Statens rolle i klassekampen

Socialistisk klasseanalyse 2024. Baggrundspapir til Møde 3.

Klassekampen drejer sig i sidste ende om magten over staten, dvs. en given klasses magt til at bruge staten til at gennemtvinge sine klasseinteresser over for resten af samfundet, som regel i alliance med andre klasser og lag. Derfor er analysen af statens rolle en vigtig del af klasseanalysen. Den problemstilling kigger vi nærmere på i dette baggrundspapir, hvor vi især skal se på hvordan de to hovedklasser i dagens Danmark, kapitalistklassen/borgerskabet og arbejderklassen, har brugt og bruger staten i deres indbyrdes kamp. 

Diskussioner om statens rolle

Statens rolle er et stort og omdiskuteret problem i arbejderbevægelsens historie. Spørgsmålene har været, hvilke klasseinteresser tjener staten i et borgerligt, kapitalistisk samfund. Tjener den udelukkende kapitalens interesser? Kan den borgerlige stat bruges til at indføre socialisme med? Hvis nej, hvad så? Hvad skal der i det hele taget ske, når arbejderklassen har vundet den politiske magt. Hvordan skal staten så se ud, hvilken rolle skal den spille, når den ikke længere skal bruges af et lille mindretal til at undertrykke det store flertal? Har vi til den tid så overhovedet brug for en stat? 

Det er en nødvendig diskussion, for den handler om hvilken strategi vi vil følge i kampen for socialismen. Men diskussionen skal tages ud fra konkrete erfaringer, både historiske og nutidige. Og vi skal alle huske, at vi ikke får det rigtige svar, førend der bliver flertal i den danske befolkning for at gennemføre grundlæggende samfundsforandringer, som antaster kapitalens magt og de privilegier som mindretallet har opnået. Først da, i den konkrete situation, vil det vise sig, hvad arbejderklassen kan bruge den borgerlige stat til. 

Udgangspunktet i dette baggrundspapir er, at vi i dagens Danmark har at gøre med en borgerlig stat, der helt grundlæggende har til opgave at bevare de kapitalistiske produktionsforhold, deraf navnet ”borgerlig stat”, som historisk skal ses i modsætning til det tidligere kongelige enevælde i en feudal stat, og i modsætning til en kommende socialistisk stat. 

Men for at kunne holde sammen på det kapitalistiske samfund, er staten nødt til at kunne give indrømmelser til de undertrykte klasser og lag, så de ikke fristes til at gøre oprør og forsøger at ændre ejendomsforholdene. 

Derfor kan man ikke beskrive det så firkantet, at staten er et mekanisk redskab i hænderne på den herskende klasse. Staten er en selvstændig aktør i klassekampen, men den kan kun fungere, så længe den er i stand til at opretholde den kapitalistiske samfundsorden. Men det kræver, at staten er i stand til at formidle kompromisser mellem de stridende klasser, herunder at give indrømmelser til de undertrykte klasser.  

Staten skal også kunne afbalancere de forskellige kapitalinteresser, der bygger på indbyrdes konkurrence om at tilkæmpe sig den størst mulige del af den samlede profit i samfundet, og som hver for sig forsøger at få størst mulig indflydelse på statens ageren. Det kan føre til, at staten, af hensyn til borgerskabets overordnede interesse, er nødt til at påtvinge enkelte kapitalister eller grupper af kapitalister en politik, som strider imod de pågældendes snævre interesser. Et eksempel herpå, kan være klima og miljøpolitik, der begrænser landbrugets muligheder for at svine naturen til, som det passer dem. 

Hvad er en stat

Men hvad forstår vi egentlig ved ”stat”?  

Ordet bruges typisk i to betydninger. Staten ”udadtil” – dvs. som repræsentant for en befolkning inden for et givet territorium, der er afgrænset af internationalt anerkendte grænser. Og staten ”indadtil” som et magtapparat med stærke beføjelser til at udstede love, opkræve skatter, og om fornødent via retsvæsen, politi og militær, anvende tvang og vold for at håndhæve en given samfundsorden. Militæret har samtidig en ”udadvendt ” rolle som forsvar for statens suverænitet. 

Inden for disse rammer er der et utal af statstyper og styreformer og forskellige samarbejdsrelationer stater imellem og internationale institutioner og organisationer af politisk, økonomisk og militær art, som de enkelte stater kan afgive mere eller mindre suverænitet til.

Hvad styreformer angår, så spænder det fra demokratiske stater med en folkevalgt nationalforsamling som lovgivende myndighed og et retsvæsen, over forskellige former for autokratier, hvor magten, på trods af demokratiske institutioner, er samlet hos en enkelt person, til egentlige diktaturer, hvor magten hovedsagelig opretholdes ved hjælp af politi og militær. 

Den danske stat anno 2024

I Danmark har vi en særlig model med det såkaldte ”Rigsfællesskab” mellem Danmark, Færøerne og Grønland, men inden for et fælles territorium kaldet ”Det danske kongerige”, hvor Danmark har enekompetencen på de vitale områder for en stat, nemlig sikkerheds- og udenrigspolitik, politi/militær og retsvæsen. 

Danmark er altså stadig noget så udemokratisk som et kongedømme, hvor kongemagten går i arv. Det er beskrevet i Grundloven, hvor der også står at ”Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene”.  

Alle ved godt, at det ikke er sådan i virkeligheden. Kongen er nødt til at underskrive de love, som folketinget vedtager, og den udøvende magt ligger hos regeringen, ministerierne, regioner, kommuner, politi og militær og retsvæsenet sørger for, at det hele går rigtigt til, i overensstemmelse med den vedtagne lovgivning.  

Der er sket en voldsom forandring i statens (herunder regioner og kommuners) udvikling og måde at fungere på. Fra en stat som hovedsagelig beskæftigede sig med at håndhæve lov og orden, opkræve skatter hos borgerne, iværksætte store anlægsarbejder og førte krig, har vi nu en stat, der på godt og ondt lovgiver om og blander sig i stort set alle sider af samfundets og borgernes liv. 

Offentlige myndigheder er den største arbejdsgiver

En af de mest markante ændringer af staten er, at de offentlige myndigheder (stat, regioner og kommuner) tilsammen er blevet landets største arbejdsgiver.

I andet kvartal 2024 var der ca. 766.000 offentligt ansatte i stat, regioner og kommuner (omregnet til fuldtidspersoner). Heraf arbejdede ca. 26 % i staten, ca. 17 % i regionerne og ca. 57 % i kommunerne. 

Langt størsteparten af de offentligt ansatte – ca. 3/4 – arbejder med velfærdsopgaver. 32 % er ansat i den sociale sektor (børn, ældre, arbejdsløse m.m.) ca. 25 % i sundhedssektoren og 18 % i undervisningssektoren.

Det store antal offentligt ansatte er udtryk for et kæmpe historisk fremskridt for arbejderklassen og alle undertrykte og udsatte borgere. Omkring 1900-tallet havde den enkelte og vedkommendes familie selv ansvaret for uddannelse af de unge, omsorg og pleje over for syge, arbejdsløse og ældre. Her gjaldt mottoet: Har du penge så kan du få…Men efterhånden lykkedes det arbejderbevægelsen at gøre disse opgaver til et offentligt ansvar, der skal dækkes af den fælles kasse – også kaldet velfærdsstaten.

Det har haft og har stadig stor betydning for arbejderklassens samlede stilling i samfundet. Tryghed ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom stiller den enkelte arbejder stærkere over for arbejdsgiveren, men det stiller også hele arbejderklassen stærkere over for kapitalen som sådan. 

Det ændrer selvfølgelig ikke på, at vi stadig lever i et kapitalistisk samfund, hvor staten primært tjener kapitalens interesser. Disse velfærdsgoder var ikke blevet til noget hvis fagforeningerne og en samlet arbejderbevægelse ikke havde kæmpet for dem. Det har kostet hårde faglige og politiske kampe over en meget lang periode. Men de var heller ikke blevet til noget, hvis de dominerende kapitalgrupper og borgerlige politikere ikke havde set fordelen i, at det offentlige i den grad sørger for at samfundet fungerer, og at arbejdskraften er i til rådighed. 

De sidste 10-15 år har skiftende regeringer gennemført en lang række forringelser af denne velfærdsstat. Vi vender tilbage til det afslutningsvis. Men først skal vi se på, hvordan henholdsvis borgerskabet og arbejderklassen har forsøgt, og forsøger, på at bruge staten til at tjene deres interesser. Det er langt fra en udtømmende liste, men kun de mest iøjnefaldende eksempler. 

Statens tjenester for kapitalen

Her er nogle oplagte punkter, hvor staten må siges primært at tjene kapitalens interesser. 

• Grundlovens § 73 siger: ”Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning”. Den bestemmelse beskytter den jævne borger imod, at myndighederne uden videre overtager hendes hus eller den bil hun skal bruge for at komme på arbejde. Det er kun godt. Men i praksis beskytter grundloven også virksomhederne imod at blive begrænset i aktiviteter som er skadelige for samfundet. Minksagen er et godt eksempel. Grundloven giver mulighed for at lukke et helt erhverv, hvis det er skadeligt for ”almenvellet”. Men det kan blive vanvittigt dyrt, fordi enhver begrænsning af profitmulighederne bliver betragtet som ekspropriation.

 

• Historisk set er det typisk staten, der har stået for de store anlægsarbejder, der er nødvendige for at samfundet kan fungere: Broer, jernbaner, telefonvæsen, postvæsen, energiforsyning mm. Det er alt sammen meget store investeringer, som det tager mange år at forrente. Dvs. der er lange udsigter til profit. Den slags har privatkapitalister typisk ikke været interesseret i. Det var bedre at lade det offentlige – dvs. skatteyderne – stå for de langsigtede investeringer, så privatkapitalen kunne fokusere på projekter der gav hurtigere profit. 

• Den offentlige sektor er blevet en kæmpe økonomisk magtfaktor. I 2022 købte stat, regioner og kommuner tilsammen varer og tjenesteydelser for 448 mia. kroner. Det svarer til knap 16 % af det danske bruttonationalprodukt. Hermed understøtter den offentlige sektor i høj grad privatkapitalistiske interesser. Men de store offentlige indkøb giver også de offentlige myndigheder en kæmpe magt, som kan udnyttes af et progressivt flertal i folketinget og de enkelte kommuner til hurtigere grøn omstilling og til at sikre gode løn og arbejdsvilkår i offentlige udbud. 

• Kapitalejere er meget opmærksomme på, hvor stor økonomisk magt de offentlige myndigheder har. Derfor vogter de og de politikere der taler deres sag, nidkært over, at offentlige kroner ikke bliver brugt til ”konkurrenceforvridning”, så privatkapitalister går glip af noget profit. Derfor er der mange begrænsninger i lovgivningen. Kommunerne må for eks. kun engagere sig i produktion af varer og tjenesteydelser, hvis det er til eget forbrug, de må ikke sælge produkter på markedet. Et andet, frisk og grotesk eksempel, er regeringens bureaukratiske benspænd for, at kommunerne lægger solpaneler på deres egne ejendomme. Ministerens begrundelse er, at salg af elektricitet er en ”kommerciel virksomhed”.

• Det er ingen hemmelighed, at de private arbejdsgivere kun har en ting i hovedet, og det er at få mest muligt ud af arbejdskraften til den lavest mulige løn. Denne lønpolitik understøtter staten i forhandlingerne med de offentligt ansatte. Det er et helt grundlæggende princip for lønudviklingen i den offentlige sektor, at de offentligt ansatte ikke må blive lønførende. Derfor er der indført den såkaldte ”lønregulering”, hvor de offentligt ansatte kun får 80 % af lønstigningerne i det private . 

• Borgerlige partier og deres tænketank Cepos råber meget op om, at den offentlige sektor er blevet ”for stor”. Der skal skæres, dog ikke på militær, politi og skattelempelser til de rige, men på de områder, som kommer det store flertal af befolkningen til gode, nemlig velfærden, på trods af, at det medfører øget arbejdsløshed og ringere offentlig service. Der er flere formål med denne ”neoliberale” politik. Ét formål er at spare offentlige udgifter, så der kan deles flere skattelempelser ud til dem, der i forvejen har mest. Et andet formål er at øge ”arbejdsudbuddet”, hvilket vil hjælpe til med at holde lønningerne på det private arbejdsmarked nede. 

• ”Øget arbejdsudbud” er i det hele taget den blåsorte tråd i den nyliberalistiske økonomiske politik, som skiftende regeringer har ført, især de sidste 10-15 år. ”Øget arbejdsudbud” betyder ikke øget udbud af ledige jobs, men øget udbud af arbejdskraft, dvs. flere ledige som slås om jobbene, hvilket medfører at lønnen presses ned. Udover over nedskæringer i den offentlige sektor, så har skiftende regeringer understøttet ”øget arbejdsudbud” ved at gøre det dyrere og mere utrygt at blive syg eller arbejdsløs (nedskæringer af dagpenge og kontanthjælp), ved at presse folk til at arbejde mere (ringere tilbagetrækningsmuligheder, fjernelse af storebededag, højere pensionsalder). Det kan også ske ved statsorganiseret løndumping, hvor ledige bruges som billig arbejdskraft i såkaldte ”nyttejob”, aktivering og virksomhedspraktik. Og helt overordnet kan det ske, ved at regeringen, under påskud af at ville bekæmpe inflationen, fører en stram finanspolitik, der også fører til flere arbejdsløse og dermed lavere lønudvikling.

• Skattepolitikken er det foretrukne redskab til at omfordele fra de fattige til de rige. Det tog især fart, da Anders Fogh Rasmussen dannede regering i 2001. Det er sket i form af direkte lempelser af selskabsbeskatning og personbeskatning af kapitalejerne, men også gennem forskellige lempelser for virksomhederne i form af lavere selskabsskat, og under dække af ”erhvervspolitik”, ”eksportfremme” og meget andet.  Resultatet er en markant vækst i uligheden som har stået på i mange år. Og det fortsætter: Det seneste indkomstår er den rigeste procents indkomster steget med gennemsnitligt knap 15 pct. på trods af inflationen, mens den typiske dansker har oplevet en real indkomsttilbagegang.  

• En anden effektiv måde at styrke kapitalen på, er gennem øgede privatiseringer, dvs. udsalg af fælles værdier til private. De seneste 30 år har skiftende regeringer solgt en lang række offentlige selskaber til private kapitalister. Det har handlet om helt central infrastruktur og energiforsyning som det ellers er afgørende for et samfund at have demokratisk kontrol over: Tele Danmark, Københavns Lufthavne, Datacentralen, Dong, statens vaccineproduktion og Girobank og senest Krudtfabrikken i Frederiksværk. Der har været tale om en markant styrkelse af kapitalens magt og en tilsvarende svækkelse af borgernes demokratiske kontrol med vitale samfundsinteresser

• Gennem Danmarks medlemskab af EF i 1972, og siden EU, har kapitalen fået markant forbedrede vilkår. Det handler især om reglerne om fri bevægelighed af kapital, varer, arbejdskraft og tjenesteydelser. Disse regler betyder, at ejere af store formuer med et fingerknips kan flytte deres virksomheder og al deres kapital til andre lande, uden at folketinget kan stille noget op. Det samme gælder varer, hvor reglen er, at en vare der lovligt kan sælges i ét EU-land også skal kunne sælges i alle andre EU-lande, uanset skadelige virkninger for miljø og mennesker. Også arbejdskraften kan bevæge sig frit, med massiv løndumping til følge i mange erhverv, uden at medlemsstaterne har nogle effektive redskaber til at dæmme op for det. Medlemsstaterne må for eks. ikke stille betingelser om, at udenlandske arbejdere og tjenesteydere skal være omfattet af overenskomster eller lovgivning, der sikrer, at de lever op til de samme løn- og ansættelsesvilkår som værtslandets arbejdere.  

• Et af de mest synlige statslige indgreb i klassekampen er lovindgreb i overenskomstmæssige konflikter og dermed den frie forhandlingsret mellem parterne på arbejdsmarkedet. Det er sket utallige gange både på det private og det offentlige område gennem de sidste knapt 100 år og meget ofte til arbejdsgivernes fordel. Nogle gange har det medført yderligere politiske strejker, nemlig i tilfælde, hvor arbejderne ikke har villet acceptere at blive påtvunget et dårligt resultat. Det seneste eksempel på det, er de såkaldte Påskestrejker i 1985, hvor Schlüter-regeringen greb ind i en stor overenskomstmæssig strejke, hvilket medførte omfattende proteststrejker landet over. 

• Gennem arbejderklassens historie, har der været mange konflikter, hvor den udøvende magt i skikkelse af politiet, har været på arbejde for at forhindre fysiske blokader, som ellers kunne presse arbejdsgiveren til at imødekomme lønkrav. Der har ofte været tale om yderst voldelig adfærd fra politiets side for at bryde blokader, især efter 1976, hvor det såkaldte blokadecirkulære blev indført . Der har ikke været mange eksempler siden midten af halvfemserne, hvilket bl. a. hænger sammen med et markant fald i lokale konflikter og blokader. Fysiske blokader anvendes dog stadig, især på byggeområdet, ofte med et godt resultat og med politiet afventende på sidelinjen med en lempelig fortolkning af det gamle ”blokadecirkulære”.

Hvad kan arbejderklassen bruge staten til? 

Her er en oversigt over, hvad arbejderklassen har forsøgt at bruge staten til. 

• Den danske arbejderklasse har fra start af kæmpet for indførelsen og udbredelsen af de grundlæggende demokratiske rettigheder som ytringsfrihed, foreningsfrihed, almindelig valgret. Disse rettigheder blev ganske vist beskrevet i junigrundloven 1847 som følge af borgerskabets oprør mod den enevældige kongemagt. Her spillede arbejderklassen ingen nævneværdig rolle. Den fik heller ikke meget glæde af de nye rettigheder, som til at begynde med kun gjaldt et lille mindretal af befolkning. Det blev der gjort op med i grundloven i 1915, hvor kvinderne og de fattige også fik stemmeret. Her spillede arbejderklassen, i alliance med store dele af bondestanden, en vigtig rolle. 

• Fra da af spillede arbejderklassen også en afgørende rolle i udviklingen af det danske samfund, ligesom den også satte sit klare aftryk på hele det demokratiske liv fra folketinget og ude i de enkelte kommuner. Den unge fagbevægelse tjente som vigtigt afsæt for, at arbejderrepræsentanter gjorde deres indtog i det parlamentariske liv, hvor de også fik indflydelse via regeringsmagten, og derigennem var medvirkende til at gennemføre mange politiske og økonomiske forbedringer for arbejderne og andre undertrykte grupper, støttet af en politisk og faglig aktiv arbejderklasse. 

• Grundlaget for det hele var arbejderklassens evne til at udnytte de demokratiske rettigheder til at organisere sig selv som klasse. Denne proces startede i sidste fjerdedel af 1800-tallet, i takt med at den kapitalistiske produktionsmåde slog igennem. Strejkeretten blev flittigt brugt til at øge den faglige organisering og tegne overenskomster med arbejdsgiverne. Det gik hånd i hånd med udnyttelsen af ytrings- og foreningsfrihed til at danne politiske partier, som – sammen med fagforeningerne – kunne være arbejderklassens stemme over for de andre klasser og lag i samfundet. 

• Det fører for vidt, at remse alle de enkelte reformer op, som er blevet skabt gennem arbejderklassens faglige og politiske kamp og evnen til at udnytte de muligheder der er i et land med en demokratisk forfatning. Men det er indiskutabelt, at der er opnået store materielle og demokratiske fremskridt for den arbejdende befolkning i perioden fra slutningen af 1800-tallet og til i dag. Det har været en stadig kamp og der har i alle tilfælde været tale om større eller mindre kompromisser. Der har også været store tilbageslag især under de to verdenskrige og under de store tilbagevendende økonomiske kriser, som er kapitalismens trofaste følgesvend. Men mange af forbedringerne står der endnu, såsom kortere arbejdstid, længere ferie, større social tryghed og et uddannelsessystem, som har gjort den danske arbejderklasse til en af de bedst uddannede i verden. 

• Den største sejr er nok, at det lykkedes arbejderklassen at påtvinge samfundet ansvaret for dens egen reproduktion gennem opbygningen af velfærdsstaten. Det lykkedes faktisk at gøre det til et samfundsanliggende at tilbyde gratis uddannelse til alle, gratis sundhedsydelser og økonomisk understøttelse ved sygdom og alderdom, alt sammen finansieret via skatten. Hertil kommer delvis offentligt finansierede og relativt billige almene boliger. Staten har også påtaget sig et vist ansvar for finansieringen af dagpengesystemet. Der er stadig mange huller der skal fyldes ud, for at vi kan tale om et velfærdssamfund og ikke kun en velfærdsstat – som i øvrigt er udsat for en massivt pres fra kapitalen og skiftende regeringer. Det ændrer ikke på, at der er tale om forbedringer, som stiller den enkelte og arbejderklassen som helhed langt stærkere over for kapitalen, end i de fleste andre lande. Det afspejler sig i, at Danmark er af de lande i verden, hvor uligheden er mindst .

• Ingen af fremskridtene er kommet af sig selv. Grundlaget for det hele har været og er stadig arbejderklassens vilje og evne til at tage de fornødne kampe med kapitalen og dens politikere. Det er i høj grad sket ved at benytte sig af den vidstrakte strejkeret vi har i Danmark. Det kan ikke understreges for tit, at det IKKE er ulovligt at strejke her i landet, heller ikke i situationer, hvor strejkerne sker i protest mod lovindgreb i overenskomsterne, hvilket der er mange eksempler gennem historien. Sådanne strejker vil som regel være overenskomststridige, og det er trods alt en helt anden sag end hvis de var ulovlige. For at sætte det lidt på spidsen, så er der ikke andre begrænsninger for selve strejkeretten end dem, som fagbevægelsen selv har været med til at indføre via det arbejdsretlige system (hovedaftaler, arbejdsret, forligsmandslov, faglige voldgifter) . 

Muligheder og begrænsninger

Et naturligt spørgsmål på baggrund af denne gennemgang vil nok være: Langt det meste af det, der er beskrevet i afsnittet om, hvordan staten tjener kapitalens interesser, er indført af et flertal i folketinget. Hvis vi ellers kan skaffe et andet flertal, så kan vi jo lave det alt sammen om, så staten først og fremmest tjener arbejderklassens og det store flertal af befolkningens interesser?

Det er selvfølgelig den vej vi skal gå. Vi er jo demokratiske socialister. 

Her skal vi bare være opmærksom på at vi skal overvinde nogle begrænsninger der ligger i den kapitalistiske produktionsmåde. 

Selv ikke Danmark, et af de mest demokratiske lande i verden, kan betegnes som et fuldgyldigt demokrati, så længe et lille mindretal af befolkningen ejer og bestemmer over produktionsmidlerne og hvordan overskuddet skal fordeles. Det giver dem nemlig magten til at fjerne hele det økonomiske grundlag for samfundet. Fra den ene dag til den anden kan de flytte kapitalen ud af landet, langt væk fra beskatning og demokratisk kontrol. Den virkelighed slår også igennem på den enkelte arbejdsplads. Demokratiet stopper, når du stempler ind på arbejdspladsen om morgenen. Fra da af og til du går hjem er det virksomhedens ledelse der bestemmer over dig. Hertil kommer den historiske erfaring, at indtil nu er der ingen magthavere der frivilligt har afgivet magt og ejendomsret. 

Hvor langt vi kan bruge den nuværende stat i den kamp, er et åbent spørgsmål. Men der er ikke noget alternativ til at fortsætte kampen for at udnytte enhver mulighed, der måtte vise sig i den nuværende stat.  

Finn Sørensen 

Materialer til møde 3:

Finn Plancher Til Møde 3 Om Staten

Til Møde 3 Jeppe Jensen Overenskomster Eller Lovgivning

Diskussionsspørgsmål Til Møde 3 Om Statens Rolle