Et stort LO-forbund er en gave til græsrødderne

Sådan lyder den opsigtvækkende analyse fra venstrefløjen i fagbevægelsen, efter 3F’s formand har lagt i ovnen til den helt store debat om fagbevægelsen fremtid.

 

Den 29. august bragte Politiken en kronik af 3F’s formand Poul Erik Skov Christensen, hvor han præsenterede sin vision om at omdanne LO fagbevægelsen til ét stort forbund, opdelt i brancher og med en stærk lokal forankring. Forud for dette udspil var gået en diskussion i 3F´s hovedbestyrelse, hvor hovedbestyrelsen havde nikket til, at 3F skulle tage initiativet til denne diskussion – uden at der dermed var konkluderet på den konkrete model for strukturændringen (Det sker formentligt på 3F´s kongres i september 2010).

Det var dog tydeligt i hovedbestyrelsens diskussioner, at der ikke var opbakning til de tanker, som Børge Frederiksen, formand for 3F Industrigruppe, var kommet med. Børge Frederiksen havde foreslået, at LO skulle omdannes til to forbund – et for det offentlige, og et for det private område – en tanke, som Poul Erik Skov Christensen lægger klar afstand til.

Reaktionerne i LO
Overraskende nok, reagerede de andre forbundsformænd i LO’s daglige ledelse forholdsvis positivt på 3F-udspillet. (Se LO’s ugebrev A4 nr. 30). De er enige i, at den nuværende struktur ikke kan matche fremtidens udfordringer. Alle erklærer at have viljen til fornyelse og roser 3F-formanden for at have givet bolden op til en spændende debat. Men herefter skilles vandene.

Ingen erklærer sig direkte som tilhænger af ét-forbundstanken. FOA vil have to forbund – et for offentligt ansatte og et for private. Træ-Industri-Byg og Socialpædagogernes landsforbund mener, at 5-6 eller flere forbund er den bedste løsning. HK og Dansk Metal tager ikke stilling, men er meget villige til at tage debatten.

At viljen til at diskutere spørgsmålet rent faktisk er til stede, viste sig ved, at forbundsformændene nedsatte en arbejdsgruppe med LO formanden for bordenden. Gruppen skal komme med en »masterplan« for diskussionen i løbet af 2010. Ambitionen er helt tydeligt, at der skal ligge et oplæg til LO’s kongres i 2011.

Det er for tidligt at sige, hvad det munder ud i. Sporene skræmmer. LO har tidligere – i halvfjerdserne og firserne – forsøgt at blive enige om en fælles plan for strukturændring, hvor både industriforbund og ét stort forbund har været i spil. Spørgsmålet er, om LO-fagbevægelsens krise efterhånden bider så hårdt, at de faglige ledere er parat til at se ud over snævre egeninteresser.

Som det tegner nu, vil en række mindre forbund sikkert modsætte sig modellen med ét forbund, og så vil den være død. Der kan tænkes en lang række andre problemer internt i forbundene, og forbundene imellem, som vil kunne spænde ben for en fælles plan. Men debatten er i gang, og inden for det næste års tid vil der være sat nogle overordnede rammer for den.

Venstrefløjen må rykke!
Det stiller venstrefløjen i fagbevægelsen over for en udfordring. Hvis vi skal sikre, at det ikke bare bliver en gold strukturdiskussion, men en diskussion om hvad vi vil med fagbevægelsen, hvordan vi udvikler den til en kamporganisation, så er det nu, vi skal rykke.

Når først forbundsledelserne bliver enige om rammerne for diskussionen, så bliver det meget svært at trænge igennem med alternative synsvinkler. Så er der stor fare for, at det blot bliver den sædvanlige diskussion om, hvilke »stordriftsfordele« vi kan opnå ved en strukturændring, og hvor mange taburetter skal der være til hvem – og så står medlemmerne af.

Som man kan se nedenfor, er jeg faktisk af den opfattelse, at vi med afsæt i ét-forbundstanken har mulighed for at engagere flere medlemmer end ellers i en sådan strukturdiskussion, og at gøre det på et grundlag, der sætter perspektivet om en kæmpende og demokratisk fagbevægelse i centrum.

Rigtig analyse – men vigtig mangel
Men lad os først se på 3F Formandens udspil. Forslaget er som sagt, at LO’s 18 medlemsforbund samles i ét forbund. Det vil selvfølgelig være nødvendigt med en opdeling i brancher, som kan forvalte de mange overenskomster, der er på de forskellige områder.

Poul Erik Skov Christensen går ikke detaljer med dette, men det giver sig selv, at det skal være brancher, der matcher den gældende overenskomststruktur, dvs. industri, transport, byggeri, service, handel-kontor osv. Men udbygning af den lokale struktur er også en vigtig brik – ét fælles forbund vil muliggøre etableringen af langt flere lokalafdelinger, i stedet for den »udtynding« af det lokale led, som har præget udviklingen de sidste mange år, hvor alle forbund har nedlagt/sammenlagt lokalafdelinger, der skulle dække stadigt større geografiske områder.

Ifølge Poul Erik Skov Christensen står fagbevægelsen over for fire store udfordringer, som nødvendiggør en sådan strukturændring:

  • Fleksibiliteten på arbejdsmarkedet gør, at lønmodtagerne skifter fag og branche mange gange i løbet af et arbejdsliv. Det opleves af medlemmerne som besværligt, at de hver gang skal skifte forbund.
  • Den kraftige medlemstilbagegang for LO-forbundene nødvendiggør en ekstraordinær indsats. Der er især problemer med at få de unge årgange til at melde sig ind.
  • Konkurrencen fra »de gule« fagforeninger presser LO forbundene på økonomien. »Stordriftsfordele« ved en strukturændring kan hjælpe til at holde kontingentet i ro.
  • Organisationsstrukturen på arbejdsgiverside har ændret sig. Dansk Industri har suget flere og flere overenskomstområder til sig, og har derved svækket Dansk Arbejdsgiverforening som modpart til LO.


Man kan ikke indvende noget mod denne analyse – udover at der mangler et helt afgørende punkt, som bør siges højt, nemlig det faktum, at det store flertal af medlemmerne opfatter medlemskabet som et nødvendigt onde, og ikke en kær pligt.

Der er samtidig udbredt – og berettiget! – utilfredshed med pamperi og manglende demokrati. De har meget svært ved at forstå det rimelige i de mange stridigheder mellem forbundene om, hvor medlemmerne skal være organiseret. Det helt grundlæggende er, at mange medlemmer ikke oplever, at fagbevægelsen er synlig på arbejdspladsen eller i lokalområdet, eller at den kommer med svar på de problemer, de oplever i dagligdagen.

Andre krisetegn er det svage fremmøde til fagforeningernes aktiviteter, og det forhold, at det bliver sværere og sværere at få folk til at stille op til tillidsposter.

Kan vi få medlemmerne med?
Som regel er det svært at engagere medlemmerne i debatten om den faglige struktur. Jeg drømmer da heller ikke om, at det er noget, som det store flertal vil interessere sig for, førend de evt. skal stemme om det.

Men der er da heldigvis stadig et stort lag af aktive klubbestyrelsesmedlemmer og fagligt aktive i øvrigt, der gør sig nogle tanker om de udfordringer, fagbevægelsen står over for. Her rummer ét-forbunds modellen muligheden for at komme med nogle helt enkle budskaber, der samtidig er et svar på nogle af de kritikpunkter, som mange medlemmer har i dag.

For det første:
Ét fælles forbund øger muligheden for at bruge kræfterne på at slås for medlemmerne, i stedet for at slås om dem. Alle stridigheder, der vedrører den overordnede overenskomst vil være fjernet med et pennestrøg. Det vil en gang for alle knæsætte det fornuftige princip:
Samme arbejdsplads – samme overenskomst – samme fagforening. (Det vil modellen med industriforbund også kunne, men den vil ikke give de samme muligheder i forhold til at løse grænsestridigheder og interessekonflikter mellem forskellige lokalafdelinger, ligesom den heller ikke kan matche de to næste argumenter!)

For det andet:
Ét-forbunds modellen giver de bedste muligheder for at styrke den lokale struktur. Det vil være muligt at etablere mindst én lokal fagforening i hver af landets kommuner, og i nogle kommuner vil det være muligt at etablere flere fagforeninger.

Det vil rent fysisk bringe fagbevægelsen tættere på medlemmerne og arbejdspladserne, det vil synliggøre den i by- og gadebilledet, og det vil kunne medføre, at fagbevægelsen bliver en langt stærkere politisk aktør på kommunalt og regionalt plan – hvilket der er et skrigende behov for i disse tider, hvor embedsmandsvældet og afpolitiseringen breder sig som følge af kommunalreformen.

For det tredje:
Det vil afskaffe en hel masse dobbeltarbejde. I dag har alle de store forbund hver deres juridiske afdeling og økonomiske analyseenhed, hver deres konsulenter og eksperter på de samme områder, for ikke at tale om, at de også har hver deres IT-system og dertil hørende IT-afdeling osv. osv.

For at det ikke skal være løgn, betaler alle forbundene samtidig til nøjagtig de samme funktioner i LO-huset på Islands Brygge! Her kan spares rigtig mange millioner, som kan og bør bruges til at styrke lokalafdelingernes opsøgende arbejde og støtte til tillidsrepræsentanterne (der bliver såmænd nok også noget til overs, til at holde kontingentet i ro!).

Det er min erfaring fra diskussioner med tillidsrepræsentanter i min egen fagforening, at hvis man koncentrerer sig om disse argumenter, så er det faktisk muligt at få en god og fremadrettet diskussion om, hvad vi vil med fagbevægelsen. Det betyder ikke, at alle bare klapper i deres små hænder. Det ville da også være dumt, for selvfølgelig rummer en sådan strukturændring også faren for mere centralisering af magten og for at de enkelte faggrupper »drukner« i den store struktur, og der skal udvikles rigtig gode konkrete svar på de bekymringer, hvis medlemmerne skal være med på idéen.

Fagforeningerne som kamporganisationer
Strukturmæssige argumenter gør det selvfølgelig ikke alene. Selv den bedste struktur er ligegyldig, hvis det politiske indhold er forkert. Derfor skal strukturdiskussionen jo netop kun være et afsæt for den politiske diskussion om, hvad vi vil bruge fagbevægelsen til. Men også på det område, er ét-forbunds modellen et bedre udgangspunkt end både den nuværende struktur, og andre tænkelige modeller.

Overskriften på det politiske indhold må nu engang være solidaritet, solidaritet og atter solidaritet. Ét-forbunds modellen vil alt andet lige være den bedste ramme om at styrke kampen for at »hæve bunden«, kampen for ligeløn, og den fælles kamp på tværs af fag og brancher for faglige og sociale rettigheder i samfundet, og imod skiftende regeringers forsøg på at vælte byrderne over på arbejderklassen.

Sidst, men ikke mindst, vil det være en langt bedre ramme for forpligtende aftaler mellem overenskomstområderne om, hvad der skal prioriteres ved overenskomstforhandlingerne, og hvordan kampen skal koordineres – for nu at nævne nogle få af de vigtige kampopgaver, som fagforeningerne har.

Offentlig – privat – samme kamp!
Ét-forbunds modellen vil også være den bedste ramme for at gøre op med en af de mest alvorlige splittelser i LO-fagbevægelsen – splittelsen mellem offentligt og privat ansatte, som viser sig mest grotesk i de opslidende grænsestridigheder mellem FOA og 3F.

Grotesk, fordi det er de to forbund i , der har flest fælles interesser og udfordringer. Begge organiserer nogle af de lavest lønnede og kortest uddannede medlemmer, der stort set ingen indflydelse har på deres arbejdssituation, som er udsat for dårligt arbejdsmiljø og trues af nedslidning og udstødning fra arbejdsmarkedet.

Begge forbund har store udfordringer i forhold til ligeløn og integration af medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk.

Begge forbund har en stærk og umiddelbar interesse i at forsvare hver eneste stump af velfærdsstaten.

Derfor er det skuffende at høre FOA’s formand Dennis Christensens svar på 3F-udspillet. Dennis Christensen afviser ét-forbunds modellen. Han vil have to forbund – et for offentligt og et for privat ansatte. Han graver oven i købet grøften dybere ved at tale for et offentligt forbund, der også organiserer ansatte i de private firmaer, der udfører opgaver for det offentlige.

Det vil ganske enkelt være en katastrofe, hvis det bliver resultatet af en strukturændring. Dennis Christensen tror nok heller ikke selv på det. Hans udmelding skal snarere ses som et forsøg på at lægge diskussionen død, og give FOA mulighed for at holde døren åben for at gå i retning af FTF – en løsning, han tidligere har truet med, hvis LO ikke i tilstrækkelig grad vil sikre FOA-medlemmernes interesser.

Det er rigtigt, at der også er et stort interessefællesskab mellem FOA’s medlemmer og store grupper inden for FTF. Men det interessefællesskab har 3F og flere andre forbund også. Derfor er ét-forbunds modellen den bedste måde at styrke det.

Hvordan kommer vi videre?
LO-fagbevægelsen rider ikke samme dag som den sadler – heller ikke i strukturspørgsmål. Måske må man også denne gang erkende, at taburetklæberi, fagchauvinisme og almindelig frygt for forandringer står i vejen for et fælles træk, som vil kunne overbevise flertallet af medlemmerne om, at LO-fagbevægelsen er i stand til at møde nye tider med nye – fælles – svar.

En strukturændring er da heller ikke noget mål i sig selv. Lige nøjagtig i dette spørgsmål kan man med en vis ret sige, at »bevægelsen er alt, målet intet« – forstået på den måde, at diskussionen om ét-forbunds modellen kan bruges som afsæt for at styrke det lokale samarbejde mellem fagforeningerne og mellem faggrupperne ude på arbejdspladserne

Her er den allerede så småt i gang. LO Storkøbenhavns forretningsudvalg har for eksempel besluttet at tage hul på den i begyndelsen af det nye år. Det allervigtigste er, at diskussionen kommer ud på arbejdspladserne, med budskabet om, at de faktisk har mulighed for at sætte dagsordenen.

Hvis det oven i købet munder ud i at arbejdspladser og lokale fagforeninger i fællesskab begynder at formulere krav om strukturændringer, der udvikler fagbevægelsen på et demokratisk og solidarisk grundlag, så er vi kommet langt. Det er »win-win« at gå i brechen for ét-forbunds modellen, så det er bare om at komme i gang!

Det bliver spændende at se, om venstrefløjen i fagbevægelsen kan enes om at sætte den dagsorden, eller om vi – som vi før har set i sådanne spørgsmål – lader os begrænse af snævre interesser i de faggrupper, vi tilhører hver især!

Finn Sørensen er næstformand i 3F Industri og Service, medlem af LO Storkøbenhavns Forretningsudvalg og aktiv i Fagligt Ansvar.

Tidligere bragt på modkraft.dk hvor man også kan læse svar fra bl.a. Dennis Kristensen