Mens vi venter på ekspertgruppens udspil, har de fleste organisationer på området lanceret deres egne forslag til, hvordan et nyt beskæftigelsessystem skal skrues sammen. Udspillene er alle fyldt med plusord som frihed, værdighed, forenkling og differentiering. Men i Enhedslisten er vi skeptiske. Vi mener ikke, man kan opnå de gode intentioner, hvis man ikke ændrer grundlæggende på det eksisterende system.
Enhedslistens Beskæftigelsespolitisk Udvalg præsenterer derfor et visionsudspil til et grundlæggende anderledes social- og beskæftigelsespolitisk system, der hviler på tryghed, tillid, respekt og rettigheder.
Vi vil først og fremmest sikre borgernes interesser i systemet. Enhver borger, der henvender sig, skal have den rette hjælp på rette tid og sted i et system, der er baseret på tryghed, tillid og respekt i stedet for på bureaukrati, kontrol og sanktioner.
Vi vil fjerne incitamenterne til kassetænkning, som det statslige refusionssystem i dag ofte presser kommunerne ud i. Farvel til de billigste standardtilbud og velkommen til individuelle rettigheder og den indsats, der giver mest mening for den enkelte i den aktuelle situation.
Vi vil lægge det ensidige jobfokus i graven for dem, hvor det er tydeligt, at de ikke i nærmeste fremtid og måske aldrig bliver i stand til at varetage et arbejde. Disse borgere skal i stedet mødes med omsorg og en helhedsorienteret tilgang, der sætter det enkelte menneskes behov i centrum.
For os er målet at systemet kan give de bedste tilbud til de mennesker, der har brug for samfundets hjælp. Det gælder både for dem, der kun har brug for hjælp til at få et job, og for dem, der har store sociale og sundhedsmæssige problemer, som de skal hjælpes til at få styr på for at komme videre i deres liv.
Læs hele visionsudspillet her.
Flere rettigheder til arbejdsløse, syge og udsatte grupper
Beskæftigelsespolitisk Udvalg lancerer deres visionsudspil i tre dele. Det første visionsudspil blev præsenteret i Odense den 11. juni, og havde fokus på rettigheder, der vil sikre, at borgere, der søger hjælp i samfundet, ikke skal stå med hatten i hånden for at få den indsats, de har brug for. Samtidig vil det gøre op med regeltyranni, kassetænkning, besparelser og manglende retssikkerhed, der i dag spænder ben for, at borgerne får den rigtige hjælp, når de kontakter jobcentrene.
Læs første visionsudspil om rettigheder her.
Næste deludspil af visionerne bliver d. 18. september i Aabenraa, og har fokus på tillid og respekt.
Slutteligt vil den sidste del af visionsudspillet blive lanceret d. 24. september i Rødovre , og har fokus på tryghed og økonomi.