Jens Crumlin er faglig aktiv metalarbejder på en industrivirksomhed i Nordjylland. Han kommer på den Faglige Landskonference 10. juni i Vejle og holder oplæg under evalueringen af OK23. Vi har interviewet Jens om fremtidsudsigterne for reallønnen og fagbevægelsen.
Tror du at industriarbejderne kan holde reallønnen under OK23 rammen?
Det korte svar er: Nej. Her i Vendsyssel, har 15 virksomheder forhandlet lokalaftale, og landede på mellem 3 og 7 kr. mere i timen, per år, en tredje del er toårig aftaler, to tredjedel er et årige aftaler. De 7 kr. vil måske lige præcis sikre reallønnen, hvis vi kommer tilbage under to procent inflation næste år. Men hvis inflationen fortsat er høj næste år, så falder reallønnen markant for alle. Jeg tror personligt at inflationen fortsat bliver høj. Selvom det går meget godt i Danmark lige nu, så er den globale kapitalisme tilsyneladende i krise. Der er bankkrak i USA, og børsen skriver om en ny lån krise i det amerikanske og svenske ejendomsmarked. Sidste gang der var krise, pumpede centralbankerne penge ud i samfundet, men det kan de jo ikke gøre igen uden at skabe endnu højere inflation. Så det eneste kort, de har tilbage på hånden, er at lade være med at hæve renten, så meget som de gerne vil, for at bekæmpe inflationen. Så vi vil nok ende med at leve med en relativ høj inflation i længere tid. Indtil videre har industriarbejderne fået foræret rimelige gode lønstigningen, fordi arbejdsgiverne har brug for at tiltrække og fastholde arbejdskraft, men det slutter så snart krisen kommer til Danmark, og så er der udsigt til voldsomme reallønsfald. På min egen arbejdsplads fik vi 5 kr. i lokale forhandlinger, men det var kun fordi vores arbejdsgiver har svært ved at tiltrække og fastholde folk, på grund af den høje beskæftigelse. Vi er ikke ret mange fagligt aktive og organisationsgraden er nede på 70%, så vi vil aldrig selv have kunnet tilkæmpe os de fem kroner, hvis det var nødvendigt.
Hvad gør vi ved det?
Der er to væsentlige punkter; organisering og solidaritet mellem brancher. Hvis vi skal revitalisere fagbevægelsen, så skal vi have hovedfokus på den kæmpende fagforening frem for på servicekontoret. Det andet punkt handler om, at fagforeningerne skal være politiske igen, men ikke partipolitiske. Vi skal have en politisk holdning til, hvad der skal ske med vores arbejdsmarked og samfund. Jeg er ret sikker på, at det betyder noget for folk, om deres fagforening reelt kæmper for et solidarisk velfærdssamfund, hvor vi løfter i flok. Derfor mener jeg, at de privatansattes forbund skal gå i alliance med de offentligt ansattes forbund, for at forsvare og udbrede det solidariske velfærdssamfund. Denne solidaritet findes ikke rigtigt mellem fagforbundene i dag, og mit eget forbund Dansk Metal er et meget dårligt eksempel på for denne solidaritet mellem brancherne. Men vi kan opbygge denne solidaritet nedefra, via lokale faglige netværk der støtter hinanden. På samme måde som bygningsarbejderne støttede sygeplejerskerne under deres konflikt.
Tilmeld dig til den Faglige Landskonference den 10. juni i Vejle og deltag i debatten.
