Analyse: Ideologisk regnemaskine løser ikke arbejdsløsheden

Dagpengelovens teoretikere påstår, at der fremover "kun" vil falde 6.700 ud af dagpengesystemet hvert år. Men det er et fiktivt tal, som er produceret i en ny regnemodel, som bygger på en teori om, at jo fattigere man bliver des flere job opstår der, og ikke tager højde for at muligheden for job er afhængigt af den økonomiske situation.

Den nye regnemaskines forudsætninger og antagelser forklares og kritiseres i Enhedslistens analyse "Derfor gør dagpengeaftalen ikke arbejdsmarkedet bedre".

I analysen gennemgår vi både de problemer, der med selve den valgte model, og vi gennemgår en række forhold, som en dagpengemodel burde medtage, men som ikke er indeholdt i den valgte model.

Vores konklusioner er, at Dagpengemodellen kommer til at give forkerte prognoser for udfald og overgang til beskæftigelse, fordi:

1. Dagpengemodellen bygger på en række uholdbare antagelser, om hvilke persontyper der reagerer på ændringer i dagpengenes størrelse og varighed.
Konkret vises, at de beregnede adfærdsændringer som følge af ændringer i dagpengenes størrelse og ydelsesperiodens længde ikke lader sig generalisere til hele arbejdsmarkedet. Den "standardperson", som bruges til at generalisere effekten af ændringen i ydelsesniveauet er ikke dækkende for ret mange ledige.

2. Modellen tager ikke højde for, at næsten lige så mange ledige ryger ud af dagpengesystemet og over på andre ydelser, som der kommer i job, når dagpengene sættes ned.
Dermed overvurderes effekten af en nedsættelse af dagpengeniveauet, eller også indbefatter det, at alle andre ydelser skal sættes tilsvarende ned. Denne betingelse er ikke opfyldt med dagpengeaftalen.

3. Endelig tager modellen ikke hensyn til at sandsynlighederne for at de ledige kommer i beskæftigelse er afhængig af den økonomiske situation.Modellen kan alene sige noget om, hvordan ændringer i dagpengesystemet vil påvirke beskæftigelse og økonomi i en idealiseret ligevægtssituation. Desværre lader den økonomiske virkelighed sig ikke reducere til dette.

En retvisende model burde indeholde – hvis man ellers læser den internationale arbejdsmarkedsforskningslitteratur – en række yderligere forhold, som kan give et mere retvisende billede af virkningen ved at ændre i dagpengereglerne:

1. Når man presser folk til at tage et hvilket som helst arbejde, har den negative effekter på produktiviteten.
Ledige, der finder et job, som ikke matcher kvalifikationerne, arbejder ikke blot mindre effektivt, men mister også de kvalifikationer, som er oparbejdet. Samtidig bliver tilknytningen til arbejdsmarkedet også mere ustabil.

2. Dagpengeaftalen vil tvinge flere ledige til at tage korttids- og lavtlønsarbejde – og dermed bidrage til at skabe et lavtlønsarbejdsmarked, jf. de tyske erfaringer.
Dermed skabes der altså job med lav produktivitet og som er på usikre vilkår.

3. Dagpengemodellen indbygger ikke effekterne af den lavere lønudvikling de offentlige finanser.
Den lavere lønudvikling er faktisk en "finanspolitisk eksternalitet", dvs. forringelse af dagpengene har en utilsigtet uhensigtsmæssig effekt på den offentlige økonomi, fordi indtægterne fra indkomstskat bliver lavere. I Danmark vil det udhule finansieringen af velfærdsstaten, fordi velfærdsstaten i høj grad er baseret på indkomstskat og skat på forbrug.

4. Dagpengemodellen tager ikke højde for fordelingen af omkostninger og indtægter ved ændringer i dagpengene.
Når man presser forskellige grupper af ledige ud på arbejdsmarkedet vil der sandsynligvis ske en fortrængning af de grupper, som har sværest ved at finde beskæftigelse. Disse grupper må derfor bære omkostningen af at få forlænget deres ledighedsperiode, fordi andre af grupper af ledige så at sige overtager jobfunktioner, som ellers svarede til kvalifikationerne hos de fortrængte grupper.

BilagStørrelse
Rapport. Derfor gør dagpengeaftalen ikke arbejdsmarkedet bedre.pdf371.01 kB