OK11 giver reallønsfald og større lønforskelle

Overenskomstforligene i det offentlige sikrer ikke mere tryghed, men medfører udhuling af reallønnen og fortsat uligeløn. Derfor opfordrer Enhedslisten til at stemme nej

En garanti for reallønsfald. Det er resultatet af overenskomstforhandlingerne på de offentlige områder. Til gengæld er der ikke nogen tryghedsgaranti, selv om nedskæringer og fyringer hagler ned over hele den offentlige sektor.

En tryghedspakke var ellers ét af hovedkravene ved OK2011; men det blev ikke til mere end en beskeden tryghedspulje inden for det kommunale område. Den giver mulighed for, at fyrede kommunalt ansatte kan søge om at få bevilget 10.000 kr. til kompetenceudvikling. Inden for staten er der slet ikke opnået noget i forhold til større tryghed midt i en fyringssæson.

Reallønsfald 

Et andet hovedkrav har været generelle lønstigninger for at sikre reallønnen, og næsten alle midler er brugt på at forsøge at nå det mål, så der stort set ikke har været penge til at tilgodese andre krav. Alligevel er det endt med, at de offentligt ansatte over den næste to-årige overenskomstperiode vil opleve et reallønsfald.

Der bliver overhovedet ingen generelle lønstigninger i år. Næste år er der aftalt en stigning på 2,65% i kommuner og regioner, mens der i staten kun er aftalt 1,70%, men skønnes at blive en lokal løndannelse på 1.8% over de to år. Det er dog langt fra alle, der får del i den lokale lønudvikling, og med forventede prisstigninger på mindst 4,5% over de næste par år vil mange få et betydeligt reallønstab. 

Større lønforskelle 

Især de mange lavtlønnede offentligt ansatte vil blive ramt af de magre overenskomstforlig, samtidigt med at der er lønfest på direktionsgangene i de private virksomheder, og også departementschefer, kommunaldirektører og andre topchefer i det offentlige er blevet forgyldet i det offentlige i de seneste år med lønstigninger på langt mere end det dobbelte af deres medarbejdere.

Lønforskellene i det offentlige er i det hele taget vokset de senere år, så der både mellem og inden for faggrupperne er stadig større lønforskelle, ligesom en del grupper af offentligt ansatte ligger lønmæssigt lavere end privat ansatte med sammenlignelige jobs eller uddannelse af tilsvarende længde.

Selv om OK2011 ikke betød et gennembrud for finansministerens ønske om mere individuel lønforhandling, er der på den anden side ikke opnået noget, der kan bremse de stigende lønforskelle. Der er derfor fortsat brug for at se på, hvordan uligeløn kan modvirkes og lige løn for lige arbejde fremmes.

Reguleringsordningen 

Samtidigt er det også nødvendigt med et kritisk eftersyn af den nuværende reguleringsordning, der baserer sig på en opfattelse af, at offentligt ansatte skal holde sig tilbage i forhold til de privatansatte og aldrig må være lønførende.

Det betyder som i disse år med lav lønudvikling på det private arbejdsmarked, at offentligt ansattes løn går i stå med indbygget reallønsfald til følge, og med den nuværende udformning af reguleringsordningen samtidigt begrænser mulighederne for lønudvikling, fordi for stor udvikling såvel generelt som ved lokal lønforhandling endnu en gang vil føre til en negativ udmøntning. Derfor må reguleringsordningen ændres, så denne binding fjernes, og de offentligt ansatte får reel mulighed for at føre lønkamp
.

Økonomisk ansvarlighed 

Fagbevægelsen må også opgive sin overdrevne økonomiske ansvarlighed over for regeringen. Det er jo ikke de almindelige lønmodtagere, der har bragt landet ud i en økonomisk krise, men regeringens uansvarlige politik med store skattelettelser og unødige udgifter på en række områder lige fra overbetaling af privathospitalerne til krigen i Afghanistan.

Derfor er det heller ikke de offentligt ansatte, der skal bøde for regeringens uansvarlige og asociale politik. Desværre har fagbevægelsen i for høj selv italesat og medvirket til at skabe en opfattelse af, at der stort set ikke er råd til noget som helst ved disse overenskomstforhandlinger i stedet for at mobilisere til kamp for sikring af såvel realløn som tryghed - og derved også politisk konfrontere regeringens ultraliberalistiske kurs.

Det mest ansvarlige og solidariske svar på overenskomstforligene er derfor at stemme nej, når OK2011 skal til urafstemning blandt de offentligt ansatte. Sådan lyder opfordringen fra Enhedslistens faglige landsudvalg, der på sit møde d. 6. marts drøftede de indgåede overenskomstforlig.