Faglige netværk i Enhedslisten

Enhedslisten har besluttet at indføre et princip om "dobbeltorganisering".

”Dobbeltorganisering” betyder, at medlemmer af Enhedslisten ikke kun organiserer sig i deres lokale afdeling, som er partiets grundorganisation. De organiserer sig også i faglige netværk inden for deres fagforening, forbund eller branche.

Hvorfor er det dobbelt så godt? Fordi det giver en række muligheder, som vi ellers ikke har.

Det kan bruges til at styrke den solidariske og demokratiske linje i fagforeningen. Den solidariske og demokratiske linje står stærkere, hvis Enhedslistemedlemmerne arbejder sammen, koordinerer aktiviteterne, drøfter hvilke forslag der skal fremmes i bestyrelser, på generalforsamlinger osv.

Det kan styrke Enhedslisten udadtil. De faglige netværk kan bruges til mere effektivt og udadvendt at sprede kendskabet til Enhedslistens politik som sådan. De kan bruges til at støtte op om partiets kampagner, om vigtige forslag fra Enhedslistens folketingsgruppe osv.

Det kan styrke Enhedslisten indadtil. Enhedslisten vil have bedre føling med, hvad der rør sig i arbejderklassen. Det kan de faglige netværk bidrage til, ved at melde tilbage til partiet centralt og lokalt, komme med ”input” til hvilken politik der skal føres osv.

Alle medlemmer – gamle og nye – opfordres til at oplyse om deres arbejdsplads og faglige tilhørsforhold. På den baggrund er der allerede etableret en del faglige netværk af Enhedslistemedlemmer inden for visse forbund og brancher.

Find links til faglige netværk her eller kontakt den faglige sekretær på Landskontoret på tlf. 33 93 33 24 eller [email protected] for at høre nærmere om, hvilke netværk der findes eller er ved at blive oprettet.