storkonflikten i 1985 brød ud, fordi LO ikke turde anbefale en mæglingsskitse, der kun gav 2 timers arbejdsforkortelse pr. uge og 4 % i lønforhøjelse. De faglige ledere vidste, at medlemmernes ambitioner var langt større, nemlig mere i løn og en 35 timers arbejdsuge. Folketinget greb ind efter en uges overenskomstmæssig konflikt. Men det førte til en bølge af overenskomststridige strejker og blokader og politiske demonstrationer landet over, nogle af de største og mest omfattende siden 2. verdenskrig. Det samlende krav var regeringens afgang. Strejkerne og demonstrationerne ebbede ud efter en halv snes dage, men blev mange steder afløst af lokale lønstrejker. Resultaterne viste sig i form af pæne lønstigninger lokalt, og ved overenskomstfornyelsen i 1987, hvor det blev aftalt, at arbejdstiden skulle nedsættes fra 39 til 37 timer fra 1. september 1990.
Læs om storkonflikten 1985 her: https://www.leksikon.org/art.php?n=2112)
Storkonflikten i 1998 er et eksempel på, at medlemmerne forkastede et mæglingsforslag med konflikt til følge. LO havde sagt ja til et mæglingsforslag, der på ingen måde indfriede et meget populært krav blandt medlemmerne om en 6. ferieuge. Mæglingsforslaget blev stemt ned, hvilket kom totalt bag på fagtoppen, og det resulterede i en konflikt på 12 dage, som den socialdemokratisk ledede Poul Nyrup-regering stoppede med et lovindgreb, der ikke imødekom medlemmernes krav om en 6. ferieuge. Men resultatet kom ved overenskomstfornyelsen i år 2000 i form af 5 feriefridage.
Derudover er der selvfølgelig også de positive eksempler, hvor faglig aktivitet i basis opmuntrer forhandlerne til at holde fast i medlemmernes krav, og hvor det munder ud i et resultat, som det store flertal af medlemmerne kan acceptere. Et aktuelt eksempel på det, er overenskomstfornyelsen i 2023 på det private område. Men også her skete det i form af et samlet mæglingsforslag, hvor nogle arbejdergrupper blev påtvunget en aftale, de havde sagt nej til.
Læs om storkonflikten i 1998 her: https://leksikon.org/art.php?n=2454
Regeringsindgreb
Historien viser også, at selv om det lykkes at forkaste dårlige mæglingsforslag og etablere en konflikt for at gøre dem bedre, så er der altid en bagstopper parat, nemlig den til enhver siddende regering og et som regel villigt folketing, der vil sikre arbejdsgiverne en billig overenskomst. I de 120 år siden septemberforliget, har der været mere end 30 politiske indgreb i overenskomstforhandlingerne, heraf mere end 15 indgreb i de kollektive forhandlinger. Langt de fleste har haft til formål at stoppe konflikter med lovindgreb i form af en forlængelse af gældende overenskomster, eller stadfæstelse af et forkastet mæglingsforslag, evt. med ændringer, hvor den ene eller den anden part blev tilgodeset.
Indgrebene har haft meget forskellig karakter. I nogle tilfælde har regeringen rådført sig med parterne, inden de lavede indgrebet. Men der er især de sidste 10 år sket to alvorlige indgreb, hvor regeringen direkte har grebet ind i overenskomsterne indhold og forringet arbejdernes vilkår, hen overhovedet på de faglige organisationer. Det gælder RSSF regeringens indgreb i lærer-lockouten i 2013 og SVM regeringens ophævelse af store bededag. SVM regeringen lægger nu op til trepartsforhandlinger, hvor den – helt uden om overenskomstforhandlingerne – tilbyder lønforhøjelser til udvalgte grupper af offentligt ansatte, men stiller modkrav om forringelser af arbejdsvilkårene og ændring af forhandlingsreglerne, så der kan ske en større grad af sammenkædning af afstemningerne.
Arbejdsmarkedslovgivning på godt og ondt
Folketinget har derudover i hele ”modellens” levetid vedtaget massevis af lovgivning på arbejdsmarkedet, som direkte eller indirekte har påvirket overenskomsterne. På den måde er der gennemført mange forbedringer, som i virkeligheden har været drevet frem af arbejderklassens kamp. Her kan nævnes lovgivning om ret til ferie til alle lønarbejdere, arbejdsmiljøloven, funktionærloven og den automatiske dyrtidsregulering, der gennem mange år sikrede lønmodtagerne imod reallønsfald, indtil den blev afskaffet af Schlüter regeringen i 1987.
Der er også mange eksempler på, at skiftende regeringer har udhulet opnåede reallønsforbedringer gennem såkaldt ”indkomstpolitiske indgreb”. Det er typisk sket i form af øgede forbrugsafgifter eller devalueringer af kronen (indtil fastkurspolitikken blev indført). Begge dele vender den tunge ende nedad, de bidrager til at udhule arbejdernes købekraft – et redskab, som for eks. Anker Jørgensens regeringer i 70´erne benyttede sig flittigt af.
EU lovgivning på godt og ondt
Et kapitel for sig er den stigende EU-indblanding i arbejdsmarkedsforhold, som i høj grad har betydet indgreb i og begrænsninger af det danske overenskomstsystem. Trods løfterne om det modsatte fra ja-partierne, så er udviklingen siden 1982 hele tiden gået i retning af mere og mere EU-indblanding på arbejdsmarkedet.
Det er sket i form af et voksende antal direktiver om spørgsmål, som ellers i Danmark varetages af arbejdsmarkedets parter. Det har af og til medført forbedringer, som for eks. på ligestillingsområdet, men der er ikke kommet noget fra EU, som vi ikke selv kunne have indført. På den anden side, har mange af disse direktiver bidraget til at styrke arbejdernes retsstiling i andre EU-lande. Men konsekvensen for den danske aftalemode har været, at det i en lang række vigtige spørgsmål ikke længere er parterne på arbejdsmarkedet og den danske arbejdsret der har det sidste ord, men EU-domstolen. De groveste indgreb har været Domstolens indgreb i strejkeretten i forhold til udstationerede virksomheder gennem en række domme i 2007-2008, samt det såkaldte ”mindstelønsdirektiv” i 2022.
En af de helt store udfordringer er EU-reglerne om ”fri bevægelighed” af arbejdskraft, som medlemsstaterne ikke må indføre begrænsninger for. De betyder, at arbejdsgiverne frit kan importere billig arbejdskraft. Det medfører uundgåeligt et pres på løn og arbejdsvilkår. Det er, hvad mange brancher – byggeri, landbrug, skovbrug, gartneri, rengøring og mange andre servicefag – har måttet sande siden udvidelsen af EU med 10 østeuropæiske lande i 2004.
Opbygning og afmontering af velfærdsstaten
Set i det lange historiske perspektiv, så er det opbygningen af velfærdsstaten fra 1960´erne til 1980´erne det, der har haft allerstørst betydning for styrkeforholdene mellem kapitalist- og arbejderklassen – bortset fra parternes egen evne til at organisere sig og indgå aftaler. Arbejderklassens gevinst ved velfærdsstaten har været øget tryghed ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom. Hertil kom gratis adgang til uddannelse og sundhedsydelser, bedre arbejdsmiljølovgivng, almene boliger, ret til tidlig tilbagetrækning i form af efterløn og mange andre sociale goder.
Det stiller naturligvis den enkelte arbejder og arbejderklassen som helhed langt stærkere over for arbejdsgiverne, når man ikke behøver at frygte for at miste jobbet i samme grad som tidligere. Det afspejlede sig også i, at arbejderklassen fra slutningen af 60´erne og op til midten af 80´erne optrådte langt mere offensivt over for arbejdsgiverne og skiftende regeringer, der forsøgte at forringe arbejdernes vilkår. Denne offensive tilgang afspejlede sig også i, at fælles krav om solidarisk lønpolitik (løfte i bunden) kortere arbejdstid og længere ferie til alle blev højt prioriterede fælles krav ved overenskomstforhandlingerne, især i 1970´erne.
Men fra midten af 80´erne begynder det at gå den forkerte vej, og især i det nye årtusind tager det fart. Skiftende regeringer afvikler systematisk velfærdssstaten til fordel for massive skattelettelser, der især er kommet de rigeste 10 % til gavn, med markant stigende ulighed til følge. Konsekvensen er, at trygheden ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom er blevet mindre. Markante forringelser er væsentligt kortere dagpengeperiode og større forskel mellem lønindtægten og dagpenge/kontanthjælp. Hertil kommer stigende pensionsalder, forringelse af førtidspension og efterløn osv. Sideløbende er der sket tilsvarende forringelser af sundheds- og uddannelsessystemet og en øget privatisering af velfærdsgoder og central infrastruktur.
Fagbevægelsen gik i defensiven over for den ny-liberalistiske politik. Et markant udtryk for det, var trepartsaftalen om ”Fælleserklæringen” i 1987 I stedet for at fastholde den solidariske lønpolitik, skrev de faglige ledere under på løntilbageholdenhed ”for ever”: Lønstigningerne i Danmark måtte ikke overstige udlandets. Samtidig blev det aftalt at øge den ”private opsparing” ved udbredelse af arbejdsmarkedspensionerne, som også blev betalt med løntilbageholdenhed. Regeringen afgav et løfte om, at der skulle findes en ordning for de ca. 20 % der ikke havde noget supplement til folkepension og ATP. Det blev først indfriet 30 år senere i form af en tvangsopsparing, som betød at også disse grupper, heraf mange uden for arbejdsmarkedet, selv kom til at betale for bedre pension.
Se Fælleserklæringen her: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/faelleserklaeringen-af-8-december-1987
Den danske model på godt og ondt
Hvad har den danske model så betydet for arbejderklassens kamp? Det kan sammenfattes i 2 punkter:
- Arbejderklassens kamp er blevet spundet ind i et institutionaliseret system, hvor strejkeretten er blevet begrænset, og hvor forsøg på at udfordre arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet kan medføre kollektive og individuelle sanktioner.
- Trods disse begrænsninger er det lykkedes arbejderklassen at tilkæmpe sig meget store forbedringer gennem de sidste 120 år i form af bedre løn, kortere arbejdstid, længere ferie, for at nævne de vigtigste. Samtidig har arbejderklassen fået større indflydelse på samfundsudviklingen, hvilket især har vist sig gennem opbygningen af velfærdsstaten.
Holder den vores tid ud?
Grundlaget for alle resultaterne har hele har været medlemmernes egne aktiviteter, deres deltagelse i det daglige fagforeningsarbejde med organisering af nye medlemmer og deres evne til at mobilisere til de nødvendige strejker og politiske kampe. Men for voksende dele af arbejderklassen, så er den gamle sandhed ikke længere så indlysende. Det gælder især de tidligere LO-forbund, der har oplevet en dramatisk medlemstilbagegang.
I maj 2022 kom FH med en grundig analyse af tingenes tilstand . 97 % af de offentligt ansatte er overenskomstdækket, men 28 % er ikke medlem af en overenskomstbærende fagforening. De offentligt ansatte udgør 30 % af samtlige lønarbejdere.
På det private område, som udgør 70 % af lønarbejdere, er ca. 80 % omfattet af en overenskomst, men mere end halvdelen – 52 % – er ikke medlem af en overenskomstbærende fagforening.
Mere end 1 mio. lønarbejdere arbejder altså på en overenskomstdækket virksomhed, uden at være medlem af den fagforening, der har tegnet overenskomsten. Hertil kommer så den knapt ½ mio. lønarbejdere, der hverken er overenskomstdækket eller fagligt organiseret.
FH-undersøgelsen: https://fho.dk/wp-content/uploads/2022/05/den-danske-model-skal-tilbage-i-topform.pdf
Sammenlignet med de fleste andre lande, er det et godt billede. Men det dækker over meget store forskelle, og ”sorte huller” især på områder som handel, hotel- og restauration, landbrug, skovbrug og gartneri. Her er overenskomstdækningen under 1/3 og organisationsgraden er kun 17 %.
Billedet er selvfølgelig ikke sort/hvidt. I perioden fra 2012 – 2022 steg det samlede antal fagforeningsmedlemmer med ca. 100.000. Nogle af de gamle LO-forbund fik også glæde af denne stigning. Men det samlede resultat for de tre hovedorganisationer (FH, AC og lederne) var, at organisationsgraden faldt fra 67,9 % til 64,7 %.
Stigende antal fagforeningsmedlemmer i 2022 https://www.dst.dk/da/Statistik/nyheder-analyser-publ/nyt/NytHtml?cid=46006
Især blandt de gamle LO forbund er tilbagegangen dramatisk. I perioden fra 1994 til 2018 (hvor FH blev dannet) mistede de ca. 550.000 medlemmer. Den generelle tendens er, at faldet fortsætter.
En del af tilbagegangen kan forklares med strukturelle årsager: Jobtyper forsvinder, andre kommer til, uddannelseskravene stiger, antallet af udlændinge er vokset meget hurtigt, for at nævne nogle vigtige faktorer. Men det forklarer ikke, hvorfor LO-fagforeningerne i stort omfang har ”afleveret” medlemmer til de ”gule” organisationer, der har oplevet en eksplosiv vækst, som næsten går lige op med LO-organisationernes tilbagegang.
I 2021 havde Det faglige Hus, Ase og Krifa tilsammen ca. 450.000 medlemmer. Disse organisationer har stort set ingen overenskomster, og kan kun tilbyde A-kasse og juridisk bistand. Alligevel vælger de tidligere LO-medlemmer dem til, og det samme gør mange af de nytilkomne på arbejdsmarkedet. Det er der utvivlsomt mange grunde til, men uanset den enkeltes begrundelse, så er det udtryk for, at den etablerede fagbevægelse ikke har været i stand til at forklare, hvorfor det er vigtigt at være medlem af den fagforening, der har overenskomsten.
Et fælles problem
Det er et stort problem for fagbevægelsen, og et fælles problem for alle fagligt aktive og socialister.
Alle fejl og mangler til trods, så er fagbevægelsen arbejderklassens vigtigste masseorganisation. Uden den, er der ikke noget bolværk mod forringelser af løn, arbejdsvilkår. Uden den, mister arbejderklassen indflydelse på samfundets udvikling. Uden den, forsvinder en vigtig del af fundamentet for demokratiet. Derfor er kampen for at styrke den faglige organisering også en helt central opgave for socialister.
Hvad skal der så til, for at vende udviklingen? Hvad er det for ændringer, der skal ske i fagbevægelsens måde at arbejde på, så den igen kan blive i stand til at organisere et klart flertal af arbejderklassen?
Og hvad er egentlig mulighederne for at gøre fagforeningerne til kamporganisationer, når man ser på det spindelvæv af regler, som den faglige kamp er spundet ind i, på den øgede politiske indblanding, og på det tætte klassesamarbejde på alle niveauer. Et klassesamarbejde der fra samarbejdsudvalg, over trepartsforhandlinger til forvaltningen af de store pensionsformuer primært handler om at efterkomme kapitalismens krav om profitmaksimering.
Finn 28.09.23
