Det er ingen hemmelighed at akademikere fra København fylder forholdsvist meget blandt Enhedslistens medlemmer, men hvad gør vi ved det?
Af Jakob Mathiassen – Faglig Organisator i Enhedslisten (Holdningerne i kronikken er udelukkende forfatterens egne, og ikke Enhedslistens officielle politik)
Før vi indleder denne diskussion, må jeg lige slå fast at jeg opfatter flertallet af medlemmerne af DM og DJØF som en del af arbejderklassen, og at det er godt at DM og DJØF´s medlemmer i København melder sig ind i Enhedslisten. Problemet opstår, når de er de eneste, der melder sig ind på Enhedslisten. Hvis det er vores ambition at Enhedslisten skal blive stærk nok til at kunne forandre samfundet grundlæggende, så skal vi have et befolkningsflertal med os. Sådan et befolkningsflertal vil nødvendigvis inkludere arbejdere med ingen, erhvervs, korte og mellemlange uddannelser.
Det næste forbehold jeg er forpligtet til at slå fast, er at det er ret svært at regne ud hvilke grupper i arbejderklassen der helt præcist er for få af i Enhedslisten. Den bedste metode, jeg er kommet frem til er at kigge på hvilke fagforbund Enhedslistens medlemmer fortæller at de tilhører, og så se på forholdet mellem de forskellige fagforbund. Det er godt nok kun cirka halvdelen af enhedslistens medlemmer der har oplyst deres fagforeningstilhørsforhold, og en del af de fagforbundstilhørsforhold der er oplyst er forældet, men det er som sagt den mindst ringe metode jeg kan finde. Landskontoret og en gruppe aktivister arbejder i øvrigt på at forbedre medlemsregisterets sørgelige tilstand, men det kommer jeg tilbage til, til allersidst.
Med disse forbehold ude af verdenen, så lad os gå til sagen.
Det skæve Enhedslisten
Hvis vi deler et fagforbunds medlemstal med antallet af medlemmer af Enhedslisten, der også er medlem af fagforbundet, så får vi et forholdstal: Antal fagforbunds medlemmer, for hvert medlem af Enhedslisten der også er medlem af fagforbundet.
De her forholdstal kan vi sammenligne. Jeg har slået DM og DJØFs medlemmer sammen, og udregnet et fælles forholdstal, som jeg kalder for 100. Jeg slår dem sammen fordi mange Enhedsliste medlemmer vælger DM frem for DJØF af politiske årsager.
Alle forbunds forholdstal skal så ses i forhold til dette tal, og vi kan vi se hvordan de forskellige fagforbunds forholdstal klarer sig overfor DM+DJØF forholdstallet. For eksempel; hvor mange flere 3F’ er skal vi organisere for at der er forholdsvist lige så mange 3F’ er i Enhedslisten, som er der DM+DJØFér.
Herunder kan du se forholdstallene for Enhedslistens medlemmer under 60. Jeg har valgt at kigge på medlemmerne under 60, fordi vi jo først og fremmest er interesserede i at forstå, hvor Enhedslistens medlemssammensætning er på vej hen, ikke hvor vi var engang.
Des højere kolonnen er, des flere medlemmer af det forbund mangler vi at organisere, hvis de skal fylde forholdsvist lige så meget som DM+DJØF medlemmerne i Enhedslisten. Der er forholdsvist flere DM medlemmer i Enhedslisten end DJØF medlemmer, derfor er DM´s forholdstal under 100, og DJØF ́s forholdstal over 100. PROSA er meget tæt på 100, hvilket betyder at vi har organiseret forholdsvis lige så mange PROSA medlemmer som DM+DJØF medlemmer. Kigger vi videre frem af kolonnerne, kan vi se at vi skal organisere ca. 5 gange flere medlemmer af IDA, ca. 8 gange flere medlemmer af DSR, ca. 10 gange flere medlemmer af 3F, og ca. 18 gange flere medlemmer af Dansk Metal, end vi har i dag, hvis de skal fylde forholdsvist lige så meget som DM+DJØFérne.
Det er meget tydeligt at Enhedslisten har særligt svært ved at organisere ufaglærte og faglærte arbejdere i de tidligere LO forbund. Hvis vi prøver at zoome ud, og se på hovedforbundet, så er disse skævheder også til at få øje på. Herunder er tallene for Enhedslistens medlemmer under 60, fordelt på AC, tidligere FTF og tidligere LO forbund.
Kolonnerne taler deres tydelige sprog. Kigger vi så på geografien, så er det også tydeligt at Enhedslisten organiserer rigtigt mange af sine medlemmer i de store byer, særligt i København.
Københavns og Frederiksberg Kommune indbyggere udgør ca 13% af hele den danske befolkning.
I Enhedslisten udgør københavnere og Frb.borgere næsten 38% af alle Enhedslistens medlemmer.
Vi kan altså konkludere at vi har alvorlige udfordringer med at organisere faglærte og ufaglærte arbejdere, særligt uden for de store byer. Men hvad kan vi så gøre for at rette op på disse skævheder? Hvordan kan Enhedslisten blive et parti for alle dele af arbejderklassen?
Første skridt på vejen frem
Første skridt til at løse et problem er jo at man erkender problemets omfang. Vi har brug for at alle dele af partiet erkender at den nuværende situation ikke er holdbar, og forpligter sig til at gøre noget ved det. Det er derfor jeg skriver denne tekst. For at bede jer alle sammen om at være med til at gøre noget ved disse skævheder.
Hvis I er med på at vi skal gøre noget, så mener jeg at organiseringsmetoderne kan give os et vejkort, til hvordan vi kommer videre. Hvordan vi helt konkret skal bruge organiseringsmetoderne, kræver mere forklaring end der er plads til her, men for at gøre en lang historie kort, så er organiseringsmetodernes hovedfokus på at kortlægge, spørge, lytte og inddrage, vigtige dyder for enhver politisk organisation, men særligt for et parti der har erkendt sine egne skævheder.
Groft sagt så kan man sige at en gruppe politologer i København, umuligt kan regne ud hvad der rør sig blandt industriarbejderne i jylland. Hvis københavnske politologer vil forstå industriarbejderne i Jylland, så bliver de nødt til at spørge og lytte til de jyske industriarbejdere. Og hvis de københavnske politologer vil organisere de jyske industriarbejdere, så bliver de nødt til at inddrage dem i det politiske arbejde.
Heldigvis har vi trods alt medlemmer blandt alle de grupper af arbejderklassen, hvor vi står relativt svagt. Vi har faktisk medlemmer på industrivirksomheder i Jylland, vi har medlemmer der er Sosu-elever på Fyn, vi har medlemmer der er sygeplejersker på hospitaler i Region Sjælland. Det gælder i øvrigt også for nyuddannede magistre i København, der kæmper for at få en fod ind på arbejdsmarkedet, inden deres dagpenge løber ud. Vi har masser af eksperter i deres eget liv, som vi kan starte med at spørge og lytte til. Det kan kun gøre vores kloge og dygtige politikere endnu klogere og endnu dygtigere at lytte til vores egne eksperter. Tommelfingerreglen er: Ingen politik – uden dem, det drejer sig om er med til at formulere den.
Men det er ikke nok at lytte, vi skal også inddrage. Organiseringsetoderne kan lære os hvordan vi skaber politiske resultater sammen med dem der har noget på spil. Det betyder for eksempel at vi både laver erhvervsskole politik sammen med vores erhvervsskoleelever og sørger for at sætte deres aktioner i centrum for vores parlamentariske arbejde. Formålet er ikke kun at give dem følelsen af at være med, men også at opbygge deres kampkraft, så vi en dag for alvor kan udfordre magthaverne. Tommelfingerreglen er: Intet politisk resultat – uden en handling fra dem, det drejer sig om.
Bruger vi organisering metoderne til at række ud til de grupper, hvor vi står svagt i dag, så vil vi stå stærkere i morgen.
Tilmeld dig kampen
For at gøre dette arbejde nemmere har vi brug for et stærkt medlemsregister, hvor vi kan kortlægge og finde eksperterne. Det er derfor Landskontoret og en gruppe aktivister arbejder på at forbedre vores medlemsregister, og det er derfor det er vigtigt at alle medlemmer opdaterer deres oplysninger i registeret. Hvis vi for eksempel beder jer om at oplyse jeres køn, så er det ikke for at sætte jer i en bestemt kønsboks, men for at vi for eksempel kan finde kvinderne i mandefagene og organisere dem omkring deres udfordringer der. Jeg håber I allesammen vil hjælpe os med at få opdateret vores alle sammens medlemsregister, så det bliver muligt at inddrage jer i jeres egne politiske kampe!
Er du interesseret i at lære mere om organiseringsmetoderne? Så er der en meget kort video på engelsk her: https://www.youtube.com/watch?v=0SDcB3Ifqw0
