Socialistisk klasseanalyse 2024. Baggrundspapir til Møde 2.
På møde 2 skal vi dybere i forståelsen af arbejderklassen. Hvem omfatter den i dag, hvor går grænsen mellem arbejderklasse og mellemlag. Vi skal se på hvilken rolle arbejderklassen har i samfundets udvikling og i kampen for socialismen, og diskutere om det er rigtigt, at arbejderklassen er den vigtigste samfundsforandrende kraft. Vi skal selvfølgelig også diskutere, hvorfor arbejderne i dag ikke betragter aktiv klassekamp og socialistisk politik som det ”første valg”, men i stedet, set med vore øjne, handler imod deres interesser for eks. ved valgene.
Arbejderklassen er større end som så
Vi starter hvor vi slap på møde 1. Her blev præsenteret to meget forskellige måder at beskrive arbejderklassen på. AE-rådet mener, at arbejderklassen kun omfatter knapt 40 % af befolkningen (forstået som de erhvervsaktive i alderen 18-50 år). En marxistisk beskrivelse når frem til, at arbejderklassen udgør ca. 67 % af befolkningen.
Forskellene skyldes, at AE-rådet udelukker store gruppe fra sin undersøgelse og at de placerer store grupper i ”middelklassen”, som bør henregnes til arbejderklassen, da de deler det samme grundlæggende vilkår som underordnede lønarbejdere uden ledelsesopgaver.
Lad os først se på de grupper som AE-rådet udelader af undersøgelsen.
Det drejer sig om ca. 120.000 unge under 18 år, der har et fritidsjob, typisk i supermarkeder og som avisbude. De arbejder ikke mange timer ugen (typisk mellem 3,3 og 10,3 timer), men det ændrer ikke på, at de er en del af arbejdsmarkedet som ufaglærte arbejdere.
Det drejer sig om en voksende gruppe af ældre, der arbejder efter at de er fyldt 60 år. I december 2021 var der ca. 350.000 i alderen 60-64 år . 2/3 af dem var i arbejde. . Det vil sige, at AE-rådet har udeladt ca. 230.000 personer fra deres undersøgelse, som burde fordeles mellem de forskellige klasser. Det er en gruppe der også vil vokse fremover, fordi flere vil være friske nok til at arbejde og flere vil blive presset til arbejde længere, selvom de er slidt ned, på grund af stigende pensionsalder og manglende tilbagetrækningsmuligheder.
Det drejer sig også om de 288.000 unge på SU. Dansk Magisterforenings og Djøfs undersøgelser viser, at ca. ¾ af deres medlemmer har et job ved siden af studierne. Hvis vi forudsætter, at det også gælder andre studerende, så er mere end 200.000 studerende også en del af arbejdsmarkedet, primært i ufaglærte deltidsjob.
Og så drejer det sig om en væsentlig del af de 500.000 i gruppen ”langvarigt uden for arbejdsmarkedet”. Gruppen defineres ved, at de kun er i beskæftigelse mindre end 20 % af året, Det er især førtidspensionister, langtidssyge og langtidsledige på dagpenge eller kontanthjælp. Men ca. 100.000 af dem er iflg. AE-rådet selv en del af arbejdsmarkedet, om end med løs tilknytning. Hertil kommer ca. 90.000 kontanthjælpsmodtagere, hvoraf en del bruges som gratis arbejdskraft i ”nyttejob” eller anden form for aktivering.
Samlet set udelukker AE-rådet i alt mindst 650.000 fra deres klasseanalyse. De fleste af disse grupper har en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, især i form af færre arbejdstimer og løsere ansættelse, men det ændrer ikke på, at de er en del af arbejdsmarkedet, hvor de deltager i konkurrencen om de mange lavtløns- og deltidsjob. Derfor har de objektivt set de samme interesser i gode løn og ansættelsesvilkår og en stærk fagbevægelse som andre ufaglærte arbejdere.
Det samme gælder freelancere og andre, hvor titlen som ”selvstændig” blot tilslører, at de ligesom resten af arbejderklassen er nødt til at sælge deres arbejdskraft, ofte på ringere vilkår end flertallet.
Arbejderklasse og mellemlag, hvor går grænsen?
Men er det overhovedet fornuftigt, at trække grænsen mellem ”middelklasse” og ”arbejderklasse”, således om AE-rådet gør?
AE-rådet definerer ”middelklassen” som personer med en kort eller mellemlang videregående uddannelse og med en gennemsnitsløn for hele den gruppe på ca. 450.000 før skat. ”Arbejderklassen” defineres som faglærte og ufaglært arbejdere og personer, der kun har en gymnasial uddannelse. Her er gennemsnitslønnen kr. 433.000 før skat.
Opdelingen medfører, at store grupper som folkeskolelærere, pædagoger og sygeplejersker placeres som en del af ”middelklassen”, primært med den begrundelse at de har en kort eller mellemlang videregående uddannelse, mens faglærte og ufaglærte placeres i arbejderklassen.
AE-rådet forklarer ikke, hvorfor uddannelsens længde er så afgørende, og det rimer heller ikke med AE-rådets egne definitioner. En kort videregående uddannelse (der placerer dig i ”middelklassen”) er typisk kun på 2 år, altså kun det halve af de fleste erhvervsfaglige uddannelser. Ser man på uddannelsens længde, så er forskellen mellem faglærte og ufaglærte langt større end mellem faglærte og de såkaldte professionsuddannelser (for eks. lærere, sygeplejersker, pædagoger, socialrågivere).
Opdelingen giver heller ingen mening, hvis vi ser på disse gruppers placering i forhold til produktionsmidlerne.
Eksempel: En uddannet pædagog placeres iflg. AE-rådet i ”middelklassen”, mens hendes kollega, den ufaglærte pædagogassistent placeres i ”arbejderklassen”. Der er forskelle i løn, uddannelse og ansvar/kompetencer mellem de to, men forskellene er ikke større end forskellene mellem en faglært og en ufaglært industriarbejder eller mellem en kok og en ufaglært opvasker.
Men nok så vigtigt: Deres fælles objektive interesser er meget tydelige.
Pædagogen og medhjælperen er begge ansat i et underordnet job uden ledelsesansvar. De har en fælles interesse i, at institutionen fungerer godt for børnenes og for deres egen skyld, dvs. at bemandingen er tilstrækkelig, at der er et godt arbejdsmiljø, og at de har stor indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse. De har også en fælles interesse i et generelt lønløft for det pædagogiske personale. Helt overordnet har de en fælles interesse med resten af arbejderklassen i, at vi har en stærk velfærdsstat. Det samme kan siges om det store flertal af offentligt ansatte i social- sundheds- uddannelsessektoren, hvor de fleste er beskæftiget .
Og som sagt: Hvis man ser på gennemsnitslønnen for de to grupper, så er der heller ikke den store forskelle. Og i begge grupper dækker gennemsnitslønnen over store lønforskelle, ligesom nogle faglærte og ufaglærte arbejdere tjener lige så meget som eller mere end folk med korte og mellemlange uddannelser.
Det afgørende skel mellem lønarbejderne
Konklusionen er, at lønnens størrelse og uddannelsens længde ikke i sig selv kan bruges til at skelne mellem ”middelklasse” og ”arbejderklassen”. Det betyder ikke, at disse kriterier er uvæsentlige. De giver et fingerpeg om, hvor man befinder sig i det sociale hierarki og har nok især betydning for, hvordan mennesker opfatter deres egen plads i samfundet. Men løn og uddannelse siger ikke ret meget om det vigtigste: Placeringen i den samfundsmæssige produktion.
I virkeligheden går der et skel ned gennem alle lønarbejdergrupperne i middelklassen, som er langt vigtigere. Det er spørgsmålet, om man har del i magten eller ej: Har du magt over andre lønarbejdere i form af et ledelsesansvar, eller er du ansat i en absolut underordnet stilling uden nogen form for ledelsesansvar?
Der kan være tale om mange niveauer af magtudøvelse, for eks. kontrolfunktioner i forhold til de underordnede (passer de deres arbejde, hvor kan der skæres og spares), udøvelse af arbejdsgiverens magt til at lede og fordele arbejdet, magt til at foretage repressalier over for den underordnede (flytning til andet job, advarsler, afskedigelser eller indstilling til afskedigelse)
Det er det afgørende skel mellem lønarbejderne i en hvilken som helst privat og offentlig virksomhed, og det kan koges ned til spørgsmålet: Er du i kraft af din funktion placeret på ledelsens side, eller på arbejdernes side.
Magten (ledelsesretten) kan udøves ”blødt” eller ”hårdt”. Der er masser af både private og offentlige virksomheder, som har fundet ud af, at den ”bløde” ledelsesstil, og især den inddragende stil, hvor de ansatte får mulighed for noget indflydelse på deres egen arbejdssituation, er den der giver det bedste resultat for virksomheden. Men det ændrer ikke på, at hele laget af mellemledere er ansat med det formål at gennemtrumfe den øverste ledelses vilje, som igen er bestemt af hvad ejerne kræver (aktionærer eller andre forvaltere af kapital, ledende politikere og højtstående embedsmænd i stat, regioner og kommuner).
Også mellemledere er nødt til at rette sig efter diktaterne ”fra oven”, uanset konsekvenserne for de underordnede lønarbejdere i form af dårligere arbejdsmiljø, arbejdsrelaterede lidelser som for eks. stress eller i sidste ende fratagelse af levebrød i form af afskedigelse. Men det ændrer ikke på, at mellemledernes rolle er en anden, nemlig at sørge for, at de underordnede lønarbejdere følger den øverste ledelses vilje.
Klassekampen handler om magt
Her er vi inde ved selve kernen i et klassesamfund.
Klassekampen drejer sig ikke kun om fordelingspolitik. Den handler dybest set om magten over produktionsmidlerne: Hvad skal der produceres og hvordan – og hvordan fordeles overskuddet. Den kamp findes på samfundsplan. Men den findes også på de enkelte arbejdspladser, og begge steder kommer den til udtryk i konflikter mellem den lille håndfuld, der har den afgørende magt, og det store flertals interesser i et mere lige samfund.
Forskellene mht. til indkomst, formue, uddannelse, boligforhold, særlige privilegier m.m. er selvfølgelig også vigtige for klasseanalysen. Her har AE-rådet leveret et rigtig godt materiale. Disse ting betyder noget for den enkeltes holdning og vilje til at tage kampen op mod ledelsen på arbejdspladsen, for ikke at tale om den politiske kamp mod skiftende regeringer, der vil forringe arbejdernes vilkår. Men grundlaget for analysen må være analysen af produktionsforholdene – forholdet mellem menneskene i den samfundsmæssige produktion. Og her er det kendetegnende for de store grupper i AE-rådets middelklasse, at de, ligesom faglærte og ufaglærte arbejdere befinder sig i en absolut underordnet stilling, uden nogen form for ledelsesansvar.
Arbejderklassen er større end som så
En mere hensigtsmæssig definition af arbejderklassen må derfor lyde som følger: Arbejderklassen udgøres af de lønarbejdere i privat og offentlig ansættelse, der udfører et ubetalt merarbejde i en underordnet stilling uden ledelsesansvar. (Se afsnittet om udbytning og ”gratis merarbejde” i baggrundspapiret til møde 1)
Denne definition medfører selvfølgelig, at arbejderklassen er væsentligt større end i AE-rådets opgørelse og middelklassen tilsvarende mindre. Store grupper af offentligt ansatte som folkeskolelærere, pædagoger og sygeplejersker og andre underordnede grupper uden ledelsesansvar i både offentlig og privat ansættelse skal i så fald regnes med til arbejderklassen. Det samme gælder underordnede uden ledelsesansvar blandt teknikere, ingeniører og andre specialister i privat og offentlig ansættelse.
Iflg. AE-rådets tal, så er der godt 512.000 lønarbejdere i ”middelklassen”, som ikke har noget ledelsesansvar. Hvis de tillægges arbejderklassen, så vokser denne til knapt 1,5 mio. lønarbejdere. Hvis vi derudover tilføjer de grupper som AE-rådet helt har udeladt (se ovenfor så ”vokser” arbejderklassen til godt 2 mio, svarende til 67 % af arbejdsstyrken, og ”middelklassen” (lønarbejdere med ledelsesansvar og små selvstændige) skrumper til godt og vel 5 %.
Offentlig eller privat ansat
Nogle vil sikkert indvende: Hvorfor skal vi medregne en lang række offentligt ansatte til arbejderklassen? De producerer jo ikke profit til en kapitalejer, lige som de privat ansatte gør.
Det har også tidligere været et argument for, at disse grupper skulle placeres i ”mellemlagene” eller i ”middelklassen”. Men skolelæreren, pædagogen, sygeplejersken og alle de andre ”velfærdsarbejdere” er helt afgørende for det, vi kalder arbejderklassens reproduktion og opretholdelsen af den samfundsmæssige produktion i det hele taget.
Disse grupper sørger for, at arbejderklassens børn bliver passet, så far og mor kan gå på arbejde, de sørger for at uddanne nye generationer af arbejdere og videreuddanne de voksne, de sørger for at arbejderen kan blive lappet sammen, når hun går ned med stress eller bliver udsat for en arbejdsulykke.
De udfylder dermed nogle helt afgørende funktioner i den samfundsmæssige produktion, og uden dem, ville der ikke være nogen profit at høste for kapitalejerne. Lige som de privatansatte, så yder de offentligt ansatte også et ”ubetalt merarbejde”, som kapitalejerne tilegner sig frugterne af ved at den fornødne arbejdskraft er til stede. Hvis der ikke fandtes en velfærdsstat skulle kapitalejerne jo betale en langt højere løn til at dække arbejderklassens reproduktion.
Man må også spørge: I alle de nævnte sektorer (social, sundhed og uddannelse) findes der både privat og offentligt ansatte. Men en sygeplejerske, en skolelærer eller en pædagog skifter jo ikke klasse blot fordi de skifter job fra privat til offentlig ansættelse. Det er igen et godt eksempel på, at det afgørende er ikke lønnens størrelse, uddannelsens længde og ansættelsesformen (offentlig/ privat), men placeringen i den samfundsmæssige produktion.
Gråzoner og mellemlag
I enhver klasseopdeling vil der være problemer, når den rammer virkeligheden, nogle grupper vil være svære at placere, fordi deres placering i den samfundsmæssige produktion er tvetydig.
Lad os tage ”akademikerne” som eksempel. Antallet af personer med en lang, videregående uddannelse er næsten fordoblet de sidste 15 år, fra ca. 244.000 i 2008 til 488.000 i 2023 . Det er en meget stor gruppe, men det kan ikke betegnes som en særlig ”klasse” eller et særligt ”lag”. Akademikerne er placeret i alle klasser og lag. Man finder dem også i arbejderklassen, enten fordi de har et job der ikke kræver akademisk uddannelse, eller fordi de er er placeret i en underordnet funktion uden ledelsesansvar.
Et andet eksempel er gymnasielærerne. Dem var der 13.500 af i 2021 (opgjort i årsværk ). AE-rådet placerer dem alle sammen i ”højere middelklasse” ud fra uddannelsens længde og lønnens størrelse. Men længere uddannelse og højere løn er ikke i sig selv udslagsgivende for, om du har del i magten. De fleste gymnasielærere er tværtimod ansat i en underordnet stilling uden ledelsesansvar. På det punkt har de interesser til fælles med det store flertal af lønarbejderne. Det har de også når det gælder en stærk velfærdsstat.
Lønmæssigt ligger de dog væsentligt højere. Gennemsnit for en gymnasielærer er 51.900 pr. måned før skat (incl. pension, genetillæg, bonus m.m. ) sammenlignet med folkeskolelærerens 46.100 kr. og elektrikerens 43.800 kr. De har sikkert også større indflydelse på deres egen arbejdssituation end de fleste lønarbejdere, og det, samt den højere løn vil ikke være motiverende for en fælles kamp med de lavt lønnede med kortere eller ingen uddannelser. Man skal dybere ned i, hvad privilegier, løn og uddannelse betyder for klassetilhørsforholdet, for at kunne placere en gruppe som gymnasielærere, enten som en del af mellemlagene eller den bedst stillede del af arbejderklassen.
Et tredje eksempel er ansatte i politi og militær. I militæret er der ansat ca. 7000 menige professionelle soldater (konstabler). I politiet er ansat ca. 12.000 polititjenestemænd (incl. et antal ledende politifolk) . Ser man på løn, uddannelse og ansættelsesvilkår, så adskiller de sig ikke fra mange faglærte og ufaglærte. Men de har en tvetydig funktion. De bidrager til at løse vigtige opgaver som kriminalitetsbekæmpelse, bevogtningsopgaver, håndhævelse af dansk territorium og forsvar imod angreb fra fremmede magter. Men helt grundlæggende, så er deres opgave at forsvare den herskende orden – dvs. det kapitalistiske samfundssystem. Gennem arbejderbevægelsens historie er der også utallige eksempler på at politiet har brudt faglige blokader, og været sat ind mod store demonstrationer. Danske soldater har også været indsat i håbløse krige rundt om i verden (Irak, Afghanistan, Libyen) som udelukkende har tjent storkapitalens interesser. De må derfor betragtes som en del af mellemlagene.
Det såkaldte ”prekariat” bliver ofte nævnt, som en vigtig del af en moderne klasseanalyse. Teorien går ud på, at der er opstået en ny klasse, som især kendetegnes af usikre ansættelsesvilkår i form af korttidsansættelser (ofte på nultimerskontrakter), deltidsarbejde og forskellige former for freelancevirksomhed, formelt udført som ”selvstændige”. Det er en vigtig problemstilling, for det er udtryk for at kapitalen i nogle sektorer ser en stor interesse i at minimere gruppen af fastansatte på fuld tid, og i stedet benytte sig af en gruppe, som er nemmere at hyre og fyre. Meget tyder på, at det er et voksende problem på arbejdsmarkedet, som fagforeningerne da også er opmærksomme på. Men det giver ikke så meget mening at beskrive dem som en særlig klasse. Usikre, såkaldt ”prekære” ansættelsesvilkår, findes i mange brancher. Store dele af arbejderklassen har altid været udsat for disse vilkår, for eks. som ”daglejere”. Det nye er, at de prekære ansættelsesvilkår har bredt sig til mange andre brancher som it-branchen, grafisk design, ja selv universitetsansættelser og andre højt uddannede grupper.
Hvad med de ”underste” ledere?
En anden gråzone er de underordnede ledelsesgrupper. I virkelighedens verden er skellet mellem underordnede funktioner med eller uden ledelsesansvar heller ikke så enkelt. Det viser sig for eks. på det pædagogiske område, hvor BUPL, der ellers repræsenterer den store gruppe af pædagogiske arbejdere uden ledelsesansvar, har oprettet en særlig lederforening. Også Danmarks Magisterforening, der repræsenterer akademisk uddannede lønarbejdere tilbyder medlemskab og service til ansatte med lederfunktioner. Den slags hører til sjældenhederne inden for det gamle LO-område, hvor der traditionelt trækkes en klar streg mellem ledere og underordnede ansatte, når vi taler om faglig organisering.
Mere tidssvarende analyse
Disse grænsetilfælde ændrer ikke på kernen i det ”brede” arbejderklassebegreb, hvor store dele af AE-rådets ”middelklasse” bør beskrives som en del af arbejderklassen. Vi skal fokusere på de objektive fælles interesser for hele denne gruppe. Det er kampen på den enkelte arbejdsplads for gode løn og arbejdsvilkår, for at begrænse arbejdsgivernes ledelsesret mest muligt og opnå øget indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse. Det er den fælles interesse i en stærk velfærdsstat, som kan sikre uddannelse, og tryghed ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom. Og det er den fælles interesse i at få et samfund hvor det er det store flertal af befolkningen der bestemmer gennem demokratisk indflydelse på arbejdspladsen og i samfundet, i stedet for et samfund, hvor det er de få, der beriger sig på fællesskabets bekostning og som, gennem deres enorme økonomiske magt sætter rammerne for samfundets udvikling.
Denne ”brede” definition af arbejderklassen modsvarer også langt bedre de store forandringer der er sket siden 1950´erne. Arbejderklassen er ikke blevet mindre, tværtimod. Men den har ændret sammensætning. Antallet af industriarbejdere er faldet, men deres produktivitet er mangedoblet. Det samme er udbytningen af dem. De er også blevet svækket organisatorisk, fordi de store industriarbejdspladser i de større byer, der tidligere satte den politiske dagsorden, er skåret voldsomt ned eller flyttet til nye industriområder især i Jylland, og øst på til Østeuropa og Asien.
I samme periode, har vi set kvindernes massive indtog på arbejdsmarkedet, især i social- sundheds- og uddannelsessektoren.
Det ”brede” arbejderklassebegreb dækker også bedre den ”proletarisering” af store grupper af offentligt ansatte der er sket i takt med velfærdsstatens udvikling. Tjenestemandssystemet er stort set afviklet, og er blevet erstattet af overenskomstansættelser. I stedet for den gamle ”kaldsidentitet” har vi set en stærk udvikling af selvsikker klassebevidsthed. Meget store grupper af offentligt ansatte har selv taget konsekvensen af de nye tider, de har ”meldt sig ind” i arbejderklassen gennem markante strejker, og en faglig organisering, der langt overtrumfer de privatansattes.
Endelig skal det nævnes, at vi specielt siden EU´s udvidelse mod øst i 2004 har oplevet en stor vækst i antallet af udenlandske arbejdere, med midlertidigt eller permanent ophold i Danmark.
Modsætninger som skal overvindes
Det siger sig selv, at jo bredere arbejderklassen bliver, jo flere forskellige grupper omfatter den, og jo flere uenigheder og modsætninger vil den rumme, modsætninger som skal overvindes, hvis arbejderklassen skal opnå den fornødne styrke til at forandre samfundet.
Et slående eksempel er overenskomstforhandlingerne på det offentlige område, hvor de højtlønnede er meget uvillige til at lønforhøjelser bliver givet i kr. og ører. De holder fast i procentvise lønstigninger, hvilket blot øger forskellene mellem dem og de lavere lønnede.
Den manglende ligeløn mellem mænd og kvinder er et strukturelt problem, som både kommer af gamle levn fra forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, og et ekstremt kønsopdelt arbejdsmarked. Disse lønforskelle svækker de offentligt ansattes fælles kamp.
Der er også en vigtig modsætning mellem offentligt og privat ansatte. Det er ikke noget strukturelt problem, da de privat ansatte arbejdere har de samme interesser i en stærk offentlig velfærdssektor som de offentligt ansatte. Men magthaverne forsøger at sætte de to grupper op mod hinanden.
Modsætningen mellem danskere og udenlandske arbejdere er også vigtig. Arbejdsgivernes systematiske import af billig udenlandsk arbejdskraft presser lønvilkårene i mange brancher. Det smitter af på arbejdsmarkedet som helhed og presser løn og arbejdsvilkår i en hel del brancher. Men derudover har borgerlige kræfter, understøttet af socialdemokratiet, udnyttet etniske forskelle til at øge splittelsen. Det har bidraget til en svækkelse af sammenholdet i arbejderklassen, og været den vigtigste årsag til at borgerlige kræfter gennem de sidste mange år er kommet igennem en politik, der har forgyldt de rige og forringet vilkårene for de store flertal.
Hvordan opfatter arbejderklassen sig selv?
Hvordan ser denne arbejderklasse så egentlig på sig selv? Opfatter den sig som en klasse, stående i modsætning til andre klasser i samfundet, ikke mindst især overklassen/borgerskabet?
I baggrundspapiret til møde 1 blev omtalt Rune Stubagers undersøgelse fra 2015 som viste at 75 % var enige i, at de lever i et klassesamfund. Det er den samme andel som i 1954. Det er meget markant, når man tager i betragtning, hvor meget samfundet er ændret på de 60 år.
Men undersøgelsen viste også væsentlige forskydninger. I 1954 var 37.5 % enige i at operere med en ”arbejderklasse”, når de skulle beskrive klassesamfundet. i 2014 var det kun 7,7 %. Til gengæld var der i 2014 langt flere der nævnte ”de rige”, ligesom der var mange flere der nævnte ”de fattige” og ”de udsatte grupper”.
Samme tendens ses i svarene på spørgsmålet om man hører hjemme i en bestemt samfundsklasse. I 1954 svarede 20 % at de tilhørte arbejderklassen, mens det kun var 7 % i 2014.
Vi ser det samme, når folk bliver spurgt om, hvordan klasseforskellene viser sig.
I 1954 svarede 32 %, at de viser sig i levestandard, indkomst og rigdom, 12,7 % svarede ”prestige” og 14,4 % svarede ”magt”. Men i 2014 blev prestige og magt kun nævnt af lidt over 1 %, hvorimod levestandard, indkomst og rigdom blev nævnt af 48 %.
På den baggrund kan man godt tillade sig at konkludere, at hvis den 10 år gamle undersøgelse holder vand i dag, så har rigtig mange en forståelse af at leve i et klassesamfund, og der er også rigtig mange, der har en bevidsthed om, hvor de selv hører til. Men forståelsen af sammenhængen mellem klassesamfund og magt er tilsyneladende blevet mindre siden 1954. Det samme er forståelsen for begrebet ”arbejderklasse”, og det er kun meget få, der identificerer sig selv om en del af en sådan.
Socialister, fortvivl ikke!
Det skal vi som socialister ikke fortvivle over.
Det ville faktisk være underligt, hvis der ikke var sket ændringer i folks opfattelse af samfundet, når man ser på de meget store forandringer, der er sket i den samfundsmæssige produktion, udviklingen i levevilkår, i arbejderklassens størrelse og sammensætning og velfærdsstatens udvikling, som vi beskrev ovenfor.
Men det spiller også en rolle, hvordan de toneangivende kræfter i fagbevægelsen har italesat hele denne udvikling. Da nyliberalismen slog igennem i 1980´erne tog de ikke den politiske kamp op. Fagbevægelsen blev afpolitiseret, og i dag er det meget få faglige tillidsfolk der taler om klassekamp, klassesamfund og arbejderklasse. Det sætter selvfølgelig sit præg på, hvordan arbejderne ser på tingene.
Men igen: Fortvivl ikke. Denne afpolitisering har jo ikke forhindret de nye dele af arbejderklassen i at organisere sig og tage de almindelige redskaber i brug, som arbejderklassen altid har brugt for at afværge angreb fra modparten og skabe grundlag for bedre vilkår: Faglig organisering, uddannelse af tillidsrepræsentanter, strejker, blokader og store demonstrationer.
På trods af store forskelle, også i opfattelsen af hvor man hører til som klasse, så har arbejderklassen faktisk været i stand til at sætte et markant præg på arbejdsmarkedets og samfundets udvikling gennem de sidste 60-70 år. Helt iøjnefaldende er markante forbedringer af løn og arbejdsvilkår, som er kommet det store flertal til gavn, ikke mindst i form af kortere arbejdstid og kampen for en velfærdsstat med social sikring, gratis adgang til velfærdsydelser osv.
Det gælder også udviklingen af demokratiet, hvor arbejderklassens faglige organisering og aktive deltagelse var en afgørende forudsætning for udbredelsen af demokratiske rettigheder til det store flertal. Hertil kommer det vidt forgrenede frivillige foreningsarbejde, der også er en meget vigtig del af fundamentet for demokratiet.
Denne historiske udvikling var ikke sket, hvis der ikke havde været en fælles forståelse af, at den enkeltes tryghed og frihed er forudsætningen for alles frihed og tryghed, også selvom der har været og stadig er meget forskellige opfattelser af, hvordan klassesamfundet er sammensat og hvilken klasse man selv tilhører.
Arbejderklassens historiske rolle
Men derfra, og til en fælles forståelse af, at arbejderklassen har en historisk opgave med at afskaffe al udbytning og undertrykkelse, og dermed klassesamfundet som sådan, der er et godt stykke vej. Man kan for eks. bare se på det faktum at flertallet af arbejderklassen stemmer på borgerlige partier og et socialdemokrati, der for længst har opgivet forestillingen om socialisme.
Men det er her vi fagligt aktive socialister kommer ind i billedet. Det er vores opgave at udrulle den store, positive fortælling om, at menneskeheden kan nå frem til et samfund, hvor det er hensynet til mennesker og naturen der styrer og ikke hensynet til profitten
Som socialismens fædre Karl Marx og Fr. Engels skriver i Det kommunistiske manifest: ”I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger får vi en sammenslutning, hvor hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling”.
Det er socialismens radikale frihedsbudskab: Frihed gennem fællesskab. Et budskab der overtrumfer den borgerlige snak om ”frihed”, der altid viser sig at være de riges og de ressourcestærkes frihed på bekostning af det store flertal.
Efter tusindvis af år hvor det ene menneske har udbyttet og undertrykt det andet, så er det arbejderklassens opgave at føre samfundet frem til dette frigjorte stade i menneskehedens udvikling.
De fleste vil umiddelbart afvise det, som en naiv utopi: Mennesket har altid undertrykt andre mennesker, vi vil altid forsøge at rage til sig på andres bekostning, det kan ikke være anderledes. Man må indrømme, at de hidtidige forsøg på socialisme ser ud til at bekræftet pessimismen. Alle steder har det udartet i at undertrykkelsen og udbytningen blot ændrede form og at nye klasser af magthavere med privilegier og hårdhændet magtudøvelse erstattede de gamle.
Socialisme er heller ikke nogen uundgåelig udvikling. Det kan lige så vel ende med ”de kæmpende klassers fælles undergang” som det hedder i det kommunistiske manifest en udgang på det hele, som kun er rykket nærmere, når man ser ud over verden i dag, hvor den kapitalistiske udbytning og undertrykkelse af det store flertal af jordens befolkning også betyder voldsom rovdrift på naturressourcer, arternes masseuddøen, klimakatastrofe og en voksende fare for altudslettende krige, alt sammen drevet frem af et økonomisk system der med jævne mellemrum kaster millioner af mennesker ud i dybe kriser.
Men hvis alle undertrykte gennem tiderne havde sagt: ”Det kan ikke være anderledes”, så ville vi stadig befinde os i oldtidens slavesamfund. Det gjorde de heldigvis ikke.
Men hvorfor så denne tro på, at arbejderklassen vil være i stand til at føre verden ind på en bedre kurs?
Fordi arbejderklassen er den klasse i samfundet, der har de bedste forudsætninger for at gøre det. Den er selv underlagt en produktionsmåde, som bygger på udbytning og undertrykkelse, og fordi den selv indtager en absolut underordnet rolle i den samfundsmæssige produktion. Når denne klasse afskaffer udbytningen og undertrykkelsen af sig selv, afskaffer den dermed udbytning og undertrykkelse som sådan.
Arbejderklassen har, i kraft af sin stilling i den samfundsmæssige produktion, potentialet til at organisere sig selv, organisere produktionen, for, på det grundlag at udøve den politiske magt til at fordele overskuddet, så det kommer alle til gode.
Den erfaring af egen styrke har arbejderklassen glimtvis oplevet gennem hele sin historie under både små og store arbejdskampe og store demonstrationer, men også ved at uddanne sig og organisere sig i fagforeninger, politiske partier, kooperativer og udvikling af store folkelige bevægelser i alliancer med andre lag af befolkningen som grundlaget for en demokratisk forandring af samfundet.
Nødvendigheden af klasseanalysen
Forståelsen af det historiske perspektiv og arbejderklassens rolle vokser ikke automatisk ud af strejkekampe og fagforeningsarbejde. Det er de fagligt aktive socialisters (og socialistiske partiers) opgave, at hjælpe denne forståelse frem. Vi skal bidrage med vores viden om historien og klassesamfundets udvikling, og vores analyse af betingelserne for at ændre samfundet.
Det bekræfter bare, hvor vigtigt det er at arbejde med klasseanalyse, så vi kan vise arbejderklassen hvad de virkelige styrkeforhold er mellem klasserne, og hvad betingelserne er for at indfri det historiske mål om frihed gennem fællesskab.
Hvis man tror, at det er umuligt at få store dele af arbejderklassen til at lytte til den fortælling, så tager man fejl. Som sagt, så er danskerne i bred forstand klar til at diskutere ulighed og klassesamfund. Det er en god start. Vi kan også henvise til flere målinger, som bekræfter, at ca. 1/3 af danskerne opfatter sig selv om socialister i en eller anden forstand. .
Om arbejderklassen vil lytte til os, afhænger jo i høj grad af, om vi kan sætte ord på fortællingen på en måde, så budskabet bliver modtaget. Det handler om at tage udgangspunkt i folks egne erfaringer og binde tråden til det store historiske perspektiv, som nødvendigvis må være internationalt. Arbejderne skal tage kampen op mod borgerskabet i deres eget land, men kapitalen har organiseret sig internationalt. Det må arbejderne også gøre. De berømte ord fra det kommunistiske manifest er stadig gyldigt: ”Proletarer i alle lande, foren jer”.
Download denne tekst som PDF med links og kildehenvisninger.
Download plancher C til Møde 2 – Arbejderklassen I Danmark
Til Møde 2 To Notater Fra Reinout Bosch
FS 30.10. 2024
