Baggrund: Strejkerne i Frankrig

Til trods for EM i fodbold fortsætter skraldestrejken, benzinstrejken og togstrejken. I flere måneder har der været kæmpe demonstrationer og storstrejker i Frankrig. Protesterne er vendt mod regeringens nye arbejdsmarkedslov, som er indført via et præsidentielt diktat uden om parlamentet.

Indholdet i loven er stærke forringelser for de franske arbejdere. De bliver lettere at blive fyret, arbejdstiden kan udvides fra 35 timer til 46 timer og antallet af friweekender nedsættes og fagforeningernes mulighed for nationale aftaler svækkes betydeligt.

På samme tid er der opstået en stor bevægelse blandt unge, som har systemoverskridende kritik og søger nye politiske løsninger.

 

Links til andre artikler:
Dagsaktuel update på strejkerne fra France24 - http://www.france24.com/en/20160614-french-unions-protest-against-labour-reform-cgt-khomri

Update på strejkerne – The Guardian - https://www.theguardian.com/world/2016/jun/09/french-strikes-threaten-to...

Fra blokaderne af raffinaderierne i Le Havre https://socialistworker.co.uk/art/42860/Fuel+on+the+fire+-+striking+Le+H...

Strejkernes mere generelle betydning for venstrefløjen – artikel af Podemos - https://socialistworker.org/2016/06/09/when-france-moves-all-of-europe-s...

Strejkernes generelle betydning for venstrefløen – artikel af to medlemmer af NPA (Nye antikapitalistiske Venstre) https://socialistworker.org/2016/06/06/a-new-beginning-in-france

En række link fra Modkraft.dk om strejkerne og i særdeleshed den nye bevægelse af unge " Nuit Debout":

 

Derfor er de franske arbejdere blevet så sure

Politiken | 12.06.2016 | af SYLVAIN CYPEL, KOMMENTATOR

KLASSEKAMP Man bør ikke undre sig over, at franskmændene strejker. Hvis de vil arbejde i fremtiden, må de nemlig indstille sig på lavere løn, dårligere sygesikring og ringere ydelser, hvis de bliver ledige. Den unge Emmanuel Macron, der tidligere var investeringsrådgiver og nu er økonomiminister i den socialistiske regering, var i sidste måned på besøg i Lunel, en mindre by i Sydfrankrig. Her skulle han promovere den arbejdsmarkedsreform, som regeringen for nylig har gennemført. Men han kom til at stå skoleret over for gadens parlament.

En fagforeningsmand, der var klædt i T-shirt udfordrede ham ved at sige: »Sådan en som dig, du har jo massevis af penge, du køber jo fint tøj til dig selv«. Uden at blinke svarede Macron straks igen: »Det bedste, man kan gøre for få råd til et pænt sæt tøj, er at arbejde«. Lige siden har et videoklip med ordvekslingen praktisk talt kørt nonstop på YouTube. For de fleste franskmænd fortæller ordvekslingen alt om den dybe kløft, der er mellem Macron og den arbejdende befolkning.

Går man ikke klædt i jakkesæt, skyldes det, ifølge Macron, at man ikke arbejder. For tiden bliver det i Frankrig ikke bare sværere og sværere at finde arbejde. Selv folk, der har et arbejde, har sjældent råd til at købe sig et fint sæt tøj. Arbejdslønnen bliver mindre og mindre, på nær hvis man tilhører de eliter, Macron repræsenterer. Ligesom i USA vokser uligheden mellem folks indkomster.

Den nye reform af det franske arbejdsmarked sigter efter at gøre ansættelserne mere ' fleksible'. Overordnet set har der været én ledetråd for hensigten med loven: Det skal blive lettere for virksomhederne at afskedige folk, hvilket lovens fortalere så lover vil gøre arbejdsmarkedet »mere flydende« og i det lange løb skabe flere arbejdspladser.

Fagforeningerne har svaret igen med omfattende strejker på olieraffinaderier, jernbanerne og atomkraftværker, og har på den måde fået jorden til at skælve under magthaverne. Der er også dukket en ny bevægelse op, nemlig Nuit Debout (Oppe Hele Natten). Anført af unge mennesker har denne bevægelse, trods manglende organisation og udpræget idealisme, vundet stor opbakning ved at udfordre og sætte spørgsmålstegn ved finanskapitalismens triumftog.

Langt den overvejende del af den politiske klasse, af erhvervslivet, nyhedsmedierne og de intellektuelle eliter har bifaldet den nye arbejdsmarkedslov. Og for dem at se er strejkerne blot endnu et bevis på, at Frankrig er et umuligt land at gennemføre reformer i.

Hvorfor er loven blevet genstand for så megen debat? Og hvordan formår to af landets vigtigste fagforeninger - som det ellers er gået ned ad bakke for i flere årtier - at opretholde mobiliseringen og gennemføre omfattende strejker? Hvorfor har folk siden marts fundet sammen aften efter aften på offentlige pladser til uformelle møder under Nuit Debouts faner for at drøfte uretfærdigheder? Skønt ingen helt ved, hvordan reformen vil komme til at virke, er det kun meget få franske lønmodtagere, hvad enten de er fagforeningsfolk eller ej, som tror på, at man skaber flere arbejdspladser ved at gøre det lettere at fyre folk. Logisk nok tror de, det vil føre til flere afskedigelser.

Men endnu vigtigere er det, at franskmændene kender til den nyere tids historie og kan fornemme, hvilken vej tingene går.

Den nye reform er ikke den første lov, der skal øge fleksibiliteten. I de seneste 30 år har man været vidner til en gradvis større liberalisering af det franske arbejdsmarked, og denne udvikling har ikke ført til faldende arbejdsløshedstal; tværtimod er arbejdsløsheden steget og steget. Så de strejkende kan ikke forestille sig, hvorfor det denne gang skulle gå anderledes.

Protesterne fokuserer især på den del af lovpakken, der gør det muligt for de enkelte virksomheder selv at bestemme vilkår for ansattes ret til ferie og andre goder og ydelser, som altså ikke længere skal følge et landsdækkende regelsæt. De strejkende frygter, at dette tiltag vil få endnu flere af de såkaldte bons bouluts, de trygge jobs, til at forsvinde, og at løsarbejde og midlertidige ansættelser i stedet vil vinde frem.
Det er der heller ikke noget nyt i: Det franske arbejdsmarked har gennem flere årtier budt på mindre og mindre tryghed i ansættelsen. I dag er 85 procent af alle nyansættelser tidsbegrænsede, og de perioder, kontrakterne gælder for, bliver konstant kortere - 70 procent af nye ansættelseskontrakter gælder for 1 måned eller derunder. Og hvordan skulle en arbejdsmarkedslov, der vil tilskynde til endnu mere usikkerhed i ansættelsen, kunne stimulere beskæftigelsen? Det spørgsmål har regeringen ikke kunnet give et tilfredsstillende svar på.

Bortset fra at den påpeger, at den nuværende situation ikke er holdbar, og at hvis man nægter at ændre kurs, vælger man den værst tænkelige mulighed. I de seneste 30 år har arbejdsløshedsprocenten typisk svinget mellem 9 og 12, undtagen et kortvarigt dyk i 2007-08. Præsident François Hollande har udtalt, at den vedholdende langtidsledighed har skabt en »social og økonomisk krisesituation«. Det er en langt mere uoverkommelig opgave at komme ud af en langvarig strukturel arbejdsløshedskrise end ud af en såkaldt cyklisk, konjunkturbestemt krise.

Der er i dag i Frankrig 5,7 millioner ledige (inklusive de deltidsarbejdsløse).

Men et element, der i regeringens debat om lovgivningen på arbejdsmarkedet i høj grad glimrer ved sit fravær, er enhver reel og konkret omtale af de arbejdspladser, som angiveligt vil blive skabt. Og det tomrum fylder de fleste franskmænd ud med frygt.

Den nuværende strejkebølge vil sandsynligvis snart høre op. Og Nuit Debout er allerede på flere områder faldet fra hinanden. Men bevægelsens fætter fra USA, Occupy Wall Street, har allerede sat sig spor ved at gøre opmærksom på, hvor skadelige de voksende sociale uligheder er, og på forskellene mellem den rigeste 1 procent og de øvrige 99 procent.

Det, der foregår her og nu i Frankrig, er på samme måde med til at tegne tendenserne klart op: Hvis du i fremtiden vil arbejde, må du indstille dig på at blive mindre godt betalt, at din sygesikring bliver ringere, og at ydelserne ved ledighed bliver lavere. Og hvad angår dine børn, så vil de komme til at leve i en verden, hvor der er langt mere ulighed end i din. Sådan ser de nye spilleregler ud.

Oversættelse: Jacob Giese Copyright: New York Times.
Sylvain Cypel er kommentator og tidligere redaktør og udenrigskorrespondent ved den franske avis Le Monde.

 

Bevægelsen "Nuit Debout"

»Vi bør holde op med at udtale os om det, vi er imod, og istedet tage til orde for at sige, hvad det er vi egentlig vil.«

14 april 2016 samtale med Fréderic Lordon

Hvordan vil »Nuit Debout« (Oprør i natten) kunne undgå de faldgrub som Occupy Wall Street i USA og 15-M (de indignerede ) i Spanien mødte?

–Ved at udvide grundlaget for modstand. Og ved at nå ud over krav-stadiet for istedet at udarbejde en ny systemramme resumeret i formlen: "Nej til arbejdsmarkedloven El Khomri og til dens verden".
Hvordan opstod bevægelsen »Nuit Debout«, og hvad er dens politiske rødder?

–Forud for bevægelsen gik François Ruffin's film Merci Patron! En film, der fortæller historien om en fyret lønarbejder fra LVMH (verdens største firma for luxusartikler), i hvis interesse det lykkes for Ruffin og hans filmhold at narre 40.000 euros fra en af Frankrigs største arbejdsgivere, Bernard Arnault, og at presse denne til at genintegrere og kontraktfastansætte den afskedigede arbejder i et filialselskab!

Filmen giver én en sådan fryd og energi, at nogle af os blev overbeviste om, at det var en positiv tilstand, der ikke måtte gå tabt, at denne energi måtte kunne bruges til noget. Flere af os konstaterede især, at der nok her var en slags konfliktudløser. Den generelle situation forekom os ret så ambivalent: på mange måder truende og håbløs, men paradoksalt nok samtidig meget lovende - fyldt med alskens vrede og med en almen forventning om et eller andet, der kunne sætte fart på udviklingen.

Filmen kunne blive den katalysator, der fremskyndede udviklingen. Med det formål organiserede vi i slutningen af februar en debat for at diskutere, hvad vi fra og med den film kunne starte - altså hvad der kunne gøres.

Det stod os efterhånden klart, at partiernes institutionelle spil uigenkaldeligt var endt i et dødvande, og at der var brug for en bevægelse af en anden type, en besættelses-bevægelse, der uden noget som helst mellemled kunne forbinde folk, sådan som det allerede havde været tilfældet med Occupy Wall Street i USA og 15-M (de indigneredes bevægelse) i Spanien.

Idéen blev at vise filmen offentligt i Paris på Place de la République og så udfra den begivenhed at sammenholde, hvad der måtte dukke op. Oven i købet kom så arbejdsmarkedloven, El Khomri, der udgør en formidabel og yderligere presserende grund til aktion og dermed et afsæt for vores initiativ. Parolen blev nu: »ingen går hjem efter demonstrationen« Og som sagt så gjort.
I Italien endte kampen mod the Jobs Act (Arbejdsmarkedreformen gennemført af Matteo Renzi, præsident for det italienske Råd) - en kamp der forøvrigt var ret svagt mobiliseret - med at blive fuldkommen delt: I manifestationerne deltog nok både de prekære, der kun har en periodebegrænset (CDD) kontrakt (eller endnu kortere) og de »autonome«, men ikke ret meget, og især alt for splittet.

Kan du forklare os det centrale i og nødvendigheden af »konvergerende kampe«?

–De giver selv svaret på deres spørgsmål. Så længe kampene forbliver lokale, spredte, og sektorielle, er det sikkert, at de er tabt på forhånd, eller i hvert fald, at de må føres uendeligt.

Vores opgave består i konstant at søge en fællesnævner for de forskellige kampe, for derved at give dem fællesskabets styrke. Man kan så meget lettere samle lønarbejderne, selvom de er af vidt forskellig status - selv arbejdsledere - men også de arbejdsløse, de prekære, og de universitetsstuderende og gymnasieeleverne, som er fremtidige prekære.

Og man kan, for eksempel, også interessere småbønderne, som selvom de ikke er lønarbejdere, ikke desto mindre lider nok så meget under kapitalens generelle logik. Eller, af samme grunde, de der som *Zadisterne omkring Notre-dame-des-Landes, modsætter sig absurde lokale konstruktionssprojekter, (*Økologi-aktivister i kamp mod et storstilet lufthavnsprojekt nær byen Nantes) udelukkende dikteret af blinde økonomiske logikker.

Det der især forekom os vigtigt, var at samle de forskellige venstreorienterede fraktioner, gensidigt holder de en vis afstand og betragter hinanden ret mistroisk, så det gælder om at få dem til at tale sammen.
I store træk drejer det sig om de unge i bymidten, hvis uddannelsesmæssige og kulturelle niveau er relativt højt, ofte er det prekære intellektuelle, og på den anden side, de fagforenings-organiserede arbejderklasser, hvis kamptraditioner adskiller sig ekstremt fra de forannævnte.

For en social bevægelses styrke er denne forbindelse imidlertid afgørende. Og desto mere afgørende er foreningen med de unge segregerede i forstæderne, de har deres egen vrede og deres egne kampe, som de to andre grupper fuldkomment ignorerer.

Denne forbindelse mener jeg er den mest afgørende, for den dag denvirkeliggøres, ja så vil regeringen uden tvivl være bange: fra og med det tidspunkt vil bevægelsen blive uimodståelig.

De siger »vi kræver intet«, for de nylige krav fra arbejdstagerne har kun drejet sig om smuler. Man kan omvendt se kravet som en påstand...men præcist om hvad?

–Alt hvad vi virker for, tager sigte på at ændre kampenes logik. Selvfølgelig er det nødvendigt at fortsætte med at stille krav overalt, hvor det er relevant! Men man bør indse, at det at kræve er en defensiv holdning, som stiltiende samtykker i at blive lukket inde i systemets ramme og præmisser, uden mulighed for at sætte spørgsmålstegn vedrørende selve rammen. At stille spørgsmål angående rammen selv er imidlertid blevet presserende nødvendigt!
Det vil sige at det ikke længere er kravene, vi bør prioritere, men en bekræftelse af den systemramme, vi ønsker. Netop derfor er der ikke nogen, af hvem vi kan »kræve« en anden ramme. Det er os selv, der bør tage dette spørgsmål op for at kunne fører det ud i livet! Det forklarer måden, vi artikulerer krav og det vi grundlæggende vil: vi siger »nej til arbejdsmarkedsloven El Khomri og til dens 'verden'«.

Vi har krav mod loven, men vi erklærer, at vi vil en anden 'verden' end den, hvis logik konstant afføder sådanne love. Så længe vi bliver i et register, der begrænser sig til at formule krav, må vi uden ende igen og igen afbøde det ene slag efter det andet og i det udelukkende defensive register, hvori néoliberalismen har lukket os inde de sidste 30 år.

Vi bør gå i offensiv, og at gå i offensiv, er at holde op med at udtale os om det, vi ikke vil, og istedet begynde at sige, hvad det er vi vil.

Interviewet er oversat af Bjarne Mortensen - http://modkraft.dk/artikel/der-findes-ikke-noget-alternativ-eller-g-r-der