CFU-forliget: OK13 i staten

Overenskomstforliget på det statslige område mellem CFU og Finansministeriet betyder et reallønsfald og er i øvrigt præget af, at de faglige organisationer har været i en meget defensiv position. De har stået over for en finansminister, der er gået benhårdt efter at få et gennembrud på fronter, som hans forgænger ikke magtede, samtidigt med at besparelser og fyringer vælter ned over de statslige arbejdspladser.

I modsætning til sine forgængere offentliggjorde Bjarne Corydon ikke på forhånd sine ønsker og krav til overenskomstforhandlingerne. Dem blev CFU og de faglige organisationer først bekendt med, da kravene blev udvekslet lige før jul. Finansministeren havde – også som noget nyt – tre højt prioriterede krav:

  1. Ændring af arbejdstidsreglerne for gymnasielærere, erhvervsskolelærere og andre undervisere i staten
  2. Afskaffelse af reguleringsordningen
  3. Fremrykning af en forhøjet pligtig afgangsalder for nogle grupper af tjenestemænd og de dertil knyttede pensionsordninger.

Det tredje krav blev frafaldet i løbet af de centrale forhandlinger i januar efter stærk modstand fra tjenestemandsorganisationerne, mens de to andre krav blev fastholdt af finansministeren lige til det sidste ved den afgørende og sidste forhandling d. 7. februar. Da hele CFU stod fast på at videreføre reguleringsordningen, bøjede finansministeren sig til sidst. Det blev aftalt, at de statsansatte pr. 1. april får generelle lønstigninger på 0,82%.

Da de statsansatte imidlertid samlet set har haft en lønudvikling, der er 0,82% højere end de privatansatte, skylder de statsansatte således ifølge reguleringsordningen samme 0,82%, der modregnes i lønstigningen. Den bliver derfor på 0% i 2013. I 2014 gives der 0,80% i generelle lønstigninger og forventes en udmøntning af reguleringsordningen på 0,30%, hvilket dog er afhængig af lønudviklingen på det private arbejdsmarked – og om nogle grupper i staten ved lokale lønforhandlinger eller ved organisationsaftaler opnår større lønstigninger.

Udover de generelle lønstigninger forventes lokale lønforhandlinger at give 0,5% hvert år; men i økonomisk stramme tider er det dog meget usikkert, og de årlige lokale lønforhandlinger kommer langt fra alle til gode. Der er derfor ikke tvivl om, at langt de fleste statsansatte vil opleve et betydeligt reallønsfald – og ikke mindst de lavere lønnede. De minimale generelle lønstigninger næste år sker nemlig procentvis, da de allerfleste organisationer afviste at lønstigninger skulle udmøntes i kroner frem for procent.

Kravet om ændrede arbejdstider holdt finansministeren endnu mere stædigt fast i, og det viste sig under forhandlinger, at han også stillede krav til ændring af arbejdstidsreglerne for mange andre grupper end underviserne.

Finansministeren ønskede at øge muligheden for plustid voldsomt, så det blev muligt individuelt mellem medarbejder og chef at indgå aftale om at arbejde mere end 37 timer om ugen – helt uden om tillidsrepræsentanten. Der skulle heller ikke være nogen øvre grænse for, hvor mange timer der kunne aftales op til EU-direktivet om maximum 48 timers arbejde om ugen. Corydon ville også ændre på reglerne om aftentillæg, så det i stedet for at gælde mellem 17 og 6 først gjaldt fra kl. 18. Endelig ville finansministeren også ændre opgørelsesperioden for en række faggrupper, hvor arbejdstiden har været opgjort på månedsbases til fremover at blive opgjort over en tre måneders periode,

Alle disse krav ville især forringe forholdene for HK'ere, 3F'ere og andre LO-grupper, der kraftigt afvise kravene og bl.a. pegede på, at de var helt uacceptable i en tid med stor arbejdsløshed. Kravene blev taget af bordet for disse grupper, men for underviserne fastholdt finansministeren sine krav og opnåede et forlig med gymnasielærerne, hvis formand og hovedbestyrelse dog blev underkendt af et flertal på et repræsentantskabsmøde.

Udover løn og arbejdstid indeholder CFU-forliget resultater på en række andre områder. Det er fortsat en to-årig overenskomstperiode, selv om AC allerede før forhandlingernes start havde lagt op til en 4-5-årig periode og efterhånden fik FTF-grupperne med på den holdning, mens LO-grupperne i OAO fastholdt ønsket om en to-årig periode, som også finansministeren foretrak.

Et vigtigt krav fra alle faglige organisationer var øget tryghed. På det felt blev der aftalt, at der afsættes midler til øget kompetenceudvikling og særlige initiativer, der kan hjælpe afskedigede i arbejde igen, bl.a. mulighed for oprettelse af jobbanker. Samarbejdsaftalen er blevet ændret med sproglige præciseringer og tydeliggørelser af, hvad SU skal tage sig af; men ikke den forenkling og udvanding af reglerne, som finansministeren oprindelig havde lagt op til.

Efter ønske fra organisationerne bliver der nu i reglerne for tillidsrepræsentanter taget højde for, at stadig flere af statens arbejdspladser dækker geografisk store områder, hvilket giver tidsmæssige udfordringer for de tillidsvalgte. Der har ikke som på det kommunale område været krav fra arbejdsgiversiden om færre tillidsvalgte.

Endelig er et krav fra især LO-grupperne om elevansvarlige på alle arbejdspladser blevet imødekommet. Der indføres som noget nyt mulighed for, at ældre medarbejdere kan gå på delpension – dog ikke helt i den udformning, som de faglige organisationer havde ønsket.

Ved siden af de generelle forhandlinger foregår der forhandlinger mellem de enkelte organisationer og Finansministeriet om de særlige organisationskrav. Nogle af disse forhandlinger er afsluttet; men da der ikke har været afsat midler til organisationsforhandlingerne er det ret begrænset, hvad der har kunnet opnås af resultater.