Støt velfærdens helte i OK2018

Enhedslisten fagligt aktive medlemmer vil deltage aktivt i fagbevægelsens kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår ved overenskomsten for offentligt ansatte.

Her kan du læse om vores konkrete handlinger

Notat om forhandlingsregler i det offentlige

Enhedslistens Faglige landsudvalg udtaler

Støt velfærdens helte i OK2018

Velfærdens helte – de offentligt ansatte – begynder overenskomstforhandlinger om kort tid. Det er forhandlinger på baggrund af en bedre offentlig økonomi og kæmpe overskud i virksomhederne. Der er råd til bedre forhold for velfærdens helte.

Lønningerne for offentligt ansatte har stået stille siden krisen, samtidig med at der er blevet færre hænder. Alligevel fremturer de offentlige arbejdsgivere med at angribe den betalte (og arbejdende) frokostpause. Arbejdsgiversiden fastholder stadig afvisningen af en arbejdstidsaftale for lærerne, fordi de tror at de kan bruge den magt, som ligger i at Folketinget griber ind på deres side. Men fagbevægelsen må ikke gentage fejlen fra 2013, hvor man ikke stod sammen og tabte.

Vi støtter skolelærernes krav om arbejdstidsaftale
Vi støtter skolelærernes krav om, at der skal forhandles en arbejdstidsaftale, så lærerne igen får indflydelse på deres arbejdstid i modsætning til i dag, hvor det er reguleret af loven. Både staten og KL afviste at forhandle arbejdstidsreglerne i 2015 – dvs. få arbejdstidsreglerne fra lov "ind i" overenskomsten igen, og forud for overenskomstforhandlingerne i 2018 har Moderniseringsstyrelsen hældt kravet ned ad brættet. Det er ikke set før i Danmark. Det mener Enhedslisten er et voldsomt brud på den danske model, hvor parterne forhandler.

Frokostpausen skal bevares
Vi støtter forsvaret for frokostpausen. Det er uhørt at fjerne den betalte frokostpause fra de offentlige ansatte uden forhandling. Det er en del af overenskomstgrundlaget. De 7 %, som frokostpausen udgør er en del af lønnen i dag. Det vil Enhedslisten bidrage til, at fagbevægelsen står solidarisk sammen om.

Kronekrav og lavtlønspulje er svaret på ulige løn
Der er behov for en særlig indsats for at rette op på de lønskævheder, der i dag rammer de kvindedominerede fag. Det gælder en lang række sundheds- og omsorgsfag, samt rengøring i den offentlige sektor, der overvejende beskæftiger kvinder, får en markant lavere løn end de mandsdominerede fag med den samme uddannelseslængde.

Enhedslisten støtter at lønstigninger skal deles solidarisk som samme kronestigning til alle. Samtidig skal vi bekæmpe uligeløn mellem mænd og kvinder ved at afsætte 5 mia. kr. i en særlig ligelønspulje til de offentlige overenskomstforhandlinger i 2018. Midlerne skal øremærkes at bekæmpe uligeløn, og særligt komme de lavtlønnede kvinder til gode.

Der er råd – stå fast
Siden krisen er virksomhedernes overskud blevet ved med at stige. Det samme er udbytterne til aktionærerne og direktørerne har fået enorme lønstigninger. Men samtidig er der givet skattelettelser til de samme virksomheder og chefer, mens velfærden får tildelt færre midler. Vi accepterer ikke mantraet om, at der ikke er råd til velfærd og lønstigninger. Tvært imod er der masser af penge i både den offentlige kasse og i samfundet. Det handler om politisk vilje til at omfordele dem.

Moderniseringsstyrelsen har påtaget sig opgaven som de offentlige arbejdsgiveres rambuk for forringelser af de offentligt ansattes vilkår, fx arbejdstid og arbejdspres. Det har fagbevægelsen sagt, at de ikke vil finde sig i. Den solidariske tilgang støtter Enhedslisten hundrede procent.

Velfærdens helte fortjener både bedre løn- og arbejdsforhold, og det skal gennemsættes til OK2018. Det vil Enhedslistens faglige medlemmer bidrage til i fagforeningerne, og om nødvendigt arbejde for at hele det private område støtter op, hvis der bliver konflikt.

Vedtaget på Enhedslistens Faglige Landudvalgsmøde den 2 December.

BilagStørrelse
DET GØR ENHEDSLISTEN OK2018.pdf673.42 kB
Forhandlingsreglerne på det offentlige område - stat kommuner og regioner.pdf3.74 MB
OK18 udtalelse endelig udgave.pdf476.84 kB