Socialistisk klasseanalyse efteråret 2024. Baggrundsmaterialet til møde 1.
På dette møde skal vi især beskæftige os med nogle vigtige begreber, som bruges i analysen af samfundet. Hvad forstår vi ved klasser og klassekamp, og hvordan kan vi bedst beskrive klasserne i Danmark i dag? Vi skal i den forbindelse kigge på forskellige modeller for en inddeling af det danske klassesamfund.
Danmark er et klassesamfund – og sådan opleves det
Borgerlige og socialdemokratiske statsministre har forsøgt at aflive enhver tanke om klasser og klassekamp. I sin tiltrædelsestale efter valget i 2001 sagde Anders Fogh Rasmussen bl. a., at valgresultatet var et ”opgør med klassekampen”. I 2012 sagde tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt at ”klassekampen for længst er begravet i Danmark”.
Men klassesamfundet lever i bedste velgående og klassekampen fortsætter ufortrødent, uanset hvad politikerne mener. Det er en kamp, der udspiller sig hver eneste dag på landets arbejdspladser hvor der kæmpes om, hvor stor en del af overskuddet, der skal bruges på gode løn og arbejdsvilkår og hvor meget aktionærerne skal putte i lommen. Her oplever arbejderen, at arbejdspladsen er et ”parallelsamfund” hvor almindelige demokratiske spilleregler er blevet sat ud af kraft. Her er det nogle ganske få personer, der i sidste ende bestemmer, om du skal slides ned fysisk og psykisk, eller måske helt miste dit arbejde.
Det er også klassekamp, når skiftende regeringer giver skattelettelser til de rige og skærer i velfærd, dagpenge og kontanthjælp. Kampen kan direkte aflæses i fordelingen af formuer og indkomster. Nu ejer den rigeste ene procent mere end en fjerdedel af formuerne. På verdensplan er det endnu mere grotesk. Her ejer den rigeste 1% halvdelen af verdens formuer mens det store flertal ikke får noget ud af den øgede velstand, men bare sakker mere og mere bagud.
Derfor er det ikke underligt, at store dele af befolkningen stadig oplever, at vi lever i et klassesamfund, uanset hvad skiftende statsministre måtte mene.
I 2017 offentliggjorde Rune Stubager m. fl. en stor undersøgelse af danskernes klassebevidsthed i perioden 1954-2015 . Den viste at danskernes klassebevidsthed levede i bedste velgående, og var stort set uændret gennem de seneste 60 år. Rune Stubager formulerede konklusionen således: ”Klasser findes i folks bevidsthed, og det gør de på mange punkter lige så stærkt, som de gjorde i 1950’erne. Folk kan navigere i begrebet og uden større vanskeligheder fordele/kategorisere andre mennesker i klasser, og det gør de primært på basis af indkomst og beskæftigelse – nogenlunde som klassisk sociologisk teori selv gør det,” opsummerer Rune Stubager.
Deltagerne var bl. a. blevet bedt om at tegne samfundet, og endte med at tegne varianter af pyramider og andre hierarkiske opdelinger, hvor de beskrev en top, en midte og en bund. Undersøgelsen viste også, at indkomst og beskæftigelse er de væsentligste faktorer for, hvordan vi mennesker klasseinddeler hinanden.
For Rune Stubager var formålet med undersøgelsen at blive klogere på, hvorfor folk stemmer som de gør, og at give et redskab til politikerne, så de kunne blive bedre til at forvalte det mandat de har fået af vælgerne. Han fremsætter også den tese, at den enkelte vælger måske i højere grad ville føle sig talt til, hvis politikerne taler direkte om klassesamfundet og individernes placering i det.
Det er alt sammen opmuntrende viden for socialister. Undersøgelsen bekræfter, at vi godt kan tale direkte til befolkningen om klassesamfund. Vi skal blot være opmærksom på, at folk som regel ikke bruger de samme begreber som vi selv gør og finde et sprog der kan gennembryde den lydmur som medierne har bygget op omkring illusionen om Danmark som et land, hvor der ikke er behov for at snakke om klasser og klassekamp.
Klasser og klassekamp
Klasser og klassekamp er ikke noget socialister og marxister har fundet på. Det har eksisteret i tusindvis af år, hvor slaveejere, feudalherrer, enevældige konger og kejsere har afløst hinanden som herskende klasse.
Som Marx og Engels beskrev det: ”Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie. Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har – snart skjult, snart åbenlyst – ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.”
Klassekampen har hele vejen igennem handlet om, at én klasse ville gennemtvinge sine interesser i øget rigdom og magt over for resten af samfundet, og især på bekostning af dem, der skabte værdierne: slaverne, fæstebønderne, de små håndværkere og arbejderne. Især i de tidligere produktionsmåder – slavesamfund, feudalsamfund – var vold og truslen om vold over for de arbejdende helt afgørende for at gennemtvinge udbytningen.
Men selv ikke den mest despotiske hersker kan regere helt uafhængigt af, hvad dem der producerer værdierne ønsker og kræver. Et klasseherredømme hviler derfor altid på en eller anden alliance med andre klasser og lag, og på de brede massers passive accept af undertrykkelsen.
De forskellige klasser og lag manifesterer sig i form af interesseorganisationer af forskellig art, som passer til det stade samfundet og klassekampen befinder sig på. Dette fænomen, klassernes organisering, tog især fart efter borgerskabets gennembrud som herskende klasse i 1700 – 1800 tallet. Borgerskabet ville have fri handel, men også demokratiske rettigheder som ytrings- og foreningsfrihed og ikke mindst stemmeret. De sidste små 200 års Danmarkshistorie er rig på eksempler på sådanne interesseorganisationer: politiske partier, andelsforeninger, fagforeninger, kooperativer og arbejdsgiverforeninger, der hver især agerer som repræsentanter for forskellige klasseinteresser.
På samme måde organiserer klasseinteresserne sig også internationalt, fremtvunget af det forhold, at kapitalismen er blevet en international kraft, der dominerer det økonomiske liv i det store flertal af jordens lande.
Historien er fuld af hårde kampe mellem undertrykkere og undertrykte, mellem udbytterne og de udbyttede. Alle disse kampe har været drevet frem af, at de udbyttede fik nok, fordi udbytterne ikke kunne få nok: Slaveoprør, bondeoprør, arbejderoprør. Også borgerskabet kastede sig ind i voldsomme kampe mod enevælden og adelen, med den store franske revolution i 1987-1994 som det mest markante eksempel. Selv i lille fredelige Danmark gik det ikke stille af, da borgerskabet etablerede sig som herskende klasse i 1800-tallet.
Klassekampe i Danmark
I slutningen af 1800-tallet var der to altafgørende kampe. Den ene var kampen for udrydde resterne af enevælden og herremandsvældet. Det var en kamp for demokratiet, hvor bønder, husmænd, arbejdere og det liberale borgerskab indgik en alliance, der førte frem til parlamentarismens gennembrud i 1901 (”Systemskiftet”) og udvidelsen af den almindelige stemmeret til flertallet af befolkningen, med junigrundloven i 1915.
Den anden store kamp var kampen mellem de to nye klasser, borgerskabet og arbejderklassen. Arbejderklassen havde et helt vitalt behov for at dæmpe den indbyrdes kamp om jobbene. Derfor organiserede de sig i fagforeninger og begyndte – bl. a. gennem strejker – at tvinge arbejdsgiverne til at indgå kollektive overenskomster. Det så arbejdsgiverne som en alvorlig trussel. Det mundede ud i mange arbejdskampe i den sidste fjerdedel af 1800 tallet. Højdepunkter var det berømte ”slaget på fælleden” i 1872, og den næsten fire måneder lange arbejdskonflikt, der mundede ud i det såkaldte ”Septemberforlig” i 1899. Her fik arbejderne retten til at til at organisere sig mod at acceptere arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, hvilket blev grundstenen for det danske overenskomstsystem. Men kampen sluttede ikke med det.
Op gennem 1900 tallet var der utallige store og små konflikter, ligesom der foregik en intens politisk kamp mellem de to hovedklasser om hvilken politik de skiftende regeringer skulle følge. Det gav sig ofte udslag i store tværfaglige mobiliseringer af arbejderklassen, bl. a. i form af politiske massestrejker vendt mod arbejdsgiverne og regeringen. De sidste 25 år har det været sparsomt med store konflikter, der involverede store dele af arbejderklassen, men det ændrer ikke på, at den daglige kamp for gode løn og arbejdsforold fortsætter ufortrødent.
Klassekampen foregår ikke kun på det økonomiske plan, men også på det politiske og ideologiske plan. På det politiske plan kan regeringens politik støtte eller svække de stridende klassers muligheder. Den kan fremme kapitalejernes interesser, og det er det, den typisk gør. Men den kan også, hvis den udsættes for et stærkt folkeligt pres tjene arbejderklassens interesser. Omvendt spiller langt de fleste medier en samfundsbevarende rolle. Her bliver meget sjældent sat spørgsmålstegn ved den grundlæggende fortælling om, at hvad der er godt for kapitalejerne er godt for samfundet. Spørgsmålet om statens rolle ser vi nærmere på i møde 3.
Dette meget korte rids af klassekampenes historie generelt og i Danmark fortæller lidt om denne vigtige erfaring: Klasserne defineres ikke af regneark og begrebsafklaring, hvor vigtige disse definitioner end er. Klasserne definerer sig selv gennem kampen mod deres naturlige modstandere. En kamp der dog også kan være kendetegnet af længere perioder med samarbejde, og færre skærmydsler.
Er der udbytning i Danmark?
De færreste vil nok bruge et begreb som ”udbytning” om, hvordan det danske samfund ser ud generelt. Her har arbejderklassen jo typisk et parcelhus, en bil og andre materielle goder. Mange har, hvad de opfatter som gode løn og arbejdsvilkår, hvad det bestemt også er, når vi sammenligner med arbejdernes vilkår de fleste andre steder i verden. Mange chefer har også fundet ud af, at produktiviteten bliver højere, hvis man taler ordentligt til de ansatte og inddrager dem i beslutningerne.
Men hvad gemmer sig under den pæne overflade? Lad os se på, hvordan det er foregået gennem tiderne. I oldtidens slavesamfund var de arbejdende, (slaverne) i bogstavelig forstand købt og solgt. Slaveejeren ejede dem med hud og hår. Det ved vi noget om i Danmark, ikke kun fordi de højt berømmede vikinger jo også have slaver (trælle), men fordi Danmark selv har været en kolonimagt, der handlede med slaver, og brugte dem som gratis arbejdskraft i vores oversøiske kolonier. Med få undtagelser eksisterer der ikke slaveri i Danmark, men kigger vi ud i verden, så lever mere end 20 millioner stadig som slaver.
”Fidusen” ved at eje en slave er, at ejeren råder over slavens arbejdskraft 24/7/365. Alt hvad slaven producerer går direkte i lommerne på slaveejerne. Det eneste der skal trækkes fra overskuddet, er noget mad og et skur at sove i, så slaven og hans familie kan trælle videre den næste dag. Den eneste grænse der er for arbejdsdagens længde, er den fysiske: Hvad kan slaven holde til førend hun dør af anstrengelserne. Og skulle hun bukke under, kan slaveejeren bare købe sig en ny. I slaveejersamfundet består udbytningen i, at slaven arbejder gratis for slaveejeren stort set hele arbejdsdagen.
Under feudalismen ændrede udbytningen form. Her var bonden typisk en fri mand, men ikke mere fri, end at han var tvunget til at leje jord hos herremanden. Bønderne blev fæstebønder. Men en del af betalingen for jordlejen var, at de skulle udføre hoveri, det vil sige, at de skulle arbejde gratis på herremandens jord. Resten af tiden kunne de så arbejde på deres egen lille jordlod og producere det, som de selv og familien skulle leve af. Udbytningen var stadig helt synlig, og det gratis merarbejde var al den tid, hvor bonden arbejdede på herremandens jord, og som herremanden tilegnede sig overskuddet af. (Læs om hoveriets historie i Danmark ) Oven i det, skulle fæstebonden så betale diverse afgifter til herremanden og til kirken.
Under kapitalismen ændrer udbytningen form igen. Nu er arbejderne blevet ”frigjort” fra deres produktionsmidler (hvilket ofte skete med vold, de blev simpelt hen jaget væk fra deres lille jordlod). I stedet må den ”frie” arbejder nu sælge sin arbejdskraft til en kapitalejer, for at kunne overleve. Men nissen – udbytningen – følger med. Nu er den bare skjult. Tilsyneladende får arbejderen løn for al den tid, hun arbejder for kapitalisten. Men hvis det var tilfældet, så ville der ikke være noget overskud af produktionen, og dermed heller ingen profit til kapitalejeren. Så hvad sker der?
Der sker det, at arbejderen stadig arbejder gratis en del af arbejdsdagen, selvom hun får løn for alle de timer, hun er på arbejde. Det skyldes, at arbejdskraften er en vare, der adskiller sig fra alle andre varer ved at den frembringer en større værdi, end kapitalejeren betaler for den. Når arbejdsdagen/ugen/måneden er gået, så står arbejderen med den løn hun skal bruge til sin egen og familiens livsgrundlag. Men kapitalejerne står med det produkt som arbejderen har frembragt, og som er mere værd end han har givet arbejderen i løn. En merværdi som kapitalejeren indløser, når han sælger varen, og som han derefter dels bruger til nye investeringer, dels til profit, som han putter i egen lomme.
Det er, hvad vi forstår ved udbytning: Et gratis merarbejde, der manifesterer sig som en merværdi, som kapitalejeren bestemmer over i kraft af sin ejendomsret til produktionsmidlet. Det er ikke afgørende om det foregår humant eller brutalt. Det er en økonomisk lovmæssighed. Det er typisk også sådan, at jo bedre løn- og arbejdsvilkårene er, jo større er udbytningen også. En moderne dansk industriarbejder er mange gange mere produktiv (i kraft af uddannelse og teknologi) end en arbejder i 1800 tallet. Og de værdier hun frembringer er mange, mange større. Produktiviteten er et simpelt udtryk for udbytningens størrelse. Jo større produktivitet, jo større overskud til kapitalejeren, jo større udbytning.
Det er rigtigt, at udbytningens form er langt mindre brutal end i middelalderen og i oldtiden. I oldtiden og feudaltiden spillede vold eller truslen om vold en stor rolle, for at tvinge folk til at arbejde gratis. Det gør det ikke i så høj grad i den kapitalistiske produktionsmåde. Her hersker i stedet den økonomiske tvang. Arbejderne er nødt til at sælge deres arbejdskraft for at overleve. Men det er jo ikke så rosenrødt endda. Også i et højt udviklet kapitalistisk samfund er udbytningen (lig med kapitalejernes jagt efter den størst mulige profit) årsag til fysisk og psykisk nedslidning, stress og arbejdsulykker. Der er også stadig tale om en helt grundlæggende umyndiggørelse af arbejderen. Umyndiggørelsen består i, at hun – sammen med alle sine medproducenter er berøvet magten over den merværdi, hun producerer, en merværdi som burde tilfalde samfundet og i stedet bruges til at sikre et socialt retfærdigt og klima- og miljøvenligt samfund.
Hvad forstår vi ved en klasse
Inden vi kigger på det danske klassesamfund, skal vi besvare spørgsmålet: Hvad forstår vi egentlig ved en klasse, sådan helt kort fortalt? Der findes ikke noget bud på det fra Karl Marx hånd. Han nåede ikke at skrive fjerde og sidste kapitel i sit storværk ”Kapitalen”, der netop skulle have handlet om klasser. En af hans efterfølgere, den russiske arbejderleder V. Lenin var stærkt inspireret af Marx´ arbejde. Han forsøgte sig med denne definition, som nok er nogenlunde dækkende for en marxistisk svar på spørgsmålet:
”Klasser kalder man store menneskegrupper, der adskiller sig ved deres placering i den samfundsmæssige produktions historisk bestemte system, ved deres forhold til produktionsmidlerne (hvad der i hovedsagen er nedfældet og udformet i love), ved deres rolle i den samfundsmæssige organisering af arbejdet, og følgelig ved de måder, hvorpå de får, og det omfang, hvori de får den part af samfundsrigdommen, som tilfalder dem. Klasser, det er menneskegrupper, af hvilken den ene kan tilegne sig den andens arbejde i kraft af deres placering i den givne økonomiske samfundsstruktur”
Det grundlæggende er altså: Hvordan er den pågældende gruppe placeret i den samfundsmæssige produktion?
Det kan man aflæse ved at se på klassens forhold til produktionsmidlerne, hvor det vigtigste spørgsmål er: Ejer og bestemmer individerne i den pågældende klasse over produktionsmidlerne, eller er de besiddelsesløse. Hvilken rolle indtager de i den samfundsmæssige produktion, i kontrollen og kommandoen over arbejdskraften. Har de en overordnet eller en underordnet rolle og som følge heraf: Hvor stor en andel får den pågældende klasse i samfundets samlede rigdom, hvilket kan aflæses i indtægtens og formuens størrelse. Til sidst prøver Lenin at sige det helt kort: ”Klasser, det er menneskegrupper, af hvilken den ene kan tilegne sig den andens arbejde i kraft af deres placering i den givne økonomiske samfundsstruktur”.
Denne definition kan bruges på et hvilket som helst klassesamfund i en given historisk sammenhæng.
Igen skal det understreges: Dermed har man kun fortalt noget om de materielle forhold der bestemmer en given klasseopdeling af samfundet. Det er så heller ikke så lidt, for det er objektive vilkår, som eksisterer uafhængigt af, hvad individerne hver især opfatter af tilhørsforhold.
Men det rejser jo det store, og rigtigt svære spørgsmål: Hvordan udvikler klassen sig fra ”blot” at være defineret af nogle objektive, strukturelle forhold i samfundet til at være en klasse der er sig selv bevidst om sin rolle i samfundet. Hvordan kommer vi dertil, at det store flertal i en klasse rent faktisk opfatter sig selv om en del af den samme klasse og begynder at handle som sådan over for de andre klasser i samfundet? Vi må altså skelne imellem ”klassen i sig selv”, som er en objektiv konstaterbar afgrænsning og ”klassen for sig selv” hvor der er overensstemmelse mellem den objektive, materielle placering i samfundshierarkiet og individernes subjektive oplevelse af deres tilhørsforhold.
Det bliver et hovedtema i møde 2, hvor vi især skal beskæftige os med arbejderklassen.
Klasserne i dagens Danmark
Efter dette lille ”skoleridt”, hvor Lenins definition er god at have i baghovedet, skal vi se på forskellige modeller for, hvordan man kan beskrive det danske klassesamfund.
Den mest almindelige tilgang blandt forskere og i medierne er, at det primært er lønnens størrelse, uddannelsens længde og ansættelsesforholdene, der definerer klasserne. Det ser vi nogle eksempler på nedenfor.
Overfor det står den marxistiske tilgang, der siger, at det afgørende for individernes klassetilhørsforhold er deres placering og rolle i den samfundsmæssige produktion. Lønnens størrelse, uddannelsens længde og ansættelsesvilkårene er også vigtige, men ikke det afgørende.
Hvorfor er det så vigtigt at holde fast i spørgsmålet om placeringen i den samfundsmæssige produktion?
Fordi det, vi leder efter svar på er: Hvilke klasser og lag bestemmer hvad og hvordan der skal produceres, og hvordan overskuddet skal deles? Hvilke klasser og lag har en objektiv interesse i at afskaffe udbytning og det eneste menneskes undertrykkelse af det andet ved underordning og umyndiggørelse? Og hvem er plaeret midt i mellem de to hovedklasser, arbejderklassen og kapitalistklassen, fordi deres funktion i et eller andet omfang er at hjælpe kapitalejerne med at bevare magten over produktionsmidlerne, og dermed magten i samfundet.
Hvis vi ikke holder fast i den synsvinkel, så kan vi ikke besvare de spørgsmål, der skal besvares, for at kunne udvikle en strategi for socialisme.
Socialforskningsinstituttets 5 socialklasser
I midten af19 60´erne formulerede Socialforskningsinstituttet (SFI) fem socialgrupper, som stadig er toneangivende for meget forskning i danskernes levevilkår og syn på samfundet
Iflg. SFI så skal samfundet inddeles i flg. fem socialgrupper:
- Akademikere, store selvstændige og topfunktionærer
- Personer med mellemlang videregående uddannelse, større selvstændige og højere funktionærer
- Mindre selvstændige og mellemfunktionærer
- Underordnede funktionærer og faglærte arbejdere
- Ikke-faglærte arbejdere.
Det springer i øjnene, at SFI uden videre placerer alle med en lang videregående uddannelse (akademikerne) som den ”øverste” klasse, uden at skele til, at en lang uddannelse ikke i sig selv giver adgang til magten. Og hvorfor har man adskilt socialgruppe 4 og 5, der jo på mange måder har fælles materielle vilkår, hvor det vigtigste er, at de ikke har nogen ledende rolle i den samfundsmæssige produktion, men tværtimod er absolut underordnede.
AE-rådets fire klasser
Iflg. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der følgende fire klasser: Overklasse, højere middelklasse, middelklasse, arbejderklasse, og derudover en ikke-klasse der kaldes ”uden for arbejdsmarkedet” Kriterierne for denne inddeling er den samme som i SFI´s fem socialgrupper, nemlig status (selvstændig, lønmodtager, jobtype) lønnens størrelse og uddannelsens længde, men med den forskel, at der nu tales om klasser.
Alle de nævnte modeller fortæller vigtige ting om klassesamfundet. Lønnens størrelse, uddannelsens længde og social status har sikkert stor betydning for den enkeltes oplevelse af samfundet og deres egen placering, ligesom de i et vist omfang afspejler magtforhold. Men spørgsmålet er, om vi som socialister får svar på det, vi gerne vil vide, og om det er en fyldestgørende beskrivelse af virkeligheden?
AE rådets beskrivelse af klasserne
Lad os se nærmere på AE-rådets klassedefinitioner:
De sidste 10-15 år har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd gjort et stort og vigtigt stykke arbejde med at dokumentere, at Danmark er et klassesamfund med voksende ulighed på alle parametre: Formuer, indtægter, sundhed, boliger, uddannelse m.m. De har udgivet forskellige rapporter og oprettet siden klassesamfund.dk . Herudover har en række forskere m. fl. i samarbejde med AE-rådet udgivet let tilgængelige bøger om emnet, senest bogen ”Rige børn leger bedst” og i øvrigt deltaget flittigt i den offentlig debat. På den måde har AE-rådet og deres samarbejdspartnere, ikke mindst journalist Lars Olsen gjort en stor indsats for at sætte diskussionen om klassesamfundet på dagsordenen.
AE-rådet inddeler befolkningen i alderen 18-59 år efter position på arbejdsmarkedet (jobtype), uddannelse og indkomst. Studerende er helt udeladt.
Indkomsten opgøres som medianindkomsten . I 2021 var medianindkomsten for hele gruppen af 18-59 årige godt 400.000 kr. før skat.
For at blive regnet med i en af AE-rådets klasser, skal man have været i beskæftigelse mindst 20 %. af året eller være selvstændig.
På den baggrund inddeler AE-rådet gruppen af 18-59 årige på følgende måde (Tallene er fra 2021):
Overklassen
Overklassen udgør 1,8 % (45.640). Den består af personer, som tjener mere end 1,2 mio. kr. årligt (før skat) har en indkomst over 3 gange medianindkomsten svarende til 1,2 mio. kr. årligt. Den består af selvstændige, topledere og andre personer i denne indtægtsklasser. Akademikere med tilsvarende indkomst henregnes også til denne gruppe. Typiske jobtyper er virksomhedsejere, topledere eller højtlønnede specialister som direktører, ledere, læger, finansanalytikere, advokater, IT-konsulenter og ingeniører. 93 pct. er privatansatte, 7 pct. er offentligt ansatte. Gennemsnitsindkomsten er 2,3 mio. før skat, og 1,4 mio. kr. efter skat.
Højere middelklasse
Den højere middelklasse udgør 15,1 % (382.160). Den består af personer, som tjener mellem 805.000 kr. og 1,2 mio. kr. årligt. Det er selvstændige, lønmodtagere med ledelsesansvar og andre personer med kort, mellemlang eller videregående uddannelse på dette lønniveau, samt øvrige personer med en lang videregående uddannelse uanset indkomst. Typiske jobtitler er specialist/vidensarbejder, gymnasielærer, softwareudvikler, jurist, leder. 65 pct. er privatansatte, 35 pct. er offentligt ansatte. Gennemsnitsindkomsten er 637.000 før skat, og 401.000 efter skat.
Middelklassen
Middelklassen udgør 25,4 % (643.900). Det er personer, som tjener mindre end 805.000 kr. årligt. Det er selvstændige, lønmodtagere med ledelsesansvar og andre med kort eller mellemlang videregående uddannelse på dette lønniveau. Typiske jobtitler er folkeskolelærer, pædagog, sygeplejerske, jordemoder, tekniker, administrationsarbejde og selvstændige. 58 pct. er privatansatte, 42 pct. er offentligt ansatte. Gennemsnitsindkomsten er 450.000 før skat, og 297.000 efter skat.
Arbejderklassen
Arbejderklassen udgør 38,3 % (940.000). Den består af personer med en faglært uddannelse, en gymnasial uddannelse og ufaglærte. Typiske jobtitler er social- og sundhedsassistent, rengøringsassistent, butiksassistent, bygningsarbejder, industritekniker, håndværker, rengøringsassistent, chauffør, manuelt arbejde. 78 pct. er privatansatte, 22 pct. er offentligt ansatte. Gennemsnitsindkomsten er 433.000 før skat og 284.000 efter skat.
Langvarigt uden for arbejdsmarkedet
Gruppen udgør 19,4 % (491.640). Det er personer, som var i beskæftigelse i mindre end 20 procent af året, og som ikke er selvstændige. Gennemsnitsindkomst før skat er 218.000, efter skat 160.000.
Diskussion af AE-rådets klasseopdeling
AE-rådets klasseopdeling er sikkert genkendelig for mange, og den fortæller også vigtige ting om det danske klassesamfund. Lønnens størrelse giver et lille fingerpeg om, hvor stor en andel den enkelte får af samfundets overskud. Nogle af jobtyperne giver et fingerpeg om, hvor de er placeret i hierarkiet, om de har en ledende/overordnet funktion eller det modsatte. AE-rådet har selv nogle underinddelinger, som giver et lidt mere nuanceret billede .
Svagheden er, at der i forhold til alle fire klasser lægges afgørende vægt på lønniveau og uddannelsens længde. Men din eksamen og din lønseddel siger ikke nødvendigvis noget om din placering i den samfundsmæssige produktion, og derfor heller ikke noget om, hvilken magt du har i den samfundsmæssige produktion.
Et andet problem er afgrænsningen mellem ”middelklasse” og ”arbejderklasse”. Iflg. AE-rådet er du ”middelklasse” hvis du har en kort eller mellemlang videregående uddannelse og tjener mellem 450.000 ot 805.000 før skat. Men ser man på lønindtægt, så er der ikke væsentlige forskelle mellem mange i ”middelklassen” og i ”arbejderklassen”. Hovedproblemet er dog, at hovedparten af AE-rådets ”middelklasse” består af grupper, der befinder sig i en absolut underordnet rolle, lige som de to grupper i ”arbejderklassen”, nemlig faglærte og ufaglærte arbejdere.
Et tredje problem er, at AE-rådet udelukker ret store grupper fra klasseanalysen i det hele taget. Det gælder en voksende gruppe på 60+, som stadig er på arbejdsmarkedet. Det gælder hele gruppen ”uden for arbejdsmarkedet” som kun er beskæftiget ca 20 % af året. Det gælder alle su-modtagere og fritidsjobbere under 18 år. Tilsammen taler vi om ca. 550.000 personer, hvoraf de fleste ganske vist har en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, men som ikke desto mindre er beskæftiget med ufaglært arbejde.
En tilrettet udgave af AE-rådets klasseinddeling
Hvis man medregner store grupper fra middelklassen, der arbejder i underordnede stillinger, og den store gruppe som AE-rådet har udelukket fra analysen, så vil det selvfølgelig forrykke størrelsesforholdene til arbejderklassens fordel. Og hvis vi samtidig fordeler de 60-64 årige som er i arbejde i forhold til de fire klassers andel af den samlede gruppe, så får vi følgende resultat:
Overklasse 1,6 %
Højere middelklasse 13,5 %
Middelklassen 4,7 %
Arbejderklassen 67,5 %
Uden for klasserne 12,7 %
Disse problematikker dykker vi længere ned i i baggrundspapiret til møde to, hvor hovedtemaet netop er afgrænsningen mellem arbejderklasse og mellemlag. Skellet mellem mellemlag og arbejderklasse afgøres af svaret på følgende spørgsmål: Er du en lønarbejder uden bestemmende indflydelse i en absolut underordnet stilling, eller er du en lønarbejder der i et eller andet omfang kontrollerer eller bestemmer over arbejderne?
Et alternativt bud på klasserne i Danmark
Der findes mig bekendt ikke aktuelle opgørelser af størrelsesforholdene mellem de forskellige klasser og lag med udgangspunkt i den marxistiske metode (placeringen i den samfundsmæssige produktion). Jeg vil dog henvise til en undersøgelse jeg selv foretog i midten af halvfemserne, og to artikler, der folder problemstillingerne mere ud. Her blev klasserne beskrevet på følgende måde:
Borgerskabet (ca. 2 %)
Borgerskabet udgøres primært af dem, der har ejendoms- og eller råderet over kapitalen i dens mange forskellige former, og som har de allerøverste poster i privat erhvervsliv og i staten. Det gælder især den mest magtfulde gruppe aktionærer og topledere i de absolut største danske virksomheder som Novo-Nordisk, Mærsk, Lego, Bestseller m.fl. Gruppen omfatter også små og mellemstore virksomhedsejere. Det siger sig selv, at dette lille lag i befolkningen absolut ingen interesse har i arbejderbevægelsens historiske mål om at afskaffe økonomisk udbytning.
Arbejderklassen (ca. 64 %)
Arbejderklassen udgøres af det store flertal af underordnede lønarbejdere uden ledelsesansvar, som udfører gratis merarbejde i privat og offentlig ansættelse. De har en fælles interesse i at udbytningen bliver afskaffet, og at det overskud, som de producerer tilfalder samfundet.
Mellemlagene (ca 25 %)
Udgøres af forskellige lag af lønarbejdere i privat eller offentlig tjeneste. De er typisk i en rolle som ”mellemleder” i privat og offentlig virksomhed. Her placerer vi også hovedparten af de ansatte inden for politi, militær og retsvæsen, hvis funktion primært er, at opretholde statsmagten og den herskende samfundsorden. Det er en meget blandet gruppe af lønarbejdere der i den ”nedre ende” er tæt på arbejderklassen og i den ”øvre ende” er tæt på storkapitalen og dens interesser.
Småborgerskabet (ca. 9 %)
Kendetegnes af, at de selv ejer produktionsmidler og i meget begrænset omfang ansætter lønarbejdere. En meget broget gruppe, hvoraf nogle udfører specialopgaver, andre er afhængige af større virksomheder som underleverandører, andre forsøger at overleve som ”free-lancere” og atter andre er ”falske selvstændige”, der kæmper med lønarbejderne om de samme job (for eks. udbredt i byggebranchen)
Der er sikkert sket store forskydninger imellem klasserne siden midten af halvfemserne, så på den måde er undersøgelsen forældet. På den anden side er den mere repræsentativ end AE-rådets, fordi den omfattede de 16 til 66 årige, hvor AE-rådet kun ser på de 18 til 59 årige. Det pudsige er, at selv om man ikke umiddelbart kan sammenligne opdelingerne på grund af forskelligt datagrundlag, så er slutresultatet ikke så forskelligt mellem den ”tilrettede” version af AE-rådets klasseinddeling og min egen undersøgelse fra midt halvfemserne.
De ulønnede og de usynlige
Der er en helt indlysende mangel ved alle de nævnte modeller, også den sidst nævnte. De beskæftiger sig kun med de grupper, der har tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er ganske vist også ca. 3 mio mennesker. Men hvad med de ca. 1 mio pensionister og en stor gruppe hjemmearbejdende, der udelukkende er beskæftiget med husholdning? De er jo også en del af klassesamfundet, og spiller i hvert fald en vigtig rolle som forbrugere, som deltagere i foreningslivet og som vælgere. Det samme gælder en stor del af de langtidssyge og langtidsledige, hvoraf mange er på kontanthjælp i mange år, men som i perioder er en del af den samfundsmæssige produktion som ”aktiverede” eller i andre tvangsarbejdsordninger.
De hjemmearbejdende tager jo faktisk også del i den samfundsmæssige produktion. De er en af forudsætningerne for at den kan finde sted, fordi de arbejder med ”reproduktion” af familien, det er bare ulønnet og usynligt set med nationaløkonomernes briller. Det vil være nærliggende at fordele dem ud fra deres klassetilhørsforhold, da de var en del af arbejdsmarkedet og/eller deres familiemæssige tilknytning.
Lige som man ikke bare kan se bort fra disse store grupper, når der træffes politiske beslutninger, så kan man heller ikke se bort fra dem, hvis man skal have et dækkende billede af klasseforholdene.
Afslutning
Vi har i dette papir præsenteret og forklaret nogle grundbegreber om klassekamp og definition af klasserne, samt nogle modeller for, hvordan vi kan beskrive det danske klassesamfund. På mødet d. 23 oktober, skal vi i fællesskab diskutere disse modeller, og forhåbentlig få kastet et kritisk lys på det hele og diskutere hvad vi kan bruge det til.
Download denne tekst som PDF med links og kilde henvisninger.
Download Plancher A – Klasserne I Danmark.
Download Plancher B – Om Klasseanalyse Hvad Hvorfor Hvordan.
FS 15.10 2024
