FINGRENE VÆK FRA VORES FRIDAG

Lovforslaget om afskaffelsen af store bededag er et frontalangreb på lønmodtagerne og den danske aftalemodel. 

Det er nu helt klart, at regeringen ikke bare stjæler en fridag fra danskerne, men også griber direkte ind i den danske aftalemodel til fordel for arbejdsgiversiden. Det fremgår af regeringens udkast til lovforslag, at når man afskaffer store bededag, så skal de tillæg og andre goder, som knytter sig til helligdagen, også bortfalde, Det gælder dog ikke bestemmelser m.v. i kollektive overenskomster om opsparing til søgnehelligdage.

For eksempel får en sygeplejerske i dag et ekstra tillæg på 50 pct af lønnen for at arbejde på store bededag. Et andet eksempel kunne være en Industriarbejder på skiftehold, der får 690 kr i tillæg for at arbejde på store bededag. De fleste har  ud over tillægget også ret til en erstatningsfridag. Den slags bortfalder, hvis regeringens forslag bliver vedtaget. Det er rettigheder som lønmodtagerne har forhandlet sig til i overenskomsterne. Og ofte på bekostning af andre goder – fx en generel lønstigning. Men de penge, som lønmodtagerne har forhandlet sig til, kommer regeringen nu og forærer til arbejdsgiverne via et lovindgreb.

Det er et frontalangreb på lønmodtagerne og på den danske aftalemodel, som alle burde vende sig stærkt imod. Det er også stik imod de flestes oplevelse af, at de allerede arbejder alt for meget. Derfor er det godt at se, at fagbevægelsen siger klart og entydigt fra. FH har startet en underskriftsindsamling for at bevare Store bededag. Du kan skrive under her: https://www.bevarstorebededag.dk/

FH opfordrer også regeringen til at droppe forslaget om at afskaffe store bededag – eller afholde en folkeafstemning så befolkningen kan komme til orde.

I Enhedslisten Faglige Landsudvalg står vi på lønmodtagernes side, og vil vil kæmpe med næb og kløer mod tyveriet af en fridag og angrebet på lønmodtagernes løn og arbejdsvilkår. Enhedslisten støtter forslaget om en folkeafstemning, ligesom vi bakker op om fagbevægelsens aktiviteter i form af demonstrationer m. v. 

Vil du være med i kampen mod tyveriet af store bededag, så skriv en mail til [email protected]