Fagforeningsformænd: Afskaf produktivitetskravet i regionerne

Afskaf produktivitetskravet i regionerne

Appel til Folketingets Finansudvalg om at afskaffe produktivitetskravet på 2 % i regionerne

14. juni 2017

Kære Medlemmer af Folketingets Finansudvalg

Regeringen og Danske Regioner kunne ikke finde en løsning på at få afskaffet produktivitetskravet på 2 %. I stedet er man blevet enige om at nedsætte et udvalg. Mens dette udvalg arbejder, fortsætter presset på personale og patienter.

Men kære politikere, vi beder jer stole på os. Vi beder jer afskaffe produktivitetskravet, mens udvalget gør sit arbejde færdigt. Til gengæld lover vi at gøre alt, hvad vi kan for patienterne. I kan stole på, at sundhedsvæsenet er i trygge hænder hos os.

I har som Folketingets Finansudvalg stadig mulighed for at påvirke aftalen og afskaffe kravet. Ligesom Bent Hansen skulle tilbage til Danske Regioners bestyrelse, skal Kristian Jensen også have aftalen godkendt af Folketingets partier. Danske Regioners bestyrelse følte, at de fik drejet armen om på ryggen i en hård forhandling. Nu har I mulighed for at give sundhedsvæsenet hænderne tilbage til arbejdet.

Afskaf produktivitetskravet for personalets og patienternes skyld. I kan stole på, at vi vil finde genveje frem for nødudgange.

Med venlig hilsen

Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
Bodil Otto, formand for HK Kommunal
Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger
Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd
Henning Josefsen Overgaard, forbundssekretær i 3F
Karen Stæhr, formand for social- og sundhedssektoren i FOA
Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen
Lisbeth Lintz, næstformand i Overlægeforeningen