Bevar lukkeloven

Regeringen vil afskaffe lukkeloven, så butiksejerne helt frit selv kan bestemme, hvornår de vil holde åbent. Argumentet er, at så kan vi hver især købe ind, når det passer os bedst. Og er det egentlig ikke også meget rimeligt? Er det ikke kun de mest konservative små butiksdrivende og Indre Mission, der vil bevare lukkeloven af hensyn til at komme helligdagen i hu? Skal vi ikke i Enhedslisten være lidt moderne og købe ideen om at give åbningstiderne helt frie uden snærende bånd?
Nej, tværtimod. Enhedslisten må fortsat sige klart nej til både yderligere liberalisering af lukkeloven og en fuldstændig afskaffelse af den. Reglerne om butikkernes åbningstider er allerede lempet mere end rigeligt.

Tid nok
Med de nuværende åbningstider har alle forbrugere masser af tid til at gøre deres indkøb af såvel dagligvarer som større forbrugsgoder. Det gælder også småbørnsfamilier og andre, der er hårdt pressede i dagligdagen. Og mange større butikker er allerede i dag nødt til at annoncere med slagtilbud for at få folk til at handle om søndagen.

Stort gennemtræk
I al snakken om at udvide åbningstiderne af hensyn til børnefamilierne glemmes ofte, at de butiksansatte også har krav på et sammenhængende liv med plads til familie og fritidsinteresser. De udvidede arbejdstider sammen med både fysisk og psykisk hårde arbejdsbetingelser og en alt for lav løn gør det ikke særlig attraktivt at arbejde i butik. Det er blevet stadig sværere at skaffe fastansatte i butikkerne, specielt i supermarkeder og discountkæder, der har en meget stor personaleomsætning.

En bestandig stor udskiftning af personale og mange kortvarigt, løst ansatte unge giver ikke blot et dårligt arbejdsmiljø i butikkerne, men går i høj grad også ud over forbrugerne. De får en dårlig betjening og kan slet ikke få den hjælp og vejledning, som man har krav på. Det er med til at underminere bestræbelserne på at fremme gode og sunde produkter, som stadig flere forbrugere efterspørger.

Mindre butikker lukker
Hensynet til forbrugerne er hver gang begrundelsen for at liberalisere lukkeloven, men en yderligere liberalisering vil snarere komme forbrugerne til skade end gavn. De små, lokale butikker vil have svært ved at overleve, hvis de store supermarkeder og discountbutikker får endnu friere rammer for at holde åbent. Det vil udkonkurrere mange nærbutikker og give mange mennesker længere vej til de daglige indkøb. Mange minimarkeder og bagerbutikker er allerede lukket, og en afskaffelse af lukkeloven vil gøre det endnu sværere at finde en bager med friskt, varmt brød. Brød må så købes i supermarkedet eller på tanken.

Centralisering
Ophævelse af lukkeloven i kombination med den økonomiske krise vil føre til en bølge af butiksdød og forstærke tendensen i retning af få store butikskæder, der i stigende omfang vil være udenlandsk ejede med bl.a. risikoen for, at fejlslagne spekulationer i den globaliserede økonomi lukker butikker i Danmark.
Presset på folk lettes ikke ved at udvide butikkernes åbningstider endnu mere. Tværtimod handler det om at gøre dagligdagen mindre stresset ved at få gjort op med det opskruede arbejdstempo og de alt for lange arbejdsdage, som mange i dag er udsat for. Der skal skabes mere tid i dagligdagen til både at slappe af og til at foretage praktiske gøremål som blandt andet at købe ind. Og løsningen er ikke, at søndage også skal fyldes op med forbrug.

Indskrænk i stedet åbningstiderne
Der er derfor mange gode grund til at sige nej til yderligere liberalisering eller helt afskaffelse af lukkeloven. Der er snarere brug for at stramme reglerne igen – til gavn for både de butiksansatte og forbrugerne.

Fakta om lukkeloven
Generelt set skal butikker holde lukket fra lørdag kl. 17 til mandag kl. 6. Men der er en lang række undtagelser:

Alle butikker må holde åbent fra 10 til kl. 17 den første søndag i hver måned.
Desuden må de holde åbent yderligere 6 søndage om året, samt i julemåneden. Lørdage før påske, pinse og jul kan åbningstiden kan åbningstiden forlænges til kl. 20.


Dagligvarebutikker hvor omsætning for seneste regnskabsperiode ikke er over 27,1 mio. kr. inkl. moms kan søge om at holde åbent stort set hvornår de vil. Det samme gælder butikker der hovedsagelig sælger dagligvarer, og som er beliggende i landområder.