Faglig opbakning til klimademonstration

En stribe fagforbund og lokale fagforeninger bakker op om den store klimademonstration d. 12. december i København og deltager i demonstrationens faglige blok med faner og bannere.

På HK's kongres i begyndelsen af november blev det besluttet, at forbundet støtter klimademonstrationen. Det sker ikke kun med ord, men også med kontant støtte. HK Hovedstaden har bevilget 10.000 kroner til det praktiske arrangement og åbner selv dørene om formiddagen d. 12. december. HK-medlemmer kan fra kl. 10.30 få morgenmad, en sludder med hinanden og hente faner til demonstrationen. Det foregår i HK Hovedstaden på Artillerivej 30, hvor fanerne igen kan afleveres efter demonstrationen. 

- Det er utrolig vigtigt, at vi viser folkelig opbakning til demonstrationen. Klimaet er det altoverskyggende problem for hele verden, for os selv, vores børn og vores efterkommere, siger formand for  HK/Stat Hovedstaden Poul Drews som begrundelse for at bakke op om demonstrationen. 

HK-kongressen diskuterede klimakonferencen og opbakning til demonstrationen på forslag fra Ulla Morin, tillidsrepræsentant på Novo Zymes, og lagde i en kongresudtalelse vægt på, at der nås bindende aftaler om nedbringelse af CO2-udslip i verdens udviklede lande.

Også FOA, BUPL, Blik- og Rørarbejderforbundet, Danmarks Lærerforening, Dansk Magisterforening, PROSA, SL og LFS bakker op om klimademonstrationen ligesom flere afdelinger af 3F, Byggefagenes Samvirke, LO Storkøbenhavn og LO-Ungdom.

Fagligt Landsudvalg opfordrer Enhedslistens fagligt aktive til at deltage i den faglige blok i klimademonstrationen - og gerne med fagforeningsfanen i hånden. 

Demonstrationen den 12. december starter kl. 13 på Christiansborg Slotsplads og går til Bella Centeret, hvor klimatopmødet finder sted. Over 350 organisationer fra mere end 50 lande har tilsluttet sig demonstrationen.

Læs mere om klimademonstrationen på nettet:

http://www.12dec09.dk/content/.