Aftale om beskæftigelsesindsats: Øget frihed til kommunerne går ud over de ledige

Regeringen har indgået en aftale med Socialdemokratiet, SF, Radikale og DF om beskæftigelsesindsatsen. Aftalen skal forenkle indsatsen, men regeringen og DF kræver samtidig at kommunerne skal spare. Det går ud over de ledige. Enhedslisten er ikke med i aftalen.

Læs en kritisk og grundig gennemgang af aftalen her.

Der er gode elementer i aftalen, men den såkaldte "afbureaukratisering" er først og fremmest en øget frihed for kommunerne til at skære ned på indsatsen over for de ledige. De ledige vil stort set opleve det samme samtalecirkus, kontrol- og sanktionshysteri som i dag, i stedet for konkrete tilbud om job og uddannelse.

Resultatet bliver desværre, at kommunerne sparer på den håndholdte indsats og hjælpen til den enkelte ledige. Det bliver de presset til økonomisk, det har regeringen og Dansk Folkeparti allerede sikret sig, ved at fjerne refusionen til kommunernes beskæftigelsesindsats, og forlange effektiviseringer svarende til ca. 1000 stillinger, tilsammen en besparelse på lidt over 1 mia. kroner.

Det er helt uacceptabelt, at prisen for forbedringerne er en klar svækkelse af de lediges rettigheder, som for eks. afskaffelse af de lediges ret til en mentor. Det går ud over de udsatte ledige. Der bliver heller ikke gjort op med arbejdsgivernes muligheder for at misbruge virksomhedspraktik og løntilskud til billig arbejdskraft. Tværtimod, hamsterhjulet kommer til at dreje endnu hurtigere.

Der er ikke, som påstået, tale om øget tillid til A-kasserne. Selvom A-kasserne er de bedste til at hjælpe de ledige, så er det kun udvalgte A-kasser der får chancen, men kun de første 3 mdr. og kun som et forsøg. Det er for sløjt. A-kasserne har tilbudt at løse opgaven de første 6 mdr. Det tilbud bør regeringen og aftalepartierne tage imod.

Min kritik er udfoldet i en blog på avisen.dk. Læs en gennemgang af aftalen her.

Finn Sørensen
Arbejdsmarkedsordfører
Enhedslisten

BilagStørrelse
Enhedslistens gennemgang af aftalen.pdf4.04 MB