Stilladsarbejdernes Landsklub udtaler følgende:

Kampen mod social dumping fortsætter Nej til fondsløsninger Ja til kædeansvar Regeringen har fremlagt et forslag om en fond, som skal sikre de udenlandske arbejdere, som måtte blive snydt, når de er udstationeret i Danmark.

Fonden skal drives af indbetalinger fra alle danske og udenlandske arbejdsgivere og det er kun udenlandske arbejdere, som er omfattet af en overenskomst, som vil kunne få erstatning, hvis de bliver snydt. 

Erstatningen kan kun blive udbetalt hvis den danske fagbevægelse har kørt en sag i Arbejdsretten og hvis fagforeningen forgæves har forsøgt at indkradse pengene hos den arbejdsgiver, som har snydt de udenlandske kolleger. Regeringen er helt galt på den med denne fondsløsning:

• Det er lønkroner fra organiserede arbejdere og arbejdsgivere, som skal drive fonden.

• Det er i stor grad udenlandske arbejdere, som ikke er overenskomstdækket der bliver snydt – de bliver ikke omfattet af fondsløsningen

• De danske fagforeninger skal bruge tid og penge på at dokumentere at de udenlandske kolleger er blevet snydt, før de kan nyde gavn af fonden

Vi er forarget over at det er LO, som i samarbejde med DA, har udtænkt denne løsning. De udtaler i deres forslag ”Det er ikke foreneligt med den danske model at lovgive om mindsteløn, almengøre kollektive overenskomster eller lovgive om kædeansvar” Vi er enige i at en lovbestemt mindsteløn og en almengøring af kollektive overenskomster ikke hører hjemme i den danske model. Derimod vil et kædeansvar jo netop sikre at de udenlandske lønmodtagere vil blive omfattet af en dansk overenskomst.

 

OK 2017 skal sikre et reelt kædeansvar

Vi vil ikke acceptere at regeringen, LO og DA på denne måde forsøger at skrive kravet om et kædeansvar ud af overenskomstforhandlingerne i 2017. Et kædeansvar vil sikre at de seriøse arbejdsgivere kan konkurrere på lige vilkår, det vil sikre at vores overenskomster bliver overholdt og det vil sikre at arbejderne ikke skal betale for arbejdsgivere, som svindler og udnytter udenlandsk arbejdskraft. Kædeansvar er derfor vores hovedkrav til OK 2017

 

Vedtaget på Landsmødet Silkeborg d. 5. Marts 2016

Landsklubformand Jacob Jespersen 20 84 94 40