OK21: Det statslige forlig udbygger uligheden på det offentlige arbejdsmarked

Udtalelse fra Enhedslistens Faglige Landsudvalgs sekretariat

Det statslige forlig udbygger uligheden på det offentlige arbejdsmarked

En mager økonomisk ramme på kun 6,75 % over 3 år, er slet ikke nok til at løse problemerne på det offentlige arbejdsmarked – og ser man nærmere efter er der faktisk kun aftalte lønstigninger på 4,42 % - Til sammenligning er resultatet fra de private overenskomstforhandlinger 2020 opgjort til 8,4 %. Det offentlige resultat kan i kraft af reguleringsordningen blive bedre, hvis der er en bedre lønudvikling på det private arbejdsmarked.

Læs en gennemgang af aftalen her

Det statslige forlig er en alvorlig udfordring for forhandlingerne i kommunerne og regionerne. Der er ikke afsat midler til lavt- og ligeløn, der er ikke penge til organisationsforhandlinger og kravet om en fritvalgsordning som på det private arbejdsmarked, blev fejet af bordet med henvisning til at det "begrænsede arbejdsudbuddet". Det er et lyspunkt, at kravet om grøn omstilling er medtaget som et ansvar i SU-systemet på arbejdspladserne, ligesom der er forbedringer for seniorer og at flere kan opnå at blive omfattet af pensionsordningerne.

Forståelsespapiret, der banede vej for den nuværende regering, opsatte en målsætning om at bekæmpe øget ulighed. Endnu en overenskomst der ikke tager fat på uligheden på arbejdsmarkedet, går den stik modsatte vej. Det er tid at vise at regeringen også varetager interesserne for de store grupper offentligt ansatte, der længe har været placeret på for lavt lønniveau i forhold til sammenlignelige mandegrupper.

Enhedslisten har gentagne gange peget på, at lavt- og ligelønsproblemerne på det offentlige arbejdsmarked skyldes "gamle" beslutninger i folketinget. Det er urimeligt at skyde ansvaret fra sig og forlange at fagbevægelsen selv, løser lavt- og ligelønsproblemet ved intern omfordeling. Den magre ramme gør dette endnu mere tydeligt. Der er mere end nogensinde brug for at folketinget løser de problemer, folketinget har skabt. Vi opfordrer de politiske partier til at bakke op om enhedslistens forslag om at tilføre 5 mia. til forhandlingerne til at løse lavt- og ligelønsproblematikken.

Vores opfordring til de kommunale og regionale forhandlere skal være, ikke at lade sig presse af det magre statslige forlig. Den økonomiske ramme skal udfordres og der skal stadig være fokus på et løft til kvindefag og de lavest lønnede, så det ikke bliver de smalleste skuldre, der skal bære igen. Det er ikke de offentligt ansatte, der skal betale prisen for Corona krisen.

På vegne af FLU sekretariat
Anders olesen, Enhedslistens faglige koordinator

BilagStørrelse
Gennemgang af det statslige forlig.pdf1.42 MB