Stop udnyttelse på arbejdsmarkedet: Enhedslistens plan for ordnede forhold
Det danske arbejdsmarked skal være præget af tryghed, retfærdighed og lige vilkår for alle. Desværre ser vi i
dag alt for mange eksempler på grov udnyttelse og kriminalitet, især i brancher som byggeri og restauration.
Enhedslisten ønsker at sætte en stopper for denne udvikling. Undersøgelser viser, at 81 % af danskerne
mener, at udenlandske kollegaer der kommer til Danmark for at arbejde skal arbejde på danske løn- og
arbejdsvilkår.
Det er efterhånden blevet en trist gentagelse, historie efter historie om udenlandsk arbejdskraft, der bliver
presset, underbetalt og placeret i elendige ansættelsesforhold og arbejdende under farlige arbejdsvilkår i
Danmark. Og alt for ofte peger fingrene i den forkerte retning. Problemet er ikke kollegaer, der kommer til
Danmark for at arbejde. Problemet er arbejdsgivere, der udnytter dem som billig arbejdskraft og et system,
der tillader ansættelser på ordninger, som reelt underminerer danske løn- og arbejdsforhold for alle. Når
folk bor i overfyldte boliger, arbejder til lønninger langt under standarden eller er bundet til usikre
kontrakter, det er ren udnyttelse.
Her er vores tre konkrete forslag til at sikre et sundt arbejdsmarked:
• Ingen adgang til tredjelandsborgere uden overenskomst Vi skal sikre, at virksomheder ikke kan
bruge udenlandsk arbejdskraft til at undergrave det danske aftalesystem. Derfor foreslår
Enhedslisten, at virksomheder, der ønsker at ansætte medarbejdere fra lande uden for EU
(tredjelandsborgere), skal have en landsdækkende kollektiv overenskomst, der er demokratisk
vedtaget og oppebæres af en faglig organisation, som anvender faglig konflikt. Derudover skal
medarbejderne have en dansk lønkonto, hvor lønnen udbetales direkte. Dette vil sikre, at alle
arbejder under ordnede forhold og forhindre, at sårbare medarbejdere udnyttes til social dumping.
– Alle beløbsordninger, erhvervsordninger, landbrugspraktikanter mm. samles i en
overenskomstsikret ordning.
• Stop for uigennemskuelige underleverandørkæder Underbetaling og organiseret kriminalitet
skjules ofte bag komplicerede virksomhedskonstruktioner og lange rækker af underleverandører. Vi
foreslår at begrænse kæden af underleverandører til kun ét led i alle risikobrancher. Ved at fjerne de
mange led og de såkaldte “skuffeselskaber” sikrer vi gennemsigtighed, så man altid ved, hvem der
rent faktisk udfører arbejdet, og at de får den løn, de har krav på.
• Ingen daglejere i risikobrancher: Enhedslisten kræver, at alle, der arbejder i risikofyldte brancher
som byggeri, transport og rengøring, ansættes direkte som lønmodtagere med fulde rettigheder.
Brugen af løsarbejdere og falske selvstændige skal forbydes, som man med succes allerede har gjort
i Norge, hvor forbud mod mandskabsbureauer har skabt tryghed, flere unge i branchen og bedre
muligheder for faglig uddannelse.
• Obligatorisk uddannelse i den danske model For at beskytte udenlandske kollegaer mod udnyttelse
skal de kende deres rettigheder. Enhedslisten foreslår et obligatorisk tredages kursus for alle
udenlandske medarbejdere. Kurset skal give grundig undervisning i dansk arbejdsmiljølovgivning og
den danske arbejdsmarkedsmodel. For at sikre kursets kvalitet og relevans skal det udarbejdes og
afvikles i tæt samarbejde med fagbevægelsen. Der er bred opbakning til dette forslag på tværs af
både demografiske og politiske skel.
Det er på tide, at vi tager ansvaret for vores arbejdsmarked tilbage og sikrer, at ingen bliver udnyttet. Ved at
stille krav om overenskomst, begrænse underleverandørkæder og klæde vores udenlandske kollegaer på
med viden, skaber vi et mere retfærdigt Danmark for alle arbejdere.




